Forsagelse ved dåben var særligt vigtigt i den periode, hvor folk ved dåben skiftede religion - fra hedenskab til kristentro, forklarer kirkehistoriker Kurt E. Larsen.
- Malene Korsgaard Lauritsen
Kurt E. Larsen |
31. januar 2011
Når vi stadig har forsagelsen ved dåben i Danmark, er det blandt andet Grundtvigs fortjeneste, svarer kirkehistoriker Kurt Larsen
Spørgsmål:
Hej Kurt.
Til et lille projekt skulle jeg bruge den svenske trosbekendelse og søgte derfor på nettet. Og jeg fandt den skam også, men efter at have læst den har jeg undret mig over en ting:
Hvorfor udelader de første vers (Vi forsager Djævelen...) i den svenske trosbekendelse? I alle de udgaver, jeg har fundet, er de gået direkte på delen ”
Vi tror på Gud Fader den almægtige”.
Hvorfor har de ikke første vers med i den svenske trosbekendelse? Og hvad betyder det helt præcist det med at forsage Djævelen og alle hans gerninger og al hans væsen?
På forhånd tak:)
Charlie
Svar:
Det vi kalder Trosbekendelsen består egentlig af to led: Først en forsagelse og så den egentlige trosbekendelse. De to dele har hver sin baggrund og historie.
Det er en forudsætning i hele Bibelen, at der er to magter, der kæmper om mennesket: Gud og Satan. Der står en kamp om os, og vi må vælge mellem Gud og Satan, der vil føre os til henholdsvis frelse eller fortabelse.
Når man i kirkens første tid skulle døbes, havde man både en forsagelse og en trosbekendelse. Forud for at den, der skulle døbes, sagde Ja til Gud og Kristus ved en trosbekendelse, brugte man i hele Oldkirken en forsagelse af Djævelen.
Tertullian (levede ca. 160 - 230): ”
De kristne bevidner, når de går til dåbens vand, at de forsager Djævelen, hans væsen og hans engle.”
Origenes (levede ca. 185 - 254): ”
Når vi kommer til dåbens vand, forsager vi alle andre guder og herrer, og bekender Gud Fader, Søn og Helligånd.”
Hippolyts kirkeordning fra ca. 220: “
Jeg forsager dig Satan og hele din tjeneste og alle dine gerninger.”
Denne forsagelse ved dåben var særligt vigtigt i den periode, hvor folk ved dåben skiftede religion - fra hedenskab til kristentro.
Men også senere, i middelalderen, hvor man i Europa kun døbte børn af kristne forældre, fastholdt man forsagelsen og brugte den sammen med trosbekendelsen. Da handlede dette led ikke mere om at forsage andre guder (som man ikke havde), men om at forsage synden.
Ved reformationen forsvandt forsagelsen ved dåben i de reformerte kirker. Disse skar typisk alle led væk, der ikke direkte er nævnt i Bibelen. Og det er forsagelsen jo ikke direkte, jvf. ApG 8,36ff:
”Mens de nu kørte hen ad vejen, kom de til noget vand, og hofmanden sagde: »Se, dér er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?« v37 Filip sagde: »Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske.« Han svarede: »Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn.« v38 Han befalede, at vognen skulle standse, og de gik begge ned i vandet, både Filip og hofmanden, og Filip døbte ham.”
Calvin var naturligvis ikke imod forsagelsens indhold, men han tog den blot ikke med ved dåben, fordi den ikke er direkte påbudt i Bibelen.
Luther og den engelske kirke fastholdt derimod skikken med forsagelsen ved dåben, og sådan er den fortsat i den danske kirke op til denne dag.
I oplysningstiden sidst i 1700-tallet havde nogle problemer med den “umoderne” tro på en personlig Djævel. Det førte til, at man bl.a. i Sverige afskaffede forsagelsen ved dåben ca. 1810.
I Danmark kæmpede Grundtvig meget for at forsagelsen ved dåben skulle bevares, og det lykkedes ham at hindre en udvikling á la den svenske. Først derved opstod forskellen på dansk og svensk skik.
Med venlig hilsen
Kurt E. Larsen
Lektor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Aarhus
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano