Mission er en del af kirkens DNA

Alligevel er jeg blevet overrasket over, at så få – kender faktisk ikke nogen – menigheder tænkte på projekter omkring mission i et globalt og tværkulturelt perspektiv.

Denne tendens bekræftes af en snak jeg havde med en frikirkepræst. Han udtrykte sig noget i denne retning: ”I vores kirke er vi gode til det med mission. Vi tænker missionalt – men ikke længere end til byskiltet”.

Forståelsen af os selv som en del af kirken på verdensplan og med et (missions-med)ansvar for verden er således langt mindre tydelig – selv med vores missionale identitet.

Mit anliggende her er ikke, at vi skal holde fast ved ydre og indre mission. Eller at vi skal genindføre ordet ”missionsmarken”. For verden – forstået i dens mangfoldighed – findes i dag hos os. Man kan i dag være engageret i mission til etniske grupper fx etiopere i Højbjerg eller Åbenrå og til burmesere i Ølgod. Og selvfølgelig er der noget galt, når eller hvis vi overser de muligheder, vi har for at dele evangeliet med etniske grupper, som bor nede af gaden, fordi vi er så fokuseret på de samme grupper ”derude”. Altså en berettiget kritik af missionsselskaber, hvis de ikke påtager sig en medansvar lokalt og omsætter den tværkulturelle viden.

Eller når vi taler med begejstring om vores samarbejdspartnere i Afrika, men ikke kan finde ud af at have fællesskab med de afrikanske menigheder, som er i Danmark – og som måske endda er optaget af mission i Danmark. For det er ikke eksotisk nok og i længden ganske besværligt.

Der er virkelig grund til at være i mission inden for bygrænsen, og det er muligt at møde den multi-etniske mangfoldighed i Danmark, således at ordene ydre og indre mission har mistet deres betydning. Alligevel vil jeg gerne opfordre til, at vi løfter blikket op og ud over byskiltet og de nationale grænser for at stille skarpt på verden og mission. Det skal vi gøre for at se og blive inspireret og opmuntret af, hvad der sker i Guds mission på verdensplan, men også for at høre et makedonisk kald, som ellers let overdøves af vores gode og nødvendige optagethed af mission lokalt, hvad enten det er til døbte danskere eller til etniske eller religiøse grupper i Danmark.

Jeg tror nemlig at vi – hvis vi løfter blikket – både vil se, hvor meget der er at glædes over, hvor meget vi kan lære og blive inspireret af. Men vi vil også få øje på de områder, hvor der er langt mellem de kristne fællesskaber, og hvor missionsindsatsen ikke står mål med missionsopgaven – målt i missionærer og målt i kroner og øre.

En sådan vision for verdensmission forudsætter, at vi ser ud over byskiltet. Men måske næres den allermest ved, at vi ser indad. Ind i Skriften. Det bibelske mandat. Og ind i Guds hjerte. I stedet for at se på vores egne navle, har vi brug for at se Guds hjerte.

I et af papirerne til Lausanne III fremhæver Paul Eschleman i artiklen ”World Evangelization in the 21st century – prioritizing the essential elements of the Great Commission” de fem missionsbefalinger, som vi har i Det Nye Testamente, og som med hver deres vinkel minder os om, hvad Jesus efterlod sine disciple dengang og hvad der stadigvæk gælder for os i dag.

1. Matthæusevangeliet 28: Missionsbefalingens dybde – eller dens ”four alls” Al magt – til alle folkeslag, alt hvad han har lært os og at han vil være med os alle dage.
2. Markusevangeliet 16: Missionsbefalingens bredde og omfang: Gå ud i hele verden og forkynd for hele skabningen.
3. Lukasevangeliet 24: Missionsbefalingens ”skal”. Kristus skal lide og opstå og i hans navn skal der prædikes og I skal begynde i Jerusalem og I skal være vidner.
4. Johannesevangeliet 20: Missionsbefalingens model: Som faderen har sendt jer, således sender jeg også jer.
5. Apostlenes Gerninger 1: Missionsbefalingens udstrækning: Jerusalem, Judæa, Samaria og lige til jordens ende.

Der er i missionsbefalingen ikke en gruppe, ikke et hjørne af verden, ikke en dimension ved evangeliet, ikke et tidspunkt som ikke er tænkt med, når det gælder at gøre evangeliet kendt og leve vores missionale identitet ud.

Ser vi så på, hvordan situationen rent faktisk er, hvor kirken er, og hvor vidnesbyrdet om Kristus lyder eller kan ses og opleves i form af et fællesskab af kristne, så er der ”huller” på verdenskortet, og der er grupper af mennesker, for hvem det er svært – hvis ikke umuligt – at høre og forholde sig til evangeliet. Fra de områder og grupper lyder der en tilskyndelse til at gå. Det har ikke nødvendigvis noget med deres geografi at gøre, og dog så har det også det. Ikke fordi vi skal genindføre ydre og indre mission, men fordi missionsbefalingens mange dimensioner ellers negligeres.

Selv udfordres jeg især af de 70 % af verdens befolkning, som ikke kan læse og derfor heller ikke kan nås med evangeliet, ved at nogen giver dem en Bibel – hvis ellers der fandtes en bibel på det sprog de forstår – findes især i visse dele af verden, nemlig der, hvor en kristen tilstedeværelse er mindst koncentreret. Nogen skal flytte sig eller opgaven skal gribes an på en anden måde end det sker nu, for at alle sider ved missionsbefalingen kan efterleves.

Bodil F. Skjøtt er generalsekretær i Israelsmissionen. Hendes indlæg, som er forkortet af redaktionen, er hentet fra en blog om Lausanne III, en konference om verdensmission.