Johann Bugenhagen – nordens anden apostel

Bibelhumanismen var den absolutte modeteologi i disse år, men alligevel blev Bugenhagen ikke stående herved, selvom han i begyndelsen måtte afvise Luthers nye, radikale tanker som kætteri. Men under læsningen af hans skrifter fik Bugenhagen med ét et nyt syn på sagen; især afhandlingen ”Om kirkens babyloniske fangenskab” blev øjenåbnende for ham, og fra det øjeblik var Bugenhagen overbevist lutheraner.

Tiden i Wittenberg

Som konsekvens af sin ”omvendelse” drog Bugenhagen i 1521 til Wittenberg og satte sig her i direkte forbindelse med først Philipp Melanchton og siden hen også Luther. Han begyndte et formelt studium i teologi og forelæste samtidig over Bibelen, som han tolkede ud fra det ærkelutherske princip om retfærdiggørelse ved tro alene. I 1533 kunne han som kronen på værket indtage et doktorat på universitetet i Wittenberg. Lægmanden var nu blevet rigtig teolog.

Men studier og forelæsning på universitetet var ikke det eneste, Bugenhagen begav sig i lag med efter ankomsten til Wittenberg. For eksempel kom hans store sproglige talent til nytte i oversættelsen af de hellige skrifter til folkesprogene. Ikke alene var han blandt redaktørerne af Luthers tyske Bibel, han oversatte også selv det Nye Testamente til lavtysk.

Selvom det ofte overses i dag var Bugenhagen også den første til at angribe den schweiziske reformator Ulrich Zwinglis opfattelse af nadveren som rent symbolsk, det vil sige som et mindemåltid. Netop den lutherske insisteren på Jesu Kristi realpræsens, hans virkelige tilstedeværelse i brødet og vinen var og blev det adskillende punkt imellem den tyske og den schweiziske reformation, og en uoverstigelig forskel.

Fra 1523 og til kort før sin død var Bugenhagen desuden – med Luthers udtrykkelige anbefaling – sognepræst i bykirken i Wittenberg. I kraft af dette kald fungerede han også som præst og skriftefader for reformatoren selv, og der knyttedes efterhånden et nært venskab imellem dem.

Nordens anden apostel

Endnu større end Bugenhagens teologiske talent var imidlertid hans organisatoriske, og han blev så at sige den, der oversatte Luthers teologi fra teori til praksis. Det vil sige, at det var ham, som hjalp de omvendte menigheder med reformeringen og nyordningen af deres kirker.

Ved sin personlig tilstedeværesle eller alternativt gennem intensiv brevveksling gav han sig i kast med at afskaffe alt det uevangeliske og (gen)indføre den sande kristendom. Han grundlagde skoler og fattigforsorg. Han reformerede gudstjenestens liturgi. Og vigtigst af alt så var det ham, der udpegede nye superintendenter, det vil sige overopsynsmænd, som af ideologiske årsager skulle afløse det katolske bispeembede.

Luther havde på grund af hans oprindelse givet Bugenhagen kælenavnet Doctor Pommeranus, den pommerske doktor, og det blev da også især egnene nord for Wittenberg samt Danmark-Norge, der kom til at nyde godt af hans utrættelige arbejde. Derfor bar han også tilnavnet nordens anden apostel, til understregning af det – sammen med Ansgar – var Bugenhagen, der havde bragt den sande tro til det høje nord.

Besøget i Danmark

Det var ellers tidligere blevet forsøgt at vinde Danmark-Norge for den nye evangeliske tro. Christian II havde i én af sine reformatoriske perioder fået sendt problembarnet Andreas Karlstadt til København, dog uden de store resultater.

Efter sejren i Grevens Fejde ville Christian III i 1536 have indført reformationen én gang for alle. Han havde håbet på, at Luther – som han brevvekslede flittigt med – selv ville komme til København og forestå arbejdet. Og hvis ikke ham så i det mindste hans højre hånd Melanchton. De foretrak imidlertid at blive hjemme i Wittenberg og sendte i stedet den trofaste Bugenhagen af sted.

Således blev det ham, der kom til at stå for implementeringen af den Kirkeordinans, det vil sige en slags grundlov for kirken, som Christian III havde fået udarbejdet og derpå godkendt i Wittenberg. Det blev ligeledes ham, der i 1537 kronede Christian III til konge af Danmark-Norge ved en tysksproget gudstjeneste i København.

For at imødegå en akut mangel på evangeliske præster havde man ladet de gamle katolske sognepræster blive i deres embeder, og derfor var omskoling nødvendig. Inddragelsen af kirkegodset og den almindelige økonomiske krise i kirken oven på borgerkrigen gjorde desuden en ordning af kirkens finanser nødvendig. Og sluttelig stod Bugenhagen for en reformation af Københavns Universitet efter wittenbergsk mønster for at fremtidssikre den lutherske ideologi.

Superintendenterne og den manglende apostolske succession

Ved afslutningen af sit næsten toårige ophold i Danmark viede Bugenhagen syv nye superintendenter til at varetage kirkens anliggender i Danmark. Et kuriosum er det dog, at Bugenhagen kun var universitetsteolog og ikke selv bispeviet. Det betød, at de danske biskopper helt utrditionelt blev viet af en lægmand, og at den apostolske succession – tanken om en ubrudt linje fra apostlen Peter til nutidens biskopper – dermed var brudt.

Det har siden hen været et særkende for kirkerne i Danmark og Norge som der i luthersk ånd er blevet hæget om. Det har dog også givet en del vanskeligheder i forsøget på økumenisk samarbejde med de øvrige protestantiske kirker, da den anglikanske kirke opfatter netop successionen som essentiel, og det derfor indtil 2009 var hovedargumentet for at Danmark ikke kunne tiltræde Porvoo-erklæringen.

Læs også: Hvad er Porvoo-fællesskabet

Bugenhagens sidste tid

Efter opholdet i Danmark vendte Bugenhagen tilbage til Wittenberg, og der blev han de sidste år af sit liv. I 1539 blev han udnævnt til superintendent for Sachsen, og efter Luthers død i 1546 sørgede han for hans enke, Katharina von Bora, og de efterladte børn.

Om end Bugenhagens navn ikke er det første, der falder én ind, når man hører ordet reformation, skal hans betydning ikke undervurderes. Hans arbejdsiver og -indsats var ganske enkelt uundværlig. Som en af reformationens fædre og en Luthers vigtigste medarbejdere døde Bugenhagen i 1558 af alderdom og udmattelse. Og ved den efterfølgende begravelse i Mariakirken i Wittenberg var det Melanchton, der holdt begravelsestalen.