Der tegner sig et fælles mønster igennem de erfaringer, vi gør. Underligt nok skal vi ud og se over ”livets kant”, før det for alvor går op for os, at livet er til låns, og at vi ikke er herre over det, skriver Jette Dahl.
- stock.xchng
Jette Dahl |
6. november 2010
Bag ved det hele findes en åndelig dimension af virkeligheden, skriver åndelig vejleder Jette Dahl, som i anledning af allehelgen reflekterer over døden, livet og evigheden
Allehelgenssøndag er en mindedag for vore døde. Der tændes lys på gravene, og navnene på de mennesker, der er døde i årets løb, læses højt ved mange gudstjenester på søndag.
Det er en egen højtid og alvor over dagen. Minder, afmagt og savn, men også trøst og håb. Jeg har gjort mig nogle refleksioner over døden, livet og evigheden.
Refleksioner over døden”Når døden stikker sit ansigt frem
Helt uventet – hen foran mit ansigt,
Så bliver alting vendt og ned,
Mit liv er vel egentligt DIT”
Sådan begynder en kvinde sine refleksioner over døden. Hun finder trøst i, at Gud er hendes medvandrer hele vejen.
Et fælles mønsterDer tegner sig et fælles mønster igennem de erfaringer, vi gør. Underligt nok skal vi ud og se over ”livets kant”, før det for alvor går op for os, at livet er til låns, og at vi ikke er herre over det.
Når døden banker på eller strejfer os, sker det, at taknemmelighedens varme breder sig indefra i et menneske. Taknemmeligheden over at være i live. Eftersmagen af det kan være en sand ydmyghed, der spørger: Hvad er det egentlig jeg har så travlt med at nå?
Til eftertanke:”Lad os bygge som vi evigt skulle leve, og leve som vi hver dag skulle dø!”
(Indskriften over en højskole)
”Ethvert menneske har et naturligt behov for at få sig en livsholdning, en forestilling om livets mål og mening.”
(Søren Kierkegaard, Enten-Eller)
Hvad er meningen?Det er ikke nok at have styr på det ydre liv. Uanset hvilket liv, vi har, stillestående eller eventyrligt tilfredsstillende eller besværligt, så vil vi på et tidspunkt spørge os selv: Hvorfor lever jeg? Hvad er meningen med mit liv?
Vi registrerer, reagerer, agerer og forandres af det liv, vi lever. I mødet med andre mennesker. I mødet med os selv. Det er dybt meningsfyldt.
Det, vi opfatter til hverdag, er ikke alt. Bag ved findes en åndelig dimension af virkeligheden. Pludseligt eller efter lang tids søgen kan mennesker opleve at blive fyldt af noget andet, som er større end dem selv, noget som giver deres liv en helt ny mening. En mening, som ikke længere tilhører det enkelte individ, men er almengyldig, universel.
Kontakten til den åndelige dimension kan fremkaldes gennem bøn og fordybelse, gennem naturen, musikken, stilheden, bevidstheden eller ved fuldstændig åbenhed i mødet med verden. Det er dybt meningsfyldt.
Refleksioner over evigheden
”Størst af alt er kærligheden” (1. Korinterbrev 13,13), står der på min fars gravsten. Hver gang jeg står ved hans grav og læser det, tænker jeg: Ja, det er sådan det er! Kærligheden er det største, der findes. Det giver livets mening og mål. Kærligheden dør aldrig. Det er den røde tråd i livet og i døden, ja i al evighed.
Kærligheden kan blive hjemløs, som en mor beskrev sin ubærlige sorg over at have mistet sit barn. Men hun var aldrig i tvivl om kærlighedens evighedskarakter. ”Jeg vil jo altid elske mit barn!” Hvis ikke jeg satte mit håb til, at Guds kærlighed omfavner hende på den anden side døden, så var det trøstesløst for mig. Men jeg vælger at tro, at mit barn er i gode hænder. I al evighed.
Kærligheden er der, før vi blev født, og den vil være der, efter vores død.
En udtrykte det sådan: ”Kærligheden er større end vores evne til at elske!”. Den tror alt, håber alt, og udholder alt.
Claus Meyer udtalte for nylig
i et interview i Kristeligt Dagblad, at han lever med evigheden for øje. Han måler værdien af sine handlinger i evighedens lys.
”Det bevirker, at jeg gør mig umage med det, jeg gør,” siger han. Han vil gerne se tilbage på sit liv med glæde. Det er kampen mod ligegyldigheden, så vi ikke ”dør før tiden”.
På den måde bliver livet både en velsignelse og en forpligtelse, vi er kaldet til at leve ud, mens vi er her.
Til eftertanke:”Den evig rige Gud,
Han os fremdeles give
Fred og frimodighed
Mens vi er her i live
Så vi i nåde stå
Hos ham og på vor bøn
Få hjælp i nød og død
Til sidst hans nåde løn.”
(Nu takker alle Gud. DDS nr. 11,2)
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano