Opfindsomheden er stor, og gaveræset synes ingen ende at tage, selv om enhver ved, at når vi giver gaver, gør vi det, fordi der er noget at fejre. Og der er altså ikke noget at fejre før juleaften. Det betyder ikke, at vi ikke skal forberede julen, men det gør vi bedst ved at forbedre advents- og forberedelsestiden.

At holde mørkning
Noget af det mest bekræftende, der hører adventstiden og præstearbejdet til, er besøgene hos de gamle i sognene. At sætte sig ind til et menneske, man har kendt i årevis og holde ’mørkning’ giver én noget dyrebart, som man ikke kan få i det almindelige decemberræs, der efterhånden fylder mere og mere.

Når mørket sænker sig udenfor og roen falder over en, fordi man har givet sig selv tiden til det, så melder den livgivende samtale sig og den fortrolighed, der følger med. Den bedste inspiration til advents- og juleprædikenerne kommer gennem disse møder af den grund, at i hverdagsmødet bliver man holdt fast på det, der er det grundlæggende i søndagsmødet, solidariteten med og accepten af det almindelige menneskeliv med dets glæder og sorger, et forlig ”med verden” så at sige, som dybest set er julens inderste budskab.

Naturligvis er der også de obligatoriske julegudstjenester i kirke, skole og på plejehjem, som der bliver flere og flere af, og som hvert år er et tilløbsstykke. Disse møder er bestemt bekræftende og fornøjelige, men det er for mig som præst på 32 år i de samme sogne i mødet med den enkelte eller familien at den egentlige forberedelse finder sted.

Ole Juul er sognepræst i Ødum-Hadbjerg pastorat.