Det er ikke kun i islam at der findes et forbud mod at afbillede den højeste guddom. Faktisk er Koranen meget tvetydig på det punkt, og det er kun i overleveringen – den såkaldte hadith – at det siges direkte.

LÆS OGSÅ: Koranen rummer intet entydigt billedforbud

I jødedommen og kristendommen derimod er der i De Ti Bud et klart forbud fra Gud mod at lave gudebilleder: ”Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden.” (2. Mosebog 20,4 og 5. Mosebog 5,8).

Heri har man i flere omgange set en bestemmelse om, at ethvert billede, der forestiller Gud, er et afgudsbillede, da Gud ifølge sin natur slet ikke kan afbilledes.

Da man i kristendommen alligevel meget hurtigt fik en særlig billedkunst har det gennem historien flere gange ført til ikonoklasme, det vil sige billedstorm: rensning af kirkerne og afbrænding af religiøse billeder. Både i Konstantinopel i det ottende og niende århundrede og i Europa under reformationen var der lidenskabelige fortalere for afbrænding af de kætterske billeder.

LÆS OGSÅ: Billedforbudet ifølge kristendommen

Da ikonoklasterne aldrig gik af med sejren har kristendommen indtil i dag bevaret en rig og levende billedkunst. Men hvordan er kunstnerne gennem tiden sluppet om ved at afbillede det ubilledlige, den treenige Gud? Intet menneske kan jo se Gud og overleve (2. Mosebog 33,19-23), hans sande væsen er skjult for menneskeøjne, og derfor kan man ikke afbillede ham direkte.

Som regel tages der udgangspunkt i Bibelen og kirkens traditioner, og i Jesu tilfælde er der scener nok fra hans liv at tage af. Men hvordan afbilleder man uhåndterbare størrelser som den æteriske Helligånd og Faderen, som kun Jesus endnu har set? Disse aspekter af den treenige Guds væsen er man ofte nødt til at illustrere ved hjælp af stiliserede symboler.

I billedserien ovenfor kan du se nogle populære fremstillinger af den vestlige kristendoms treenige Gud.