Der er meget, som tyder på, at vi bygger vores billede af Gud på erfaringer og referencer fra den synlige verden, mener norsk teolog og billedkunstner Åshild Brenne.
- Privat
Åshild Brenne |
17. marts 2011
Den lutherske kirke mangler en billedtradition, der kan supplere vores forståelse af Gud, mener norsk teolog og billedkunstner Åshild Brenne
Den norske kirke har i de sidste år brugt 20 millioner kroner på en ny liturgireform. Det beløb vidner om, at hverken kirkegængerne eller præsterne er tilfredse med dagens liturgi. Hvad er problemet - er kirkens ord blevet tomme?
I dag bruger flere præster alternative liturgier eller fjerner liturgiske led, som de ikke bryder sig om. Vi kan tale om Gud som mor eller omtale Gud ved hjælp af det, som man kalder kønsneutrale termer. Det er som om, at alle kæmper for at finde de rigtige ord eller det rigtige udtryk i forsøget på at formidle det uforståelige. Ordene bliver flere og flere i kirken, menneskene færre og færre.
Ingen har set Gud. Hvordan kan man i det hele taget inden for kristen tradition sige noget som helst om Gud? Disciplene så Jesu herlighed, men lyset fra Gud blev så stærkt, at de kastede sig skrækslagne på jorden. Denne fortælling fra evangelierne kan fortælle os, at intet menneske kan tåle at se hele billedet af Gud. Inden for ikon-traditionen er det faktum, at Ordet blev menneske, det der muliggør en visuel fremstilling af det hellige.
Den lutherske kirke lever med en anden tradition, uden ikonerne. Netop den manglende billedtradition gør, at de færreste lutheranere kan forholde sig til gudsbilleder. I luthersk tradition skal alt være logisk, helst politisk korrekt og
gå op. Denne tilgang har avlet mange dygtige præster, men dygtighed har som bekendt aldrig kunnet give os alle svar i livet.
Billedet af Gud afspejler kønsrollerFader vor – hvilket forhold har vi til dette billede? Vi har alle sammen været børn, og vi har alle haft en mor og en far. Som børn har vi været prisgivet vores forældre, og vores skæbne lå lige fra undfangelsen i deres store hænder. Vi stoler på dem, de giver os mad, de straffer os, de elsker os, de svigter os, de trøster og giver os plads til at være kede af det. Denne skildring af vores forældre er ikke ulig vores billede af Gud. Der er meget, som tyder på, at vi bygger vores billede af Gud på erfaringer og referencer fra den synlige verden.
For nogle år tilbage var jeg på studieophold ved et teologisk fakultet i Nicaragua. Der gik teologiske studier og samfundsstudier hånd i hånd. For at arbejde som præst skulle man vide noget om de faktiske sociale forhold i landet. Som en konsekvens af denne sociologiske tilgang er det naturligt at se vores forhold til Gudsbilledet i lyset af kønsrollerne.
I samfund hvor stereotype kønsroller dominerer, ser man, at positive far-billeder blive ødelagt. Mor-billedet bliver derimod idealiseret. Det forbindes med omsorg og tilstedeværelse, og i katolske lande tillægges disse egenskaber Maria. Hvis Madonnaens position er stærk, forklares det som regel med, at far er fraværende. Og det er højst sandsynligt i kønsrollemønsteret, at man finder årsagen til afvisningen af Gud som far.
Mangler vi kærlighed fra vores forældre?
Kan vi overføre denne analyse af forholdet mellem billeder af Gud og forældrebilledet til norske forhold? Er vores behov for en fornyelse af liturgien et udtryk for manglende tillid til far – eller til Gud?
Der er også højlydte protester mod at kalde Gud for mor. Kan man i dette tilfælde forestille sig, at nogen har dårlige erfaringer med mor? Kan man stole på Gud, når man ikke kan stole på sine forældre? Kan man opleve Guds kærlighed uden at være elsket af sine forældre?
Det er værd at bemærke, at det ikke kun er kirken, som danner vores billeder af Gud; forældre spiller også en rolle i dannelsen af børns billeder af Gud gennem deres handlinger.
I vores kirke har vi ikke mulighed for at gå til mor, Maria, med vores bekymringer. Vores vej til det feminine i guddommen er på sin vis lukket. Dette kompenseres der for ved at kalde Faderen for mor.
Også i Det Gamle Testamente ser vi, at der opstår feminine metaforer for Gud, når de kvindelige guddomme tages bort. Hverken i katolske eller ortodokse kirker findes kvindelige præster. Paradoksalt nok er de feminine sider stærkere tilstede her – gennem kunsten og Maria. Den ortodokse kirkes symbolske skriftsyn forudsætter en kontakt med billedsproget, som i sin tænkning strækker sig ud over det rationelle.
Guds kærlighed er kompliceret
Uanset hvilket forhold man har til sine forældre, er det desværre aldrig så enkelt, at de kun er onde eller kun gode. Kan det også være sådan med Faderen? Det er let at lade sig fange i et unuanceret billede; dæmonisering eller idealisering. Hvad med at se Faderens kompleksitet?
Vi sidestiller ofte Gud med kærligheden. Den, der tror, at kærligheden kun er rar, god og lyserød, har næppe oplevet at elske eller at blive elsket. Kærligheden er stærkere end døden, kærligheden kan få et menneske til at gå til grunde. Den kan også frigøre, sjældent som et hokus pokus, men som en smal vej man vælger at følge – for til slut leder den frem til en helhed.
I dag er kirken holdt op med at tale om de mørke sider; det at vores handlinger får konsekvenser. Det er alvorligt, fordi menneskets behov for at forsone sig med sig selv, Gud og sine medmennesker ikke bliver mødt. Når Gud reduceres, reduceres også vores liv.
Indtil vi erfarer, hvad sproget rummer og således forstår, hvad der egentlig bliver sagt til os gennem det gamle sprog, reduceres Gud til en faktuel oplysning. Gud, vor Far, er måske en kompliceret reference i vores liv, men far er i det mindste et billede, som vi har nogle tanker om.
Ingen kirkepolitiske beslutninger, ordninger eller pædagogiske programmer kan give os en indre oplevelse af Gud. Den kan kun Gud selv – hvis vi så bare vidste, hvem Han, Hun, Den, Det eller De er?
Er det på tide, at kirken leder uden for sin egen klogskab frem for at tilpasse sproget til noget, som virker fornuftigt og rigtigt? Men det ville vel koste for meget.
Åshild Brenne er teolog og billedkunstner. Hun har en bachelorgrad i kunsthistorie og er cand.theol. fra Oslo Universitet og har udstillet sine malerier flere steder i Europa. Denne kronik er trykt i Vårt Land, et kristent dagblad, der udkommer i Oslo, men har læsere i hele Norge.
Teksten er oversat fra norsk af Therese Fischer-Larsen.
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano