"I middelalderen forestillede man sig skærsilden som et skrækkeligt sted, en slags mini-helvede, hvor de kristne i en nøje afmålt tid blev pint af dæmoner", skriver katolik og ph.d.-stipendiat Jakob Egeris Thorsen.
- Foto: Sebastian Jarry/colourbox.com
Jakob Egeris Thorsen |
21. november 2011
Mange helgener har haft visioner af både helvede og skærsilden, svarer katolik og ph.d.-stipendiat Jakob Egeris Thorsen
Spørgsmål:Jeg kunne godt tænke mig at vide, om der er nogle, der har oplevet skærsilden i et syn? Jeg har for mange år siden læst om det.
Med venlig hilsen
Gina
Svar:
Kære Gina
Ifølge den katolske kirkes lære er skærsilden det sted, hvor de troendes sjæle lutres, før de kan forenes med Gud i evigheden. I middelalderen forestillede man sig skærsilden som et skrækkeligt sted, en slags mini-helvede, hvor de kristne i en nøje afmålt tid blev pint af dæmoner. Siden den tid har mange helgener haft visioner af både helvede og skærsilden.
Søger man på internettet under ’vision of purgatory’, vil mange sider poppe op på skærmen. Jeg vil her blot nævne to helgener. Den hellige Birgitta af Vadstena (1303-1373) havde nogle meget voldsomme visioner af helvede og skærsilden, hvor den tortur, som synderne må lide, udpensles i detaljer. Formålet var at vække syndsbevidstheden hos samtidens kristne.
Den hellige Katharina af Sienna (1347-1510) havde også en række visioner af skærsilden, som er optegnet i ’Traktat om skærsilden’. Hun beskriver den som et sted præget af en stor længsel efter foreningen med Gud og en intens smerte over at være adskilt fra Ham. Det er en længsel, der ikke kan opfyldes før mennesket er blevet renset for sine synder. Men skærsilden er også et håbets sted, et sted hvor mennesket omgås Gud og dag for dag kommer tættere på Ham, indtil det til sidst kan forenes med Ham i evigheden.
Billedet af skærsilden ændrer sig således i senmiddelalderen til i højere grad at være et nødvendigt sted for sjælens renselse og vækst frem for en straffeanstalt for begåede synder. Læser man Dantes ’Guddommelige Komedie’, er skærsilden poetisk skildret som et håbets bjerg, malet i grønne farver, hvor den forpinte sjæl gennemgår en guddommelig kærlighedsterapi, der løsner op for den forpinte knude af synd og dermed muliggør den frie forening med Gud.
Forestillingen om skærsilden er tæt forbundet med den katolske tradition med at bede for de afdøde. Tanken er, at de troendes og helgenernes forbøn kan lette og forkorte sjælenes ophold i skærsilden. Forestillingerne om skærsilden har ændret sig meget igennem tiden, men de troendes forbøn for deres afdøde brødre og søstre er konstant.
Forbønnen udtrykker den grundlæggende katolske overbevisning, at
”frelsen ikke er fuldstændig, før den er fuldstændig for alle: Hele skabningen vånder sig, mens den venter på forløsningen, og vores forbøn for de afdøde såvel som vores tro på, at helgenerne beder for os, er et konkret udtryk for den overbevisning. Når vi beder for de afdøde, beder vi også for os selv, for vi er kun os selv i forholdet til dem, som var med til at forme os, og som elskede os – vi er kun os selv i fællesskabet med vore brødre og søstre”, som den irske kirkehistoriker Eamon Duffy så smukt udtrykker det.
Med venlig hilsen
Jakob Egeris Thorsen
Katolik og ph.d.-stipendiat
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano