Selvom ritual for homoseksuelle vielser skulle blive indført, betyder det ikke, at bevægelsens ledende røster melder sig ud af folkekirken. For nogle præster kan det imidlertidig blive dråben, som får bægeret til at flyde over
Folkekirkens mest omdiskuterede emne for tiden er uden tvivl spørgsmålet om et
kirkeligt ritual for vielse eller velsignelse af homoseksuelle par.
Både debatten og de mange
høringssvar, som Kirkeministeriet for nylig offentliggjorde viser, at holdningerne er mange og delte.
Samtidigt har
Indre Mission besluttet at åbne op for, at præster og medlemmer kan tilknytte sig bevægelsen som frimenighed uden for folkekirken. En beslutning der skal ses i lyset af, at flere har talt om kirkesplittelse og luftet tanken om at forlade folkekirken, hvis der kommer et ritual.
LÆS OGSÅ:
Indre Mission skifter kurs
Men vil folk i Indre Mission overhovedet forlade folkekirken og danne frimenigheder, hvis et ritual vedtages? Kristendom.dk har talt med centrale ledere og præster i Indre Mission.
Ritualet kan blive dråben Der er altså flere ting end et vielsesritual for homoseksuelle, der skal spille sammen, hvis folk i Indre Mission skal forlade folkekirken.
Det gælder også for Henrik Højlund, der er formand for
Evangelisk-Luthersk Netværk og sognepræst i Løsning Kirke ved Hedensted.
”Jeg ved faktisk ikke om, jeg bliver i folkekirken eller forlader den. Nogle gange kan man undre sig over, hvad der er dråben i ens bæger. Men hvis man melder sig ud af noget, skal man i den grad vide hvorfor, man melder sig ud, og hvad man melder sig ind i,” siger Henrik Højlund.
Han gør sig derfor mange overvejelser for og imod en udmeldelse af folkekirken. Først og fremmest kan formen på et ritual være afgørende.
”Det er ikke så afgørende, men et kønsnuetralt ritual vil være problematisk, for så har jeg reelt ikke et ægteskabsritual, jeg kan bruge. Hvis jeg bliver tvunget til at vie eller velsigne homoseksuelle, så er det klart, at så måtte jeg forlade folkekirken på stedet. Men sådan tror jeg nu ikke, at det bliver,” siger han.
Vi skal blive for folkets skyldHan vurderer også situationen ud fra tidligere stridigheder i kirkehistorien.
”Kirken har før været i kæmpestor nød, som jeg synes den er nu, og vil komme det endnu mere med et ritual. Men betyder det, at man skal stå af eller at man skal blive og kæmpe desto mere for kirken,” spørger Henrik Højlund og fortsætter:
”Jeg har en stærk oplevelse af, at det er de andre, som løber med folkekirken, så for mig giver det god mening at blive i en stædig insisteren på, at det, vi står for, er sandt. Det skylder vi folket, som jeg mener, bliver svigtet fuldstændigt, fordi de bliver bildt en falsk kristendom ind. Folkekirken skal på den måde ikke bare få fred fra os ved, at vi bare går."
Lægfolk er parate til at forlade folkekirkenTrods viljen til at kæmpe, så anerkender han, at det kan blive nødvendigt at gå andre veje. Og noget tyder på, at lægfolket i Indre Mission er parate til at følge med.
”Jeg fornemmer, at der er underskov af stemning nu, som handler om, at der ikke så få lægfolk landet over, som overvejer at forlade folkekirken. Og jeg har oplevet mange fra min egen menighed, der spørger, hvad jeg gør, hvis der kommer et ritual, og som samtidig underforstået siger, at de er klar til at danne en valg - eller frimenighed. Det får mig selvfølgelig til at overveje, hvad er det rigtige i situationen,” siger Henrik Højlund.
Uanset hvad der måtte ske, så er han fortrøstningsfuld, når det gælder fremtidens kirke.
”Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den teologi, der hersker i folkekirken lige nu, er dømt til at gå ned. Det har vist sig overalt i verden. Det er muligt, at den vinder så effektivt, at folkekirken når at dø af det. Så ser jeg nye kirkedannelser, endda i min egen livstid, som en absolut mulighed,” siger Henrik Højlund.
Jeg opgiver folkekirken, hvis ritualet kommer
Selvom der stadig er mange ubekendte faktorer omkring et ritual for vielse/velsignelse af homoseksuelle par, så er sognepræst i Sdr. Felding Orla Villekjær én af de præster, der ikke længere udelukker muligheden for at melde sig ud af folkekirken og måske blive præst i en frimenighed.
LÆS OGSÅ:"Et præsteliv på barrikaderne" ”Hvis ritualet kommer, så tror jeg ikke længere på folkekirken. Så må jeg opgive den og arbejde for noget for andet. Jeg har også helt klare udmeldinger fra min menighed om, at de ikke vil kunne leve med et ritual, så hvis de ønsker en frimenighedspræst til at lede menigheden, så vil jeg godt gøre det. Men der vil selvfølgelig være en overgangsfase, hvor jeg må blive et stykke tid for, at vi kan drøfte omstændighederne,” siger Orla Villekjær.
Folketinget er folkekirkens synodeHan er derfor meget tilfreds med Indre Missions beslutning om, at man kan tilknytte sig som frimenighed. Alligevel bliver det ikke nogen nem beslutning, hvis han vælger at forlade folkekirken.
”Man skal tænkte på, at jeg og mange andre har været og satset hele vores liv på folkekirken, så derfor gør det rigtig ondt. Vi har kæmpet som gale i mange år, men nu afslører folkekirken sig som den, den er med folketinget som kirkens øverste synode,” forklarer Orla Villekjær og konkluderer:
”Folkekirken er altså virkelig på tilbagetog, og det vil jeg ikke bare sidde og se på. Derfor udelukker jeg ikke at slutte mit liv som frimenighedspræst, men samtidig nærmer jeg mig også pensionsalderen, så det er ikke sikkert, jeg når at opleve det.”