Der bør vedblivende og højlydt protesteres og siges fra over for de lande, der ikke indrømmer kristne ret til at udøve deres tro, mener sognepræst Kaj Bollmann.
- Esben Nielsen
Kaj Bollmann |
9. februar 2011
Måske er tiden inde til en aktion, som skal vække befolkning og politikere til at tage kristenforfølgelser alvorligt, foreslår sognepræst Kaj Bollmann
I december berettede medierne om voldsomme chikaner mod de kristnes julefejring i Irak.
Terrorangrebet på en koptisk kirke i Ægypten nytårsnat med mange dræbte og sårede fik omsider andre medier end Kristeligt Dagblad til at skrive om terroren mod kristne i Mellemøsten.
Desværre er det jo ikke noget nyt, og ikke begrænset til Mellemøsten. I Pakistan udsættes kristne for afbrændinger af kirker, mord, falske anklager – ofte med offentlige myndigheders støtte eller stiltiende godkendelse.
En del af os, der var samfundskritiske i 1970’erne, havde ikke alt for åbne øjne for realiteterne i beretningerne og forfølgelse af kristne i de kommunistiske lande. Spørgsmålet er, om vi er ved at gentage den skandale i forhold til undertrykkelsen af de kristne i muslimske lande i dag.
Tusinder af kristne forlader Mellemøsten
Faktum er, at antallet af kristne i de fleste lande i Mellemøsten falder drastisk. Diskriminerende love og behandling som andenrangsborgere, angst for terror, trusler og tvang, og stadig mistænkeliggørelse for at være i lommen på Vesten, får tusinder af kristne til at forlade Mellemøsten. De kristne bliver gidsler i det storpolitiske spil og syndebukke for den ekstreme islamisme.
Som en kristen pakistaner, flygtet til USA efter have at mistet flere familiemedlemmer ved mord, sagde til mig: hvis Vesten bomber Irak, brændes der kirker af i Pakistan, når en dansker tegner Muhammed, brændes der kirker af i Pakistan, når Taliban vinder en sejr, brændes der kirker af i Pakistan, da Hamas vandt valget i Palæstina, blev der brændt kirker af i Pakistan.
Kristendommens rødder fjernes
Den voldsomme decimering af antallet af kristne i Mellemøsten er så meget mere tragisk som de mellemøstlige kirker er de ældste i verden. De var der i flere hundrede år, før islam blev til. De er der ikke som følge af vestlig mission, men det er tværtimod fra dem, kristendommen har bredt sig ud over verden.
Det er kristenhedens historiske rødder, der fjernes. Der er også kristne kirkesamfund med baggrund i vestlig mission i området; men deres oprindelse berettiger på ingen måde til, at deres tilhængere udsættes for forfølgelse.
Muslimer i Europa agerer højlydt for ligeret for deres religionsudøvelse og møder stor forståelse ud fra et fundament, der hviler på menneskerettigheder og religionsfrihed og endnu dybere på den kristne forståelse af frihed og næstekærlighed.
De skal ikke straffes for, at de samfund, de har forladt, ikke indrømmer kristne samme rettigheder, men der bør vedblivende og højlydt protesteres og siges fra over for de lande, der ikke indrømmer kristne ret til at udøve deres tro, eller som ligefrem accepterer terror mod kristne.
Derfor er det forstemmende, at
EU's udenrigsministre ikke engang har kunnet blive enige om en erklæring mod religiøs forfølgelse, der er konkret nok til at sætte navn på terror og undertrykkelse mod kristne i muslimske lande.
Det er vigtigt, at vi fastholder den klare vilje til positiv dialog med og respekt for folk af andre religioner i Danmark. Det er vigtigt, at vi fra kirkelig side aldrig lader os rive med af dem, der vil bruge religion som kampmiddel mod andre og som bidrag til fjendebilleder.
Vi må støtte forfulgte kristne kompromisløst
Men det er lige så vigtigt, at vi kompromisløst støtter kristne, som forfølges for deres tros skyld – i øvrigt ikke bare i udlandet, men også de kristne i Danmark, der er konverteret fra islam, og som mærker trusler og chikane fra tidligere trosfæller – og det er vigtigt, at den støtte bliver klar, bred og folkelig.
Forhåbentlig er vi i Danmark ikke blevet så ligegyldige over for vores egen kristne baggrund, at vi er ligeglade med, hvordan andre kristne rundt om i verden behandles.
Måske er tiden inde til en aktion, som skal informere og vække befolkning og politikere til at tage dette alvorligt. Det skal være en bred kirkelig aktion, som ikke overlades til grupper med ensidige retningspræg eller politisk farve i retning af fremmedfjendskhed og angst for andre religioner.
Måske kunne det være en aktion, der er så konkret som at skaffe midler til genopbygning af nedbrændte og bombede kirker og genopbygning af menighedsliv på de steder, hvor der er behov
Det kan ikke være rigtigt, at vi bare ryster lidt på hovedet og så ellers går videre til næste punkt på dagsordenen.
Kaj Bollmann er sognepræst og kommentarskribent ved kristendom.dk.
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano