Den spirituelle længsel er ved at vågne

Hovedaktøren
”Danmark er et religiøst u-land, for den vestlige kirke har forsømt at dyrke troens inderside”, har forfatteren Peter Høeg udtalt i forbindelse med sin metafysiske ungdomsroman ”Elefantpasserens børn” (2010).

Det er der meget, der tyder på, han har ret i. Den religiøse og spirituelle længsel er imidlertid ved at vågne. Her er det åbne møde mellem mennesker en vej.

Nøglen til livets dybere mening er mødet med Gud. Det er at leve i den indsigt og det lys, at Gud er hovedaktøren i mit liv. Det er ikke mig selv. Det ligger lige for at opfatte det, som om jeg hermed fratages ansvar for mit liv.

På en måde gør jeg det også, men på en anden måde slet ikke. Jeg gør det ved at træde et skridt til side, og lade Gud få plads i mit liv. Jeg lader ham være hovedpersonen som livets dybe sammenhængs kraft. At lade sig ”lede af Gud” og se hverdagen i det lys, fritager mig for at være på mentalt og bevidsthedsmæssigt overarbejde i mit eget liv. Det giver livet en helt anden dimension.

Mine erfaringer fortæller mig i øvrigt gang på gang, at livet ikke afhænger af, hvad jeg gør, og at jeg ikke er herre i mit eget liv.

Det fritager mig på ingen måde fra at tage ansvar og være forpligtet i min dagligdag.

Tværtimod. I troen på, at Gud er hovedaktøren, får jeg mulighed for at være den, jeg er. Hverken mere eller mindre. Det hjælper mig til bevidsthedsmæssigt at slippe kontrol og styring. Jeg møder dagen i det lys, giver hvad jeg skal give og modtager, hvad jeg skal modtage.

Troens lethed
”Troen er let som en fjer, og bliver den tung, er det os, der gør den til det”, udtrykte en munk i forbindelse med en retræte. Ja, det er troens væsen at lette og gøre let. I den dimension bliver livet på engang mere alvorligt og mindre alvorligt, end det er for den, der er uden tro.

 ”At leve uden tro er som at leve uden trækdyr og med tragisk alvor slæbe på livet som en vældig, ubegribelig byrde. Byrdens tynge afhænger af, hvor alvorligt du ser på dit eget individuelle jeg" (Thomas Merton). 

At leve i tro på, at livet har sit centrum i en anden end os, åbner for at vores  selvtilstrækkelige alvor slippes løs, mens Gud tages alvorlig.

”Du tar mig i min nød,
Du tar mig, når jeg danser glad og vild,
Du ser i hjertet, jeg er en af dine,
Du er hos mig, selv i min skam og død,
for ingenting kan ændre det, du vil,
og du vil ikke andet end velsigne!”

(Sten Kaalø)