jeg synes, at det er fint, at vi kommer i vores egen menighed og danskere i deres, skriver Giuliano Enwiya fra den assyriske menighed Mar Mari.
- Foto: Sxc.hu
Giuliano Enwiya |
3. november 2010
Det er vigtigt for migrantkirkerne at være åbne for det danske samfund, men kirken er samtidig en mulighed for at bevare identiteten fra oprindelseslandet, skriver Giuliano Enwiya, som er iraker og assyrisk kristen
I den kommende weekend (5.-7. november) holder Tværkulturelt Center og en række menigheder Multietnisk inspirationskonference med temaet 'Mod på Livet: Livsmestring i et nyt land'.
Kristendom.dk har spurgt én af oplægsholderne, Giuliano Enwiya, om at beskrive sit syn på forholdet mellem ny- og gammeldanske menigheder:Hvordan opstår et samarbejde mellem danske menigheder og migrantkirker rent praktisk?Det opstår vel ved, at én af parterne tager kontakt til den anden og snakker om, at et samarbejde kunne være gavnligt i form af for eksempel ungdomsarbejde, middage på tværs med hinandens kirkegængere eller udveksling af teologisk erfaring.
Mener du, at de danske kirker og migrantkirkerne har glæde af et samarbejde?Ja bestemt, da migrantkirkerne ofte har nogle få år på bagen, og er i en form for opstartsfase. Så er det da også en god sparring at have, da vi så som migrantkirke bedre kan følge med og få en bedre føling af hvad der rører sig i det danske samfund. Ikke fordi vi ikke ved, hvad der sker i samfundet som sådan, men fordi det kan gavne forståelsen mellem os assyrere og danskere, hvis man åbner sig op for det danske samfund både kirkemæssigt såvel som socialt.
Derfor er det også en god ting at lære fra danske menigheder, hvordan man stabler aktiviteter for store og små på benene, da de danske menigheder har stor erfaring med aktiviteter og socialt arbejde.
Kan vi lære noget af hinanden?
Ja, rent teologisk og med hensyn til vores syn på Bibelen og ritualerne kan danske menigheder lære meget af Østens assyriske kirke, da vi er en af de første urkirker fra Apostlenes tid og derfor har bevaret vores liturgi og kirkelige traditioner, sådan som de var fra Jesu tid.
Uden at ville lyde arrogant så ved jeg ikke lige, hvad vi så kan lære af danske menigheder? Jo, måske salmerne eller det at skabe aktiviteter for de store såvel de små børn.
Ville det ikke være bedre, hvis både nye og gamle danskere bare kom i den samme kirke og til de samme gudstjenester?
Nej, jeg synes, at det er fint, at vi kommer i vores egen menighed og danskere i deres, da vores sprog og kirke ellers ville uddø sammen med vores kirkelige traditioner.
Det er fint, at vi sommetider besøger hinandens kirker, men det er vigtigere at værne om vores kirke. Det er ingen tilfældighed, at vores kirke takket været Guds hjælp har overlevet i over 2000 år på trods af forfølgelse, undertrykkelse og elendighed i den muslimske verden.
Ingen kirke gennem tiderne har oplevet så store grusomheder, som vores kirke har. Folk har været igennem de værste grusomheder – vi er det glemte genocide, folkedrab. Sammen med armenierne har vi oplevet det første folkedrab i 1933, før folkedrabet på jøderne, men alligevel er vi det glemte folk, og vores kristne landsmænd lider i Irak.
Giuliano Enwiya er fra Mar Maris Assyriske Menighed i Århus.
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano