Send artiklen Kirkeleder springer ud for at forhindre homo-selvmord til din ven.
Kirkeleder springer ud for at forhindre homo-selvmord
Studerende på Rutgers University, New Jersey, siger farvel til den 18-årige Tyler Clementi, der begik selvmord efter at være blevet afsløret på nettet som homoseksuel.
Bølge af homoseksuelle, der begår selvmord, får konservativ biskop til at springe ud af skabet
Den populære konservative biskop Jim Swilley har tusindvis af tilhængere, der jævnligt lytter til ham i hans megakirke Church in the Now i byen Conyers i den amerikanske stat Georgia.
Swilley, der er et klassisk forbillede på en traditionel kristen mand, er gift med en kvinde og er far til fire. Men der var noget, han ikke havde fortalt offentligheden. Og da der i den sidste tid er skyllet en bølge af selvmord begået af homoseksuelle teenagere ind over USA, mente Swilley, at det var på tide at stå frem og melde ud, at han stod på deres side.
Den 52-årige præst indrømmer ifølge nyhedsmediet News One, at han er homoseksuel og har kæmpet med det siden barndommen.
Annonce
”Jeg ved, at mange heteroseksuelle mener, at seksuel orientering er et valg. Jeg vil gerne fortælle jer, at det er det ikke”, sagde Swilley i en kort videopræsentation i sin kirke.
Se tv-indslag, hvor Jim Swilley fortæller om sin homoseksualitet
Udmeldingen kommer ikke af personlige årsager, det er udelukkende for at hjælpe homoseksuelle teenagere, forklarer Swilley.
”Hvis det kan redde teenagere, så vil jeg gerne sætte mit rygte over styr for det”, siger han til ABC News og tilføjer, at han ikke, som far, kan holde ud at tænke på 16-17 årige, der tager livet af sig selv.
”Jeg syntes, det var på tide, at der var nogen, der sagde noget.”
Swilley har modtaget blandede reaktioner, både hadefulde mails og støtteerklæringer fra forældre og homoseksuelle teenagere.
Pastor Creflo Dollar fra Atlanta's World Changers Church kommenterede i følge avisen Georgia Voice for nylig på Swilleys udtalelser. Dollar refererede indirekte til ham i sin prædiken:
“Bibelen siger, at selv de udvalgte vil blive snydt. Desværre, mine damer og herrer, ser det ud til, at vi allerede er nået dertil. Især når vi ser præster, der går op på prædikestolen og siger: ’Jeg er homoseksuel, og det er der ikke noget i vejen med,’” udtaler Dollar og fastholder, at Swilleys erklæring gør mere skade end gavn.
”Man redder ikke nogens liv, man gør det bare værre. Man kan ikke forhindre folk i at tage livet af sig selv. De vil bare gøre det i endnu højere grad. Bare fordi man har underlige følelser, der ikke stemmer overens med Guds ord, skal man ikke give efter for de følelser,” sagde Dollar.
Imidlertid fortsætter unge homoseksuelles selvmord med at være et vigtigt emne i den offentlige debat i USA. En ny undersøgelse peger på, at unge homoseksuelle er 25 % mere tilbøjelige til at begå selvmord end heteroseksuelle.
En af de mest omdiskuterede selvmord blev begået af den 18-årige universitetsstuderende Tyler Clementi, der sprang ud fra George Washington broen i New York, efter at hans værelseskammerat havde filmet ham i en kompromitterende intim situation og lagt det ud på internettet. Sagen har vakt meget opsigt, også i forhold til de medieetiske aspekter. Clementi er siden blevet et symbol på fortvivlede unge homoseksuelle.
Som reaktion på Clementis selvmord optog Dan Savage en række vidoer med titlen "It gets better" (Det bliver bedre).
"Når man hører om de her børn, der begår selvmord, er min reaktion, som voksen homoseksuel, at jeg ville ønske jeg havde talt med dem i 15 minutter eller 5 minutter og fortalt at det nok skulle blive bedre," siger han.