Hvad er den mest fundamentale teologiske uenighed mellem dem?

“Kierkegaards teologi er korsets teologi, mens Grundtvigs er opstandelsens. For Kierkegaard er Gudsriget først og fremmest i evigheden. Her på jorden må man nøjes med at gå ind i lidelsen. Synden i verden er så stærk, at Gudsriget vinker langt, langt forude. For Grundtvig er opstandelsen en tilgivelse, der er givet os forud, og der ligger hos ham en høj accept af det dennesidige – tilgivelsen er altid nær. Kierkegaard vælger lidelsen og Grundtvig lovsangen.”

Kunne en så radikal uenighed have noget at gøre med deres personlighed?

“Det kan man godt sige. Deres personer symboliserer i hvert fald i høj grad deres teologi og forskellene på den. Man kan næsten se, hvordan deres personligheder og fysiske staturer forvarsler deres teologi og ligeså med deres levevis: Den ene konstant omgivet af folk og menighed, den anden evigt alene på sit kammer. Dette skabte naturligvis også en manglende, gensidig forståelse.”

“Falkeblik på Historien”
Der er ingen, der ved præcist, hvor meget de to fyldte i hinandens tankeunivers. Men sikkert er det, at de to ejede værker af hinanden, at Kierkegaard hørte flere af Grundtvigs prædikener, og at Kierkegaards bror, P.C. Kierkegaard, var en trofast grundtvigianer. I sine private papirer har Søren Kierkegaard flere rasende parodier på Grundtvig, og et af Kierkegaards mest kendte værker, Afsluttende Uvidenskabelig Efterskrift, bruger en del sider på at angribe Grundtvig. En af de ting, der bød Kierkegaard mest imod, var den oppustethed, der lå i Grundtvigs prædikener. I stedet for en prædiken får man hos Grundtvig, ifølge Kierkegaard, en historisk forelæsning:

“Tilhøreren kommer til at glemme sig selv over Papister ... og Solens Opgang. Falkeblik paa Verdenshistorien erstatter her ikke Indblik i sig selv, de mageløseste Opdagelser, om det saa var Krudtets, gjøre ikke Fyldest som Vederlag for Manglen af Selverkjendelse. “ (Søren Kierkegaards Papirer, VI s. 87)

Hvor Kierkegaard altså ville tage luften ud af de til tider vidtløftige Grundtvigske taler om historie og folk, er det til at gætte, hvad Grundtvig ikke kunne lide ved Kierkegaards indstilling: Selvom Kristus led på korset, behøver menneskelivet ikke begrænse sig til gråd og lidelse. Det er i orden at finde oprigtig glæde i menighedens fællesskab:

“Man derfor raaber til os, ... at eftersom vi ikke græder og hyler overalt hvor Verden glæder sig, men mangen Gang og paa mange Maader deler ... baade Sorg og Glæde med Verden, derfor er vi ikke, og maae ikke kalde os Christi Discipler.” (Citeret efter P.G. Lindhardt (1974): Konfrontation, side 99)

Selvom meget altså tyder på en uforsonlighed mellem dem, mener Anders Holm ikke, at deres forskellighed betyder, at man skal læse dem helt uafhængigt af hinanden:

“Det smukke ved at holde dem sammen er, at de begge har sans for, at den anden til tider bliver for radikal. Som en lille nål punkterer Kierkegaard med det samme Grundtvigs oppustethed, og omvendt kan Grundtvig hive Kierkegaard ud af sin ensomme selvkredsen, der til tider tenderer det selvoptagne. Det er i mine øjne særdeles godt for Danmark, at de holdt - og holder - hinanden lidt i skak.”

Han fortsætter:

“Først og fremmest vil jeg sige, at de klæder hinanden. Men man kan begræde, at dele af den grundtvigske verden forsømmer at forholde sig til Kierkegaard som et korrektiv til Grundtvig – det samme gælder den kierkegaardske verden, der sjældent regner Grundtvig med. Man har længe brugt dem som håndgranater til at bombe hinanden, de har været skyts i en lang kamp mellem skoler. Men de havde en fornemmelse for hinanden, og i virkeligheden er dansk åndsliv en stor centrifuge af Grundtvig og Kierkegaard, hvor citater og brudstykker slynges rundt. Men nu er det heldigvis efterhånden blevet sådan, at der selv blandt forskere kan tales sammen på tværs af skyttegravene.”

Dagens Danmark?
Grundtvig har netop fejret sin 227-års-fødselsdag, og det skorter ikke på politiske og kulturelle bevægelser, der vil gøre ham til bannerfører for deres projekter. Grundtvig gik selv ind i politik, mens Kierkegaard var meget skeptisk indstillet over for det politiske liv. Men er det overhoved muligt at sige noget om, hvordan Grundtvig og Kierkegaard ville forholde sig til dagens Danmarks udfordringer som spørgsmålene om adskillelse af kirke og stat og islams udbredelse? Anders Holm vil gerne gøre forsøget:

“Med hensyn til de politiske spørgsmål, du nævner, er det værd at huske på, at Kierkegaard var temmelig skeptisk over for al politik, fordi han mente, at det fjernede fokus på det egentlige – den enkeltes eksistens. Alligevel talte han hen mod slutningen af sit liv alligevel for en adskillelse af kirke og stat, fordi han blev særdeles frastødt af levebrødspræsterne.

I dag ville han givetvis også blive frastødt. Eventindustriens indtog og triumfer i kirken havde nok ikke ligefrem muntret ham voldsomt op. Han ville spørge, hvor alvoren er. Vi har jo heller ikke fået mindre erhvervskristendom i dag. Så mon ikke at han stadig havde været for en adskillelse?”

Endnu en gang er Grundtvig i den helt anden grøft:

“Han mente derimod, at staten skulle sørge for, at der var frihed inden for kirken. Derfor ville han have kvækere, baptister og lignende med. Jeg har endda set forskere, der mener, at han også ville have jøder og katolikker med. Jeg mener heller ikke, at man kan afvise, at det samme ville gælde for muslimer. Man kan i hvert fald ikke kategorisk afvise, at han kunne have ment det. Han var religionsanarkist.”

Hvad så med i dag?

“Det er 100-dollar-spørgsmålet. Men man kan gøre sig den overvejelse, at hvis man havde ført Grundtvigs liberale kirkesyn ud i livet, om så ikke man havde foregrebet de problemer, kirken står med i dag. I Grundtvigs folkekirke havde Thorkild Grosbølls udtalelser næppe været et problem. Det er så til gengæld dér, hvor mange har et problem med Grundtvig.”