Elisabeth Dons Christensen |
25. februar 2011
Jeg ville gerne have oplevet de stærke jyders vækkelsesbevægelse, skriver biskop Elisabeth Dons Christensen. Følg med i kristendom.dk's nye kirkehistoriestafet
Nogle gange må vi tilbage i tiden for at forstå og nuancere nutidens debatter om kirkeliv og kristendom. Kristendom.dk's nye kirkehistorie-stafet tager udgangspunkt i spørgsmålet: Hvor og hvornår i kirkehistorien ville du gerne have været en flue på væggen?
Biskop i Ribe stift, Elisabeth Dons Christensen, åbner stafetten:
”Fy for en præst! Han er djævlens præst”. Og så kom spytklatten ellers fra smeden Hans Nielsen i Korning på en højhellig søndag. Den 13. august 1813.
At præsten var trættekær kan man se af århusbiskoppens kopi-bog, men det var ikke hele årsagen, for uroen var blomstret op på egnen allerede 15 år før, hvor det efter en barnedåb kom til håndgemæng mellem de vakte og statsmagtens forlængede arm i præstedragt.
Grunden til konfliktenÅrsagerne var mange, men først og fremmest stod et myndigt lægfolk frem og krævede, at blive hørt på, især når det var så livsvigtige materier som deres tro.
Striden udspillede sig på mange planer i de følgende år. Der blev givet dagbøder til de bønder og husmænd, der ikke ville tillade, at deres børn blev undervist efter biskop Balles lærebog, og det forsatte såmænd til 1839, hvor en snu embedsmand fik overbevist Kong Christian d. 8. om, at det ikke var skolepligt, men kun undervisningspligt, der var blevet indført i 1814.
De vaktes fornemmelser for GrundtvigMen hvorfor al denne ufred og strid? Årsagen var, at de vakte bar på en følelsesmæssig fornemmelse for det, som Grundtvig rent teologisk gav udtryk for i sin indsættelsesprædiken i faderens embede i 1811: ”Hvi er Herrens Ord forsvundet ud af Guds hus.”
Den Gud, der blev forkyndt fra mange prædikestole, var en fjern, lidt sovende Gud, men levede man et dydigt liv, så var der på det nærmeste også indbygget et krav om udødelighed, som det genkendes i digteren Hostrups intense øvning i franske verber, da døden nærmer sig; nu hvor han skal mødes med de store franske filosoffer i paradiset.
Teologien på bjerget var gennemsyret af oplysningstiden, som mundede ud i en flad lykkefilosofi, nyttemoral, kartoffelavl og kløverens velsignelse.
Dertil kom, at regeringen indførte Evangelisk-Kristelig salmebog i stedet for Kingos karske af synd og nåde bårne salmebog. De indførte
biskop Balles lærebog, hvor dyden blev fremhævet i stedet for nåden.
Så der var nok at strides om og holde børnene hjemme fra skole for. Og det gjorde man så.
Vi skal være lykkelige for de vakte!Nogle kalder det jysk stædighed. Det er det ikke i mine øjne. Det er begyndelsen til et myndigt lægfolk, der selv vil og kan stå inde for sin tro. Og det skal vi som kirke være ovenud lykkelige for.
Tænk sig, hvis kirken kun var præsten? Tænk sig, hvis vi præster uantastet altid havde patent på den rette tro? Derfor ville jeg gerne have været med der, hvor det begyndte. Blandt mennesker, der brændte for deres tro.
Tak Gud for præsterneSelvfølgelig skal vi have præster, så vi ikke alle står og råber det kristne budskab ind i hovedet på hinanden.
Derfor var det også en Guds lykke, at der kom sådanne præster, som for eksempel
Grundtvig og senere Indre Missions
Vilhelm Beck, der på hver sin måde både brændte for budskabet om den levende Gud, som vi kender ved Jesu Kristi liv, død og opstandelse, men sandelig også formåede at drage de vakte ind i menighedens fællesskab.
For kirken er hverken præst, biskop eller kirketjener, men den er dér, hvor to eller tre er forsamlede i Jesu navn. Så jo, der ville jeg gerne have været en flue på væggen.
Og jeg ville også gerne være med, om der skulle ske at opstå en folkelig vækkelsesbevægelse af samme størrelsesorden i dag. Om der så end skulle ryge en enkelt spytklat på en præst eller biskop.
Selvom det ikke er rart, er det dog et martyrium, der er til at bære. For en smule lidenskab er nu aldrig at foragte.
Elisabeth Dons Christensen er biskop i Ribe stift. Følg med når næste uges stafetmodtager, kirkeordfører Karen J. Klint (S), dykker ned i endnu ét af kirkehistoriens brændpunkter.