I den tidlige kristendom mente man også, at Jesu genkomst ville blive indvarslet af krige, ulykker og lidelser. Og i Apostlenes Gerninger fortælles det, at de første kristne solgte alt, hvad de ejede og levede et fællesliv i forventning om Jesu komme.

Paulus: "Herren er nær"
Fra Paulus' breve til de menigheder, som han grundlagde i de første årtier efter Jesu død og opstandelse, får vi et indtryk af, hvordan forventningen også bliver et problem i den tidlige kristendom.

Paulus afstod fra at beskrive de begivenheder, der ville komme i historiens slutfase. Selvfølgelig havde han nogle forestillinger, som var præget af datidens apokalyptiske visioner om tidernes ende.

Til menigheden i Thessaloniki skriver han, at de ikke skal være bekymrede over, at nogle af menighedens medlemmer allerede er døde. For de skal opstå ved Jesu genkomst og sammen med dem, som er i live skal de ”møde Herren”.

I andre breve er Paulus selv i tvivl om, hvorvidt han selv når at møde den genkomne Jesus, mens han er i live.  Det er imidlertid det særlige ved Paulus, at han ikke udmaler, hvad der skal ske ved Jesu genkomst. Han sætter ikke dato og årstal på, men taler om, at ”Herren er nær”.

Og hvad der er nok så vigtigt for Paulus: Fremtiden er allerede begyndt. Gudsriget, som de kristne forventer, skal komme engang, er allerede en realitet i troen. Gennem dåben har den kristne fået del i dette Gudsrige. Den kristne lever både indenfor og udenfor dette rige.

Oldkirken så frem mod genkomsten
De voldsomme begivenheder i Palæstina i år 70, hvor romerne slog det jødiske oprør ned, ødelagde templet og brændte Jerusalem ned, var for de kristne grupper et tegn på tidernes ende og Jesu genkomst. 

De kristne menigheder blev efter år 70 for alvor struktureret, evangelierne blev nedskrevet, og alt i alt indrettede man sig på, at Jesus ikke var kommet igen. Men han ville komme engang. Forventningen døde ikke. Det Nye Testamentes sidste skrift, Johannes' Åbenbaring har en forestilling om et tusindårsrige, hvor Djævelen er bundet. Om denne begivenhed falder sammen med Kristi genkomst er imidlertid uklart i teksten.

Kirken udviklede i løbet af de næste århundreder en historieforståelse, hvor alle begivenheder finder sted mellem en begyndelse, det vil sige skabelsen og så en verdensafslutning, det vil sige Jesu genkomst og dommedag.

Midt i dette forløb er Jesus så trådt ind i historien som frelseren. Hele denne historie så kirken som et af Gud selv fastlagt og villet forløb. Det er dette ”tidsfæstede” forløb, som er den røde tråd i Den apostolske Trosbekendelse. Perioden mellem Jesu jordiske liv og hans genkomst er udfyldt af kirken og dens virksomhed på jorden. I kirkens liv er det kommende liv allerede tilstede, samtidig ser kirken frem mod genkomsten.

Forkyndelse af genkomsten - en kritik af kirken
I løbet af middelalderen steg kirkens magt voldsomt. Den havde magt over menneskers frelse. Og paven selv gjorde krav på verdensherredømmet.

Kritikken udeblev da heller ikke, men fik sin særlige form hos Joachim af Fiore (1135-1202). Han lærte, at tiden var delt op i tre perioder: Faderens tid, som var lig med Det Gamle Testamente – kirkens tid, det vil sige tiden efter Jesu liv – og så Åndens tid (tusindårsriget), hvor kirken var overflødig og alt behersket af frihed og kærlighed. Denne tid ville indtræde år 1260 og være en forberedelse til Jesu genkomst. Joachims lære blev senere fordømt af kirken.

Men læren om en ”Åndens og frihedens tidsalder” blev en inspiration for reformationen i 1500-tallet. Og i 1600-tallets England blomstrede tankerne om Kristi genkomst igen op under den engelske borgerkrig i 1642-49. Der blev nu fremsat en række beregninger på, hvornår Kristi genkomst ville finde sted.

Egentlig var det en krig mellem parlamentet og kongemagten. Men grupper af kristne, der var grebet af den reformerte reformations tanker ville frigøres fra den engelske kirke og så kampen som en sidste kamp mod Djævelen, der skulle indvarsle tusindårsriget og Jesu genkomst. Puritanerne, som de disse kristne grupper senere blev betegnet, blev i de næste mange år forfulgt af den engelske kirke, hvilket fik dem til at udvandre til Amerika i stort tal.

 
Adventismen fastholder tro på Jesu genkomst
i 1830'erne samledes tusinder fra forskellige kirkesamfund i USA sig om vækkelsesprædikanten William Miller, som proklamerede, at Jesus ville komme igen den 22. oktober 1844. Årstallet var fremkommet ved en læsning i Det Gamle Testamentes profetier og i Johannes' Åbenbaringsbog. 

Skuffelsen og frustrationen var selvfølgelig stor, da genkomsten udeblev. og der opstod nu nye bevægelser, som indså, at fastsættelse af tid og sted var forkert. Det blev starten på adventismen, som er et kirkesamfund med et konservativt bibelsyn, og som fastholder Kristi genkomst som en konkret begivenhed. Alt i alt understreger adventismen stærkt læren om de sidste tider i Bibelen.

Dele af de profetiske bøger i Det Gamle Testamente, samt Johannes' Åbenbaring ses som forudsigelser af nutidige verdenshistoriske begivenheder frem til Jesu genkomst. Adventisterne – eller syvende dags adventismen - er meget aktiv i missions- og sundhedsarbejde både herhjemme og på verdensplan. Troen på Jesu nære genkomst er den ”brændende fakkel” i deres missionsvirksomhed. 

Jehovas Vidner er en sekt, der har sin oprindelse i adventistkirken. Den har først og fremmest skilt sig ud ved sine forsøg på at beregne genkomsten.

 
Nutidens teologi: afmytologisering af Det Nye Testamente
Udviklingen af den historisk-kritiske bibelforskning i sidste del af 1800-tallet betød også, at man nærmere undersøgte forestillingerne om Jesu genkomst, sådan som de kom til udtryk både i Det Nye Testamente og i de øvrige kilder fra den tidlige kristendom. Kristendommens udvikling blev forklaret ved, at de kristne havde opgivet forventningen om Jesu genkomst og i stedet havde etableret kirken.

I den såkaldte eksistensteologi dannede denne opfattelse baggrund for en "afmytologisering" af Det Nye Testamente. Den tyske teolog Bultmann understregede, at forventningerne om Jesu genkomst var iklædt oldtidens verdensopfattelse og bundet til forestillinger, der ikke kunne antages af den moderne bevidsthed. Men alligevel indeholder forventningerne alligevel en sandhed, men på et eksistentielt plan. 

Tidehverv: Vær livet tro
I dansk teologi og kirkeliv videreføres Bultmanns anliggende især  af Tidehvervsbevægelsen. Troen på Jesu genkomst afvises som et forsøg på at sikre sig fremtiden og flygte fra sit ansvar i denne vreden. I Tidehvervs blad fra 1985 skriver Johannes Horstmann:

”For alvor lader det sig kun gøre at forvente Jesu genkomst i synlig herlighed derved, at mennesket er dette liv tro, men det vil vel at mærke sige at være det tro i dets forgængelighed”.

I forlængelse af en eksistentialistisk tolkning skriver valgmenighedspræst Niels Grønkjær i bogen ”Den nye Gud” (2010) i et afsnit om håbet, hvori han også tolker indholdet i forkyndelsen af Jesu genkomst: ” ”Verden er ikke færdig, Der er mere at gøre. Mere at håbe. For de fattige, de undertrykte og de fortvivlede”.

Grundtvigianisme, Indre Mission og Luthersk Mission
I grundtvigianismen lægger man ligeledes vægt på den nutidige betydning af håbet. I dåben genfødes vi til et nyt menneske, der lever i et fællesskab, det vil sige menigheden, hvor håbet om opstandelsen og Jesu genkomst er levende og nærværende.

At den bibelske historie også er sandheden om menneskets historie understreges stærke og mere konkret i Indre Mission og Luthersk Mission og i kirkeligelige grupperinger med et mere konservativt bibelsyn. Her er ”vækkelsestonen” tydeligere. Håbet om Jesu genkomst er også et kald til den enkelte om at tro på frelsens mulighed.