Er man døbt, hører man Gud til i liv og død, fordi man ved dåben blev begravet og oprejst med den Gud, der ene af alle guder valgte sit menneske, når det er mest ødelagt, svagt og elendigt, skriver adjungeret professor Jørgen Kjærgaard
- Kilde: Arkiv/Malene Korsgaard Lauritsen
Jørgen Kjærgaard |
15. november 2011
Hvis dåben var en afvaskning af synder, måtte den jo gentages hver dag, svarer adjungeret professor og stiftskonsulent Jørgen Kjærgaard
Spørgsmål:"Ved dåben afvaskes personens synder". Hvad er det for nogle synder, et lille barn har begået? Er der noget mere tillidsfuldt og uskyldigt end et lille barn? Det handler nok mere om, at vi skal "ned med nakken," mens tid er!
Med venlig hilsen
Mette
Svar:Kære Mette
Dåben er lige så gammel som kristendommen selv; ja, man kan hævde, at der ikke kan tales om kristendom uden dåben. Dermed er det tilkendegivet, hvad dåben først og fremmest er, nemlig den handling, der sætter et menneske i livsforbindelse med den Gud, som den kristne tro retter sig mod.
I Det Nye Testamente er der en interessant episode (ApG 19,1-5), hvor Paulus udspørger nogle disciple, det vil sige voksne, der studerede den kristne troslære, om deres dåb, og svarer, at de er døbt af Johannes Døber eller dennes elever. Paulus fremhæver heroverfor troen på Jesus og Helligånden, og de bliver døbt igen "i Herren Jesu navn."
Denne beretning er den tidligste kilde til forståelsen af, hvad den kristne dåb indebærer. Dels får vi at vide, at dåb, det vil sige overøsning med vand som en religiøst motiveret handling, ikke var et ukendt fænomen.
Dels brugte jøderne renselsesbade før besøg i tempel og synagoge, dels havde Johannes Døber, som navnet siger, brugt en dåbshandling som markering af et vendepunkt i livet for den, der modtog den; altså en tegnhandling som skulle markere overgangen fra et tidligere urent til et nyt og fremadrettet liv. Dåben rummede dermed et element af renselse.
Men i kristendommens brug blev det et helt andet og langt mere grundlæggende motiv, der blev det bærende i dåben. Det er samme Paulus, der formulerer det i sit brev til de første kristne i Rom (Rom 6,3-11). Her forklares dåben som en død og en begravelse: I dåben dør man sammen med den Kristus, der døde et dødeligt menneskes død og begraves sammen med den Kristus, der lod sig lægge i et menneskes grav.
At den sammenligning overhovedet gav mening, skyldes den måde, man døbte på dengang; nemlig ved at dykke den, der skulle døbes helt ned under vandet, enten i et vandløb eller i et bassin, der var stort og dybt nok. Denne neddykning lignede jo en drukning, altså en død, og når den døbte igen dukkede op, og kunne trække vejret, var det som en redning eller en frelse til et helt nyt liv.
Selvom renselsesmotivet måske kan skimtes i baggrunden, er Paulus´ forståelse af dåben altså langt mere radikal: I dåben dør man bort fra det gamle liv, hvor man var "trælle for synden", hvilket på den tid sigtede til mennesker der, før de blev kristne, havde tilhørt en af antikens hedenske religioner, nu fik man, med dåben som et markant og skelsættende punkt, lov til at begynde på en frisk.
Hovedparten af dem, der blev døbt i kristendommens tidligste årtier, var voksne, som gennem en beslutning og efter alt at dømme også efter en tids undervisning i kristendom, besluttede sig for at blive døbt og leve som kristne. Efterhånden kom børn også til, og med tiden blev det naturligt, at børn af kristne forældre blev døbt.
Barnedåben gjorde tillige et vigtigt element i kristendommen særdeles tydeligt, nemlig, at det afgørende i dåben ikke er menneskets beslutning, men Guds accept. Dåben er ikke en handling, hvorigennem mennesket kan tiltvinge sig Guds opmærksomhed, men Guds betingelsesløse modtagelse af et menneske, sådan som det er, både det uvidende, "uskyldige", afmægtige spædbarn og den selvcentrerede, skeptiske og tvivlende voksne. I dåben er de stillet lige, fordi det afgørende er, at her er det ikke mennesket, der tager, hvad det vil have, men Gud, der tager imod.
Du har sat baggrunden for dit spørgsmål i citationstegn, som om en eller anden har sagt eller skrevet, at "...ved dåben afvaskes personens synder..." Jeg kan naturligvis ikke vide, om nogen har hævdet det. Men det er forkert. Læs dåbsritualet bag i salmebogen - der står ikke et ord om det. Til gengæld rummer dåben det, at her vendes et menneske bort fra "Djævelen og alt hans væsen", altså fra at skulle leve i angst og mismod, og vendes mod et liv i tillid og håb, fordi man fra dåbens øjeblik hører til hos Gud.
Hvis dåben var en afvaskning af synder, måtte den jo gentages hver dag. For dagligt må den gamle Adam druknes, som Luther skrev, og dåben giver ikke et menneske nogen teflonbelægning mod at forsynde sig. Men den giver trøst og fortrøstning. Er man døbt, hører man Gud til i liv og død, fordi man ved dåben blev begravet og oprejst med den Gud, der ene af alle guder valgte sit menneske, når det er mest ødelagt, svagt og elendigt. Det er dåben tegnet på, uanset alder og uanset, at den efterhånden mest af alt ligner en symbolsk hårvask.
Med venlig hilsen
Jørgen Kjærgaard
Cand. theol
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano