Det kan ikke gøres billigere og nemmere end i folkekirken, svarer biskop Steen Skovsgaard
Spørgsmål:
Kære Steen Skovsgaard
Mit spørgsmål omhandler folkekirkens plads i samfundet. Hvordan berettiges folkekirkens administrative og praktiske funktioner i dagens Danmark - et 'sekulariseret' samfund?
Bør Borgerservice ikke overtage funktioner, såsom indregistrering af nyfødte? Folkekirkens fordele generelt i forhold til andre religioner er også tydelige, eksempelvis at man betaler over skatten, og selv hvis du ikke er medlem, går en lille del af skatten til folkekirken - kan det forsvares?
Med venlig hilsen
Mads
Svar:
Kære Mads
Vedrørende folkekirkens varetagelse af civilregistrering er svaret, at det skyldes både tradition og ikke mindst økonomi.
Folkekirken har nemlig, gennem sin århundredlange tradition på dette område, en ekspertise og et system, som gør, at det på nuværende tidspunkt må siges at være den billigste måde at få løst den opgave. Hvis det kunne gøres billigere, ville det sikkert også snart overgå til andre.
Folkekirken har et særligt forhold til staten, hvilket fremgår af Grundlovens paragraf 4, hvor det hedder, at den evangelisk-lutherske Kirke er Den Danske Folkekirke og understøttes som sådan af staten.
Det nære forhold mellem kirke og stat er unikt, og naturligvis kan det problematiseres og er også under pres i disse år. Jeg synes, det er værd at værne om, og at det er en fordel både for staten og folkekirken.
Med venlig hilsen
Steen Skovsgaard
Biskop over Lolland-Falster Stift