Hvad er Christian African Theology?

Deres dagligdag og virkelighed – et barsk liv omgivet af fjender – blev kombineret med den calvinistiske bibelfundamentalisme, og et stort fokus blev lagt på kaldstanken. Resultatet blev et nyt syn på de hvide sydafrikanere som dét udvalgte folk med en særlig rolle i Guds skabelses- og frelseshistorie.

Apartheid
Omkring 1900 opblomstrede en ny sekulær nationalisme under kraftig påvirkning af idéer fra Europa. Begrebet volk kom i centrum, og idéen om at de hvide afrikaners var det lidende, men udvalgte folk, Gud hjalp ud af dets trængsler udartede til en aggressiv herrefolksmentalitet.

Dette kulminerede i den såkaldte Apartheid, det vil sige en officiel adskilthed hvilende på et stærkt ideologisk grundlag. Dette særlige sydafrikanske administrationssystem blev dominerende fra Sydafrikas selvstændighed i 1948 og indtil de første rigtigt frie valg i 1994. Dets hovedformål var at inddele befolkningen i racegrupper, hvortil der var forskellige rettigheder tilknyttet.

Det betød i praksis at landets hvide indbyggere havde førsteret til alt lige fra parker, stande og offentlig transport og til lægebehandling og undervisning. Kun ringere alternativer var tilgængelige for landets farvede befolkning. Disse var tvungne til at bo i særligt udpegede områder – som de ofte slet ingen tilknytning havde til – og måtte ikke vise sig udendørs efter mørkets frembrud. Blandede kærlighedsforhold og ægteskaber var forbudte ved lov, og det var kun den hvide befolkning der havde stemmeret.

Der var modstand imod systemet i mange af Sydafrikas hvide kirker, men der var også mange tilhængere af raceadskillelsen i både samfund og kirke. Tilhængerne undskyldte det åbenlyst uretfærdige system med at Guds sande kirke dogmatisk set er en mystisk og usynlig krop og altså en ganske anden en den menneskelige kirke på jorden. Derfor var adskiltheden foreløbigt uproblematisk for de hvide kristne.

Kirkelig modstand
1960 blev på flere måder et vendepunkt for Sydafrika. Det år mødtes alle kirker i Sydafrika for sidste gang indtil 1990 i et forgæves forsøg på at lægge en fælles linje.

En endnu vigtigere begivenhed blev den såkaldte Sharpeville-massakre. Tusindvis af sorte demonstranter var mødt op ved politistationen i Sharpeville for at protestere imod deres indskrænkede bevægelsesfrihed. Demonstrationen endte i kaos hvorpå politiet åbnede ild og skød og dræbte 69 og sårede op imod 180 personer. Massakren gav genlyd i hele verden, og også iblandt de hvide sydafrikanere begyndte man nu at stille spørgsmålstegn ved systemet.

Disse begivenheder blev grundlaget for, at der i de hvide kirker opstod en fraktion, der gik i åben kamp med det racistiske regime. De fandt deres inspiration i Bekendelseskirken i naziregimets Tyskland og Barmen-erklæringen, om at kirken kun kender én herre, nemlig Jesus Kristus og ikke må ligge under for politisk diktatur.

Tilhængerne grundlagde the Christian Institute of Southern Africa i 1963 og forsøgte gennem dettes tidskrift Pro Veritate at skabe dialog mellem sorte og hvide, men også at organisere en samlet modstand i kirkerne mod Apartheid. CI var en vigtig stemme i racedebatten både i kirke og samfund indtil det blev forbudt i 1977.

Sort teologi
Også i de sorte kirker begyndte man at søge nye veje. Med inspiration fra den amerikanske Black Theology og den sydamerikanske Befrielsesteologi skabte man sin helt særlige form for sort teologi. Den var beslægtet med den nye sorte nationalisme i 1960’erne, hvor de undertrykte majoriteter efterhånden havde fået øjnene op for deres situation og var blevet klar til at handle derudfra.

Teologisk set førte det til en nytolkning af kristendommen ud fra den sorte sydafrikaners virkelighed, hun er netop den fattige som Bibelen taler om. Sort betyder så ikke længere et racemæssigt kendetegn, men er selve symbolet på undertrykkelse.

Forholdet imellem den traditionelle afrikanske religion og kultur og kristendommen blev også taget op til fornyet overvejelse. Det var tydeligt at de hvide missionærer ikke blot havde bragt Bibelen til de sorte, men samtidigt også en vesteuropæisk kultur, som de sorte var blevet tvunget ind under.

Det var efterhånden blevet tydeligt at et sammenfald imellem (vestlig) kultur og kristendom ikke var en nødvendighed – og nogen gange direkte modstridende. Derfor ville de sorte teologer nu bruge Bibelen til at befri de sorte fra kolonialismens undertrykkelse ligesom det var sket i Sydamerika: et oprør imod Apartheid under Jesu Kristi forkyndelse.

Teologien blev tilpasset til virkeligheden
De sorte teologer anså den traditionelle afrikanske religion for at være en forberedelse til kristendommen, og derfor var de ikke bange for fortsat at bruge elementer fra deres gamle religion. Dog byggede deres teologi i det store og hele fortsat på vesteuropæisk tænkning.

Beslægtet hermed var det et stort problem for den sorte teologi, at når den kæmpede imod en industrialiseret, hvid kultur, var det eneste alternativ fortidens arkaiske nomadekultur. I mellemtiden var store dele af dem, de ønskede at vække, imidlertid strømmet ind til byerne for at arbejde i de hvides fabrikker.

Derfor var det påkrævet at man tilpassede sin teologi til den konkrete virkelighed og søgte løsninger herudfra, frem for at søge tilbage til fortiden, som – hvis den nogensinde havde været andet – nu bare var en fjern drøm.

Dette indebar for eksempel også, at man begyndte at tage kvinderne alvorligt i det sorte samfund. Disse var både udadtil og indadtil de mest undertrykte af alle, og skulle kravet om sort befrielse tages alvorligt måtte det også gælde kønspolitisk.

Kairos-dokumentet
Den sorte teologi kulminerede i det såkaldte Kairos-dokument i 1985, som blev skrevet af flere anonyme personer, men efterfølgende underskrevet af mere end 150 teologer.

Kairos er det græske ord for tiden til at handle, og handlen var netop hvad dokumentet forlangte. På 40 sider leverede det dels en analyse af Sydafrikas såkaldte statslige teologi og en forældet kirkelig teologi, som begge havde til formål at sikre regimet.

I stedet forlangtes en folkelig, profetisk teologi der tog tidens tegn alvorligt, og med økonomisk og sociologisk indsigt tilbød løsningsforslag på problemerne. Den nye teologi skulle være funderet i Bibelen og ikke alene prædike modstand imod den ugudelige undertrykkelse, men endog selv være aktiv i at organisere denne modstand.

Kairos-dokumentet kom i Apartheid-systemets sidste år, og fik som sådan betydning for både den endelige afskaffelse af raceadskillelsen, men også for den teologi, der kom til at spille en rolle ved opbygningen af det nye Sydafrika fra 1993 og frem. En teologi der hverken er sort eller hvid, men som taler for fællesskab og fordømmer enhver racisme – hvid eller sort.