”Gud elsker børn - ikke mærketøj!”

Alle forældre kender ungernes plagerier, når alle de andre i klassen har ditten eller må datten. I forbindelse med offentliggørelsen af undersøgelsen hæftede jeg mig ved to forskellige typer ’ekspert-svar’.

Den ene ekspert blev citeret i dagbladet Politiken for, at ”er der penge til det, så giv dem dog de dyre bukser”. Ifølge hende er der ingen grund til, at forældrene ”lader barnet blive spiddet i klassen”. Så må de hellere give efter. Hvis de altså har råd til det.

En anden ekspert mente tværtimod, at løsningen ikke er at give børnene alt det, de peger på. Han blev citeret for følgende: ”Forældrene skal ranke ryggen og sige: ’Du har andet at byde på. Mor elsker dig’ – og på den måde anerkende barnet for, hvad det er.”

Hvilket grundlag har de voksne?
Det er ikke let at være standhaftig og trække grænser over for plagerier, især hvis ens barn har det svært. Eller at åbne sit eget veludstyrede barns øjne for, at andre kan føle sig uden for og overset. Og det bliver i hvert fald ikke lettere, hvis forældrene ikke selv har noget klart og erkendt værdigrundlag at stå fast på.

Derfor er det efter KFUM og KFUKs opfattelse en styrke for forældrene at have fast ståsted i et værdigrundlag, der rækker ud over at ”mor elsker dig” og at du derfor er god nok. Et værdigrundlag, som man kan hente i et kristent livs- og menneskesyn. Og som man give videre til sine børn ved at lade dem deltage i fællesskaber, der også præges af sådan et grundsyn – det kan de f.eks. finde i KFUM og KFUKs børneklubber, i folkekirkens børnearbejde eller ved at være FDFere eller gå til spejder.

I det klubarbejde, som KFUM og KFUK står for, tager vi udgangspunkt i budskabet om, at Gud elsker os, sådan som vi er. Uanset om vi har det rigtige mærketøj eller den smarteste mobiltelefon. Gud elsker os ikke for det, vi har, eller som vi kan købe os til. Han elsker os, fordi Han har skabt os. Derfor har han sat os fri til at leve i tillid til hans nåde og kærlighed og omsætte det i ansvar og omsorg for hinanden.

Det mærker børnene, når frivillige ledere bruger deres fritid på aftener og weekender, fordi de vil dem noget. Og de mærker det gennem ledernes værdier og holdninger, når der opstår konflikter, som skal løses.

Men Gud hjælper jo ikke det enkelte barn, når det står i skolegården og de andre ikke vil lege, fordi man ikke er smart nok? Nej, ikke direkte.

Men fællesskabet i klubben kan give barnet en ballast i forhold til skolekammeraters pres, og troen på Gud kan hjælpe far og mor til at ”ranke ryggen” derhjemme og give barnet tro på, at det er elsket og værdsat, uanset hvordan de andre børn reagerer.

Kirsten Lund Larsen er generalsekretær i KFUM og KFUK og kommentarskribent ved kristendom.dk.