Amerikansk rockkirke fejrer jubilæum med rockmusik og tatoveringer med kirkens logo. "Vi kalder os selv kirken for de mennesker, der ikke kan lide at gå i kirke", siger præsten Kyle Bonenberger
Det startede for et år siden, da
City Church (Bykirken, red.) blev oprettet i præstens dagligstue i den californiske by Anaheim. Siden begyndte kirken at holde gudstjenester i en natklub til tonerne af punk- og rockmusik. Med et stort trækors og bægre fra fastfoodrestauranten Kentucky Fried Chicken, der bruges til indsamling, forkynder kirken evangeliet på en utraditionel og "rock’et" måde.
Nu tilbyder kirken sognebørnene at få en tatovering med kirkens
logo som et "gennemgribende løfte" om at tilhøre kirken. Det skriver den californiske avis
Orange County Register.
"Gud har tatoveret dit navn i sit hjerte", sagde præsten Kyle Steven Bonenberger til menigheden i forbindelse med fejringen af kirkens et års jubilæum og opfordrede dem til at lade sig tatovere:
Bonenberger fortæller til kristendom.dk, at han syntes det var en god måde at fejre kirken og vise forpligtelse. I starten havde han bare tænkt, at han selv skulle have en tatovering, men efterhånden var der flere og flere der ønskede at få en.
Holly Morales var en af dem der tog Bonenberger på ordet og fik en tatovering med kirkens logo:
"City Church har virkelig gjort meget for min familie, så jeg tænkte at det var en fin måde at gøre gengæld", siger Morales.
En anden er Scot Parker.
"Jeg støtter fuldt ud kirken. Tatoveringen viser, at jeg har forpligtet mig," siger han.
Pourio Lee fik kirke-tatoveringen uden nogen betænkningstid og sagde til Bonenberger:
"Du er min præst, jeg er nødt til at vise dig min støtte."
Bonenberger skriver på sin blog, at han er meget glad for den omtale, som kirken har fået, og at mennesker som normalt ikke forholder sig til kristendom, begynder at tale om det. Bonenberger betegner City Church som en kirke for de mennesker, der ikke er kirkevante.
"Vi kalder os selv kirken for de mennesker, der ikke kan lide at gå i kirke. Det er så langt fra, hvad folk tror kirken er," siger Bonenberger.
City Church holder gudstjeneste hver søndag 10.30 i natklubben Chain Reaction i Anaheim i Californien – også for de utatoverede.