Nogle gange må vi tilbage i tiden for at forstå og nuancere nutidens debatter om kirkeliv og kristendom. Kristendom.dk's kirkehistorie-stafet tager udgangspunkt i spørgsmålene: Hvor og hvornår i kirkehistorien ville du gerne have været en flue på væggen? 

I denne uge har biskop Elisabeth Dons Christensen givet stafetten videre til kirkeordfører for Socialdemokratiet Karen Johanne Klint:

Om hundrede år er alting glemt
Overskriften og mundheldet stammer fra en festvise fra 1809. Jeg vil dog ikke i udfordringen som 'flue på væggen' gå så langt tilbage i min kirkehistorie-stafet. Men bare omkring et hundrede år. Og hvorfor så det?

Jo, der skete så mange ting for- og omkring folkekirken i de først 20 år af 1900-tallet. Ting, der fortsat præger kirkens hverdag og betingelser, men som mange ikke tænker over i dag. De hundrede år har gjort deres til glemslen. Derfor ville jeg gerne kunne gå tilbage i tiden og være fluen på væggen i tiden omkring 1900–1920.

Kirken blev (næsten) demokratisk
Danmark havde fået en driftig kirke- og undervisningsminister, I.C. Christensen, der ville forberede kirken på mere selvstændighed. Var hans bevæggrunde til Lov om menighedsråd i 1903 mest styret af bekymringer over for datidens kulturradikale og socialdemokrater, der gik ind for en adskillelse af stat og kirke? 
 
Eller hvor meget betød det, at han syntes godt om det folkelige element i kirken? At vi med Grundloven i 1849 fik en folkekirke og ikke en statskirke, og at dens forhold skulle ordnes ved lov? Eller var det et opgør med ’vækkelsesbevægelserne’, der opdelte medlemmerne i passivt og aktivt troende?
 
Hvad talte mest? Og hvad betød det, at samme venstremand ikke var kommet igennem med valgret til kvinder og tjenestefolk i den almindelige lovgivning, og nu kunne han så gennemtrumfe det i folkekirken?

Nå, svaret er vel underordnet. Men dét, at kirken havde brug for folkevalgte menighedsråd med selvstændige beføjelser og ikke kun ’sladrepligt’ til præsten, var godt set. 
 
Også at mandsmonopolet skulle brydes, og at valgbarheden gjaldt alle medlemmer og ikke kun de velbjærgede eller de aktivt troende. Det sidste kan kirken fortsat være glad for. Hvor elendig ville økonomien ikke være i dag, hvis alle de passivt troende ophørte med at betale deres kirkeskat! Eller ville der være nok frivillige i og omkring sognearbejdet, hvis man skulle bevise graden af sin tro?
 
Kirken var heldig med, at I.C. Christensen fik en kirkeministerperiode mere, og at han i 1922 udvidede menighedsrådenes beføjelser, herunder at biskopper skal vælges ved afstemning blandt stiftes præster og menighedsrådsmedlemmer. Desuden blev der oprettet provstiudvalg, hvor rådene kunne samarbejde om økonomien på tværs af sognegrænserne. Et vigtigt element i kirkens uafhængighed.