Advent begynder juleforberedelserne for alvor – men ved højmessen begynder julen med en ganske særlig tekst, som vi ellers forbinder med optakten til langfredag og påske. Vi hører, at Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel og hyldes som Messias, frelseren, der bydes velkommen i Herrens navn.

Men vi glemmer ikke, når vi hører denne beretning, at hyldestråbene ændrede sig til et krav om henrettelse. Triumfen blev til lidelsen på korset.

Denne beretning lader os ane, at lidelsen allerede er indeholdt i julen, som vi forbereder os til. Ordet blev kød, Guds Søn lod sig føde af Maria i en stald. Dette er ikke et romantisk krybbespil; dette er Guds lidelse, Guds ønske om at være sammen med os i lidelsernes, smertens og syndens verden. Gud ønsker at være i den verden, som vi har gjort så grusom.

Vi ville jo hellere selv være guder, der kunne forbruge verden og vore medmennesker til egen succes frem for at tjene hinanden. Gud viser ved sit komme til os i Jesus Menneskesønnen, at livets sande indhold er selvhengivelse i tjenende kærlighed.

Advent betyder ”komme” eller ”ankomst”. Vi forbereder os på Guds Søns komme julenat, for at han gennem sit liv og sin forkyndelse kan åbne vore hjerter og gøre os til hans efterfølgere i tjenende kærlighed.

Lad os bede med Bernhard af Clairvaux:

Kom Herre Jesus, du som alle folkeslag venter på, og glæd os med din guddommelige tilstedeværelse. Kom og helbred vor blindhed. Kom Guds Kraft og Guds Visdom, og forvandl vores nat til dag, beskyt os mod fare, oplys vor blindhed, styrk vort mod, før os trofast ved hånden og led os efter din vilje på vor jordiske pilgrimsvandring indtil du optager os i den evige stad, som du selv har grundet og bygget.

Ole Skjerbæk Madsen er missionspræst i Areopagos og panelist ved kristendom.dk.