10. februar 2011
Et nyt program til mobiltelefonen iPhone giver katolikker mulighed for at ransage sjælen hjemmefra før et skriftemål
Nu kan katolikker foreberede sig på skriftemål ved at ransage samvittigheden via deres iPhone-mobiltelefon.
Det skriver den katolske
nyhedshjemmeside CNA.
Det er det amerikanske selskab Little iApps, der står bag det nye program, en såkaldt app eller applikation, rettet mod mobiltelefonen iPhone.
En af udviklerne, Patrick Leinen, forklarer at applikationen er et svar på
pave Benedikt XVI’s tale i januar 2011 om kirkens brug af nye medier. Her opmuntrede paven katolikker til at benytte sig af nye medier som facebook og Twitter og udnytte deres muligheder til at kommunikere med hinanden.
Skriftemålet er et af de katolske sakramenter, hvor mennesker betror deres problemer eller skyldfølelse til præsten. Sakramentet består i, at præsten derefter kan tilsige Guds tilgivelse over de synder, der måtte være begået.
iPhone-applikationen til formålet indeholder både en trin-for-trin guide til at skrifte, og et personligt ”samvittigheds-svar” baseret på brugerens stilling, alder og køn. På denne måde bliver skriftemålsfprberedelsen sammensat specielt til hver enkelt bruger.
”En præst vil ikke få det samme resultat som en teenage-pige eller en gift mand. Du vil få noget, der er unikt til dig,” forklarer Patrick Leinen.
Folkene bag Little iApps har været forbi den lokale biskop Kevin C. Rhodes fra Fort Wayne-South Bend for at hente den katolske kirkes blåstempling af applikationen. Blandt andet har biskoppen gennemlæst alle versioner af applikationens tekst for at sørge for, at den er i overensstemmelse med kirkens lære. Desuden har to præster, fader Thomas G. Weinandy og fader Dan Scheidt, samarbejdet om udviklingen af den virtuelle skrifteforberedelse.
Ifølge Patrick Leinen føler nogle brugere, at de mangler det intime ved at skrifte hos en præst, men generelt er responsen positiv. Folkene bag Little iApps overvejer nu at udvikle flere katolske applikationer til iPhone.
Vatikanet understreger dog efter lanceringen, at et skriftemål kræver en personlig dialog med en præst, og derfor kan den nye app ikke erstatte besøget i skriftestolen.
iPhone-applikationen ”
Confession: A Roman Catholic App” kan købes gennem iTunes og koster 1,99 dollars.