”Interessen for kommuniteter er stigende”

Det er ikke helt enkelt
At vælge kollektive frem for individuelle boformer er dog ikke noget, man bare lige gør. For mange kræver det mod og nytænkning at skulle slippe de individuelle og klassiske familiære boformer.

Og én ting er selve boformen, men hvad så, når man også ønsker at integrere en form for åndeligt fællesskab sammen med dem, man bor sammen med?

Det er ikke så enkelt både at etablere et åndeligt og et socialt liv sammen. For generationer, der ikke rigtigt har kendt til andet end parcelhus-leveformen, er der en masse spørgsmål, der skal afklares:

Må man arbejde uden for kommunitetet? Hvordan skal man oparbejde en god dagsrytme? Hvordan finder man en balance mellem privatliv og fællesskab? Hvilke værdier skal vi have? Og hvad med pengene – ryger de i en fælleskasse? Der er flere spørgsmål end svar.

Det kræver mod at begynde forfra
For de 40 mennesker, der mødtes i januar, er det lidt som at begynde forfra. Inspirationen skal hentes internationalt, men eksperimentet bliver deres eget. De, der sammen med andre vælger at danne et kommunitet, bliver et pilotprojekt i deres liv.

Derfor vil der også gå mange år, før kommunitetstanken i en dansk sammenhæng får sine egne ben at stå på. Det vil kræve mod og nytænkning og en evne til at slippe kulturelle selvfølgeligheder om, hvordan man skal bo. 

Ikke mindst vil det blive en stor udfordring at finde ud af, hvordan man skaber et åndeligt fællesskab på tværs af forskellige indfaldsvinkler. Men for os andre – der endnu ikke rigtigt tør – bliver det mere end interessant at følge.

Kirsten Grube er sociolog og arbejder dels på Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik, CUR, dels for missionsorganisationen Areopagos.

Du kan høre mere om kommunitetstankegangen i weekenden, hvor den engelske præst, forfatter og kommunitetsleder Ray Simpson medvirker ved en netværksdag i Helligåndshuset, København.