"Ja, det var dengang, nu er der andre boller på suppen/sødsuppen. Nuvel, jeg har tillid til, at der stadig er mangen en missionsmand, som er mere til frie ord end servil islamrespekt"

KM: Det håber jeg du har ret i - men vi skal have dem frem på scenen. Desværre er den slatne konfliktsky bevidstløse servilitet over for islam, som ligger til baggrund for afvisningen af Trykkefrihedsselskabet - mere udbredt end man kunne frygte !
Måtte dit statement være et eksempel til efterfølgelse !

Modsat Jesper Bacher, synes jeg at Indre Missions afvisning af Trykkefrihedsselskabet er udtryk for et klarsyn og et mandsmod, som ikke hopper med på den letkøbte retorik omkring frygten for islam.

Indre Mission tror på respekt og dialog i mødet med islam. Det er ikke udtryk for knæfald eller tøsemod, men derimod for omtanke og missionssind. Ønsker vi virkelig at bringe evangeliet til muslimerne, så begynder vi ikke med at slå dem i ansigtet. Uanset hvor meget uret de måtte have.

Ja, så var den der igen i hver sin side af spektret. Men sagen rejser trods alt nogle, synes jeg, væsentlige principielle spørgsmål.
Er det at "slå muslimer i ansigtet" at lade Trykkefrihedsselskabet benytte Indre Missions lokaler til et møde om injurieturisme? Hvorfor?? Der er selvfølgelig ikke tale om at tvinge nogen til at høre på dem. Bliver Indre Missions Hus "forurenet" af Trykkefrihedsselskabets tilstedeværelse? Deres "forfærdelighed" skulle efter sigende bestå i, at man på deres hjemmeside (som man ikke behøver at se på) angiveligt kan finde profeten Muhammed afbildet. Og at selskabet også går ind for ytringsfrihed, og derfor mener at islams kvindesyn skal kunne kritiseres. Gør det selskabets tilstedeværelse "fornærmende", og nødvendiggør det, at IM holder sig "ren" i forhold til dem.
Altså som Jesper Bacher skriver, man bør kunne omgås toldere og syndere ... men ikke folk, der kritiserer islam? Eller i hvert fald ikke give dem stemme.
Det væsentlige spørgsmål er her: kræver dialog og respekt i forhold til muslimer, at islam som religiøs doktrin, som kulturel arv - og som aktuel politik med krav om sharia overalt, hvor der bor muslimer - skal behandles som katten behandler den varme grød?
Hvor meget af det, som IM står for: at tale for de svage (f.eks. piger som de facto er familiens slaver),og at vidne om troen på Kristus (trods Koranens fordømmelse) tåler denne forsigtighed?
Asbjørn Asmussen skriver: "Indre Mission tror på respekt og dialog i mødet med islam" ????
Forhåbentlig er meningen: i mødet med muslimer? Respekt for dem som religiøse mennesker. For betyder det: Respekt for Islams hævdelse af Koranen som den absolutte og endegyldige sandhed? Og Muhammed som det mest ophøjede eksempel til efterfølgelse? Hvis det er meningen, forstår jeg heller ikke noget.
Opnås dialog ved at udpege ytringsfriheds-forkæmpere i Danmark som "de helt utålelige" "dem, vi ikke vil have inden for dørene"?
Kan respekt for religiøsitet ikke medvirke til at ofre for visse former for religion svigtes, eller at evangeliet "stikkes under stolen"?
Hvor mange betænkelige ikke-muslimer skal afvises, for ikke at "fornærme"?
Ville Jesper Bacher f.eks. kunne få ordet inden for IM-husets vægge??

"Trykkefrihedsselskabet er ikke et forhånelseselskab" Den påstand står det endnu tilbage at sandsynliggøre.

1. Hvad er "forhånelse"? Svar: Alt, hvad nogen føler sig "hånet" af.
Det kan også være kritik, hvis man ikke tåler den. Især religionskritik.
2. Hvem skal beskyttes mod den? Enhver, som erklærer sig "forhånet"
3. Ingen må sige noget, som af nogen kan opfattes "forhånende".
4. Konklusion: Tavshed!
Hvordan sandsynliggøre, at religionsfrihed fortsat kan eksistere i et samfund, som frygter ytringsfrihed?

Eks: Den arabiske liga og dens religiøse ledere følte sig forhånet af pavens opfordring til, at arabiske lande beskytter deres religiøse mindretal.

En flok ekstremister siger nej til en anden flok ekstremister som hader en tredje slags ekstremister.

Hvor uinteressant.