Men da saver man grenen over, man selv sidder på. Man går let ud fra, at troen har de, nu skal de bare aktiveres. For troen er ikke noget, man har én gang for alle. Den skal næres og plejes gennem Ordet og sakramenterne. Ellers brænder den enkelte kristne ud undervejs.

Man må modtage næring for at kunne leve. Uden en ret balance mellem at modtage og at give, at være og at yde udsultes og udmarves menighedens medlemmer.

2. En menighed er alt for aktiv, når vægten lægges på det, der skal gøres – og ikke på sandheden i det, der læres.

En menighed lever i længden af den sande og sunde lære om Kristus og Helligånden, om nåden og kristenlivet. Den skal man værne om. Den skal man kæmpe for. Man må være villig til at tage en kamp for den rette lære, også rettet mod andre kristne. Menigheden skal både bygge op, og samtidigt kæmpe mod enhver lære, der vil underminere kirkens grundlag og derved bryde kirken ned.

Paulus var hedningernes missionær, men i sin breve brugte han det meste af pladsen til at kæmpe for at fastholde menighederne i den rette tro og den rette kristne livsstil.

Oldkirkens meget aktive menigheder tog store opgør med gnostikere og folk, der levede imod Bibelens etik, og alle andre slags afvigende holdninger hos kristne, selvom det splittede menighederne. De vidste, at der er een Gud og een Frelser. Der er kun én vej til frelse – og den skal der kæmpes for at blive fastholdt i. Netop fordi de tog hele troslæren meget alvorligt blev de også fastholdt i en sand tro i en meget svær tid.

3. En menighed kan fokusere så meget på aktiviteter, at der ikke bliver plads til de resursesvage.

Hvor en menighed lægger vægt på et højt aktivitetsniveau, kan man komme til at føle sig udenfor, hvis man ikke har så meget overskud eller så mange resurser som ”de unge, de smukke og de rige”. Og kirken skal være kirke – også for de syge, de trætte og de små.

En meget aktiv kirke vil typisk gerne være missional. Det er i sig selv rigtigt at sigte mod at være en menighed, der er mission ved selv at være synlig og aktiv i verden. Sådan tænkte man også i Oldkirkens tid hos de første kristne.

Man må dog ikke overse, at selv den mest missionale menighed efter nogle årtiers forløb sidder i den problematik, at man er en blandet flok medlemmer.

Enhver menighed og kirke af en vis alder vil opleve, at der er ”børnebørn”, der er døbte medlemmer af kirken, men ikke så brændende og aktive i troen som ”bedsteforældrene”. De er nok medlemmer, men kommer ikke så tit, og i deres hverdag er det ikke mission og aktivt kristenliv, de lever for. Det viser al erfaring fra oldkirken, fra USAs frikirker og også fra en dansk sammenhæng.

Det vil ikke være rigtigt at sige, at kirken kun består af dem, der brænder for Guds rige i verden. De mindre aktive skal man også give plads til og tage sig af, så de ikke mister kontakten med kristen forkyndelse.

For nogles vedkommende kan ”passiviteten” jo skyldes, at man er i en livssituation eller alder, hvor man ikke har så mange resurser. Det må en menighed ikke bare leve med af nød. Den må glæde sig over, at de er der og positivt støtte om også de ”nydende” medlemmer, sådan at de også virkeligt kan nyde at være med hvor Ordet forkyndes.

Så: RO PÅ NU!

Vi må genfinde en sund balance mellem at hvile i Kristus, lytte til Ordet og vandre i de gerninger, han ønsker at vi skal gå i.

Kurt E Larsen er præst, lektor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet og kommentarskribent ved kristendom.dk.