“Paveembedet kan være en hindring for synlig enhed”

Ikke Kirken, men de kristne er splittede
Spørgsmålet om de kristnes enhed står altså ikke til diskussion. Det er alene spørgsmålet om, hvad man skal forstå ved enhed og vejen dertil, der diskuteres og må diskuteres.

Jeg skriver helt bevidst ikke ’Kirkens enhed’, men ’de kristnes enhed’. For vi bekender jo, at Kirken er én. Det er derfor heller ikke korrekt sprogbrug at tale om Kirkens splittelse. Det er Kirkens mennesker, de kristne, der er splittet.

Denne skelnen mellem Kirken og Kirkens medlemmer, de kristne, forekommer mig at være utrolig vigtig i det økumeniske arbejde. Hvordan kan vi ærligt bekende, at der kun er én Kirke, og så leve adskilte i troen og det kristne fællesskab? Det er for mig problemstillingen.

Katolsk kirke har et særligt ansvar
I 1995 udsendte den daværende pave Johannes Paul II en betydningsfuld rundskrivelse med netop titlen: ”At alle må være ét”. I denne læreskrivelse, som har økumenien som omdrejningspunkt, redegør han dels for de forskellige økumeniske bestræbelser, som har markeret det 20. århundrede, dels for vigtige aspekter af økumeni, herunder betydningen af ærlig samtale de kristne trossamfund imellem.
Paven understreger også, at Den katolske Kirke føler, at den har et særligt ansvar for at arbejde for de kristnes enhed og er forpligtet af det.

Paven: Mit embede er en hindring for synlig enhed
Paven siger åbent, hvad han også ved andre lejligheder har sagt, at hans embede, altså paveembedet, er en af de største hindringer for en synlig enhed. Sådan har det været i tusind år, sådan er det stadig, men de teologiske samtaler lader ane, at man måske så småt er ved at se lidt anderledes.

Det var også meget lettere tidligere at isolere sig i sin egen måske provinsielle kirkelighed og lukke øjnene for, at der også var andre kristne kirkesamfund, eller måske endda betragte dem som fjender. Det er i vor globaliserings tidsalder noget sværere.

Paveembedets form kan diskuteres
Paven fremkommer på denne historiske baggrund med et historisk usædvanligt udsagn, som vel ingen anden pave før ham har gjort. Naturligvis slår paven fast som ufravigelig katolsk tro, at biskoppen af Rom, Peters embede, har et særligt ansvar for Kristi hjord, og der henvises til både Matthæus 16,18-19 (at Peter er Kirkens klippe) og til Johannes 21, 15-18 (Peter skal vogte Jesu får).

Men det epokegørende er, at han klart understreger, at den form, hans embede skal have og måden, det skal udøves på, kan være genstand for dialog med alle kristne og altså ændres. Historien belærer os om, at det altid har været tilfældet. Jeg kan ikke lade være med at citere den vigtige passage, som sammenfatter sagen:

”Dette er en umådelig opgave (at varetage enhedens tjeneste), som vi (alle kristne) ikke kan afslå, og som jeg ikke kan udføre alene. Kunne mon ikke det virkelige, men ufuldkomne fællesskab, der eksisterer mellem os, overtale kirkeledere og deres teologer til at indlade sig på en tålmodig og broderlig dialog med mig om dette emne, hvor vi, idet vi lader vores unyttige kontroverser bag os, kunne lytte til hinanden og foran os kun have Kristi vilje for hans Kirke og tillade os selv at blive berørte af hans bøn: ”at de alle må være ét … for at verden skal tro, at du har udsendt mig” (Johannes 17,21)? (96)

Lad os gå ind i en åben dialog
Mit personlige ønske vil da være, at alle oprigtige kristne forsøgte at indgå i en sådan åben dialog og for eksempel tog spørgsmålet op, om Kirkens synlige enhed forudsætter et enhedens, et Peters, embede, og hvordan det skal se ud i vort årtusind.

Den nuværende pave Benedikt har også slået disse toner an allerede som præfekt for troslærekongregationen og henvist til, at kirkehistoriens første årtusind havde en anden model for, hvordan Petersembedet skulle udøves.

Uden at skulle skrue tiden tilbage, kunne man måske hente viden og inspiration til en sådan åben og broderlig samtale. Måtte det kunne ske allerede i 2011!

Lars Messerschmidt er katolsk præst og panelist ved kristendom.dk.