“I dag kalder jeg på dig!”

Jeg havde gået med Fadervors indledning i mine tanker: ”Vor Far, Du som er i himlene! Helliget blive dit navn!”

Og nu sad jeg på bænken ved Bangs høj med den smukke udsigt over dalen mellem de bevoksede klitter i Tisvilde Hegn og ønskede at blive stille og lytte til Mesteren Jesus:

"Har du noget at sige til mig?" spurgte jeg. "Ja," svarede han: "Men først må du gå ned i dalen."

Jeg gik ned i dalen og så på mangfoldigheden af træer og vækster, mange forskellige slags, og selv dem af samme slags er alle forskellige. Det er et fredfyldt sted, fuglene synger og insekterne sværmer omkring én.

”Sådan har jeg skabt alt, forskelligt, smukt, fredfyldt - med rum for alle skabninger, og sådan skal fællesskabet af mine disciple være, en harmonisk helhed af mange forskellige personer, forskellige, men ét, mit legeme.”

Og han sagde videre til mig:

"Gå lidt op af bakken og læg dig i det grønne under fyrretræet dér!"

Og jeg gik, lagde mig og så op i træet og ud på himlen. Dalens lille, trygge verden videde sig ud, opad, mod himlen, i et uendeligt rum; jeg følte mig lille i en svimlende stor verden.

Verden er tryg og nær og smuk og skræmmende stor, og som verden er, afspejler den Skaberordet, uendeligt nær som en næsten uhørlig hvisken om ømhed og kærlighed, og ufatteligt stort, ubegribeligt, dybt, hellig Gud og himmelsk Far.