Trosbekendelsen udtrykker Kirkens syn på treenigheden – også den ortodokse, forklarer Kristian Larsen, som selv er ortodoks kristen
Spørgsmål:
Vi er to piger som skal skrive en opgave om den ortodokse kirke. Og vi ville høre, hvad deres syn på treenigheden er?
Hilsen
Anne-Mette og Nadia
Svar:
Hej Anne-Mette og Nadia.
Jeg har fået jeres spørgsmål fra kristendom.dk, og vil gerne svare på det, da jeg selv er ortodoks kristen.
Den ortodokse kirke har stort set samme begreb om Treenigheden som protestanter og romersk-katolske. Når jeg siger "stort set", er det fordi, der også er en lille forskel, som har stor betydning.
Kirken tilbeder og bekender troen på Fader, Søn og Helligånd, som er tre personer af samme væsen, og som alle har eksisteret for evigt.
Altså Gud er én, men giver sig til kende som tre forskellige personer: Faderen, Sønnen (Jesus Kristus), som er født af Faderen før alle tider, og Helligånden, som udgår fra Faderen.
Man har forsøgt at illustrere forholdet mellem dem med at Sønnen og Helligånden er Faderens to arme og hænder. Forholdet mellem de tre personer er af ren kærlighed.
Den nikænske trosbekendelse fra kirkemøderne i år 325 og 381 formulerer Kirkens opfattelse af Treenigheden.
I slutningen af det første årtusinde opstod der en strid i Kirken, idet man i Vesteuropa ønskede at lave den tilføjelse, at Helligånden også udgik fra Sønnen og ikke kun fra Faderen. Denne tilføjelse kaldes også "filioque", som betyder "og Sønnen".
Denne tilføjelse blev autoriseret af paven i Rom, men blev afvist i Østkirken, hvilket førte til, at Kirken blev splittet. I Østkirken ville man ikke acceptere, at man sådan legede med trosgrundlaget, og man kunne heller ikke se nogen logik i tilføjelsen, som jo på sin vis gør Faderen til farfar.
Hvis I har uddybende spørgsmål, er I velkomne til at skrive igen.
Menlig hilsen
Kristian Larsen
fra Gudsmoders Beskyttelses Kirke,
www.ortodoks.dk