Voksendåb er da ikke rigtig kristent?

En præmis for din forståelse er så, at denne genfødsel ikke er mulig uden for dåben, og at barnet af sig selv netop ikke står i et ret forhold til Gud.

Din kone siger, at barnet som menneske allerede fra undfangelsen tilhører Gud, og derfor er dåb ikke nødvendig for barnets åndelige liv.

Du har ret i, at det kan virke som spidsfindige eller perifere spørgsmål, men lad mig forsøge at forklare det lidt nærmere, da denne strid jo – som du selv skriver – har været en væsentlig årsag til, at der findes forskellige protestantiske kirker med hvert deres dåbssyn.

Min forklaring er noget dogmatisk og teknisk, men jeg håber, at du holder ud:

For det første grunder de to dåbssyn sig på to lidt forskellige menneskesyn: Det lutherske menneskesyn ser ikke syndefaldet som et totalt fordærv. Med Adams synd blev alle mennesker skyldige over for Gud. Det udøbte menneske dømmes for sin skyld gennem denne arvesynd.

I modsætning til dette mere pessimistiske syn på mennesket står baptisternes mere optimistiske: Mennesket er skabt godt, og selv om synden er et universelt vilkår, og alle mennesker synder, så må man skelne mellem synd og skyld. Her gælder det nemlig, at mennesket dømmes for sin skyld i overtrædelsen af Guds bud og ikke for sin synd.

For det andet er der to lidt forskellige forståelser af dåbens rolle i forhold til frelsen: Ifølge den baptistiske forståelse er den enkeltes liv i frelsen en synlig virkelighed – etisk og åndeligt.

Men frelsen og dåben knyttes ikke specielt tæt sammen: Hvor frelsen er en proces, så er dåben en offentlig handling, hvor den individuelle frelse bekendes.

I modsætning til denne forståelse fremhæver den lutherske forståelse, at dåben knytter an til Jesu stedfortrædende død, hvor alle mennesker forsones med Gud. Genfødslen betegner det enkelte menneskes tilegnelse af Jesu stedfortrædende død, og den knyttes tæt sammen med dåben.

Genfødslen sker ved troen og ikke ved vandet, men samtidigt er det dåben, som føder troen, dvs. tilliden til Guds handling i dåben.

For det tredje fremhæver den lutherske forståelse, at dåben er Guds handling. Ligesom troen kan dåben kun være virksom, hvis den er Guds egen handling.

Her fremhæver den baptistiske forståelse, at dåben er menneskets frie og lydige bekendelse af Kristus som Frelser og Herre. For dåben har kun mening, hvis den er et svar på Guds universelle, frelsende virke, sådan som det er bevidnet i Jesus Kristus.

For det fjerde er der spørgsmålet om dåbspraksis og mere præcist spørgsmålet om, hvornår et menneske kan eller skal døbes: For et luthersk perspektiv er dåben ikke betinget af noget i mennesket, og derfor er der ingen begrænsninger i alder, køn, intelligens, osv. For et baptistisk synspunkt er dåben som bekendelse et resultat af den proces, som frelsen er, og hvor mennesket har en sand syndserkendelse og tro. Troen må derfor gå forud for dåben.

Hvem har så ret? Lutheranere eller baptister?

For mig at se er det muligt at kritisere begge forståelser: I den lutherske forståelse er der en logisk brist, idet dåben siges at formidle Guds frelsende tro, men dåbens effekt er samtidigt betinget af den samme tro.

Omvendt, hvis Guds gerninger i form af frelse, tro og dåb virkelig er, som den baptistiske forståelse fremhæver det, hvordan kan vi så nogensinde være sikre på, at vores dåbspraksis er i overensstemmelse med dette ideal, dvs. hvordan kan vi vide, at mennesker virkeligt har syndserkendelse og tro?

Samtidigt mener jeg, at begge forståelser rummer elementer af den bibelske forståelse af, hvad en kristen dåb indebærer, men det i et bibelsk perspektiv er komplementære forståelser snarere end modsatte: Guds ubetingede og frelsende handling er et centralt evangelisk anliggende, som barnedåben kraftigt understreger og forkynder.

Samtidigt er den individuelle og personlige tilegnelse et lige så centralt evangelisk anliggende i Jesu forkyndelse, som den baptistiske dåbsforståelse fastholder og prædiker. Vi har egentlig brug for begge dele!

Med venlig hilsen
Jonas Adelin Jørgensen
Cand.theol. og Ph.D.