Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Er der forskel på jeres treenighedstro? til din ven.
Er der forskel på jeres treenighedstro?
"At Gud er treenig åbenbarer, at han ikke er en statisk, altopslugende, selvoptaget og dømmende Gud, men at han er relation, det vil sige kærlighed, dynamisk strømmende, udøsende kærlighed," skriver cand. mag. og katolik Kirsten Kjæruff.
- Sergey Galushko/Colourbox
| Svaret giver udtryk for panelistens holdning |
| Kristendom.dk har inviteret teologer og repræsentanter fra forskellige kirker og kristne organisationer til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om kristendom". Alle svar i "Spørg om kristendom" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad kristendom.dk mener. |
Læs også
Emneord for denne artikel
Læs katolske Kirsten Kjærulff og protestantiske Per Mollerups svar til spørgeren
Spørgsmål:
Vi sidder nogle stykker og snakker om, hvorvidt der er forskel på katolikkers og protestanters treenighedstro?
Med venlig hilsen
Line Lökkegaard
Svar:
Kære Line Lökkegaard
Der er grundlæggende ingen forskel på Den Katolske Kirkes tro, folkekirkens og de fleste andre protestantiske kirkers tro på Gud som treenig, da troen på treenigheden var afklaret inden reformationen.
Annonce
Dog er de protestantiske kirker mindre detaljerede i deres troslæreformulering (dogmer) end den katolske kirke, så nogle protestantiske kirker giver muligvis plads til formuleringer af troen på treenigheden, som vil blive afvist af Den Katolske Kirke.
Formuleringen af troen på treenigheden fandt sted i de fire første århundreder. Anledningen var følgende: På den ene side var det magtpåliggende for de første kristne at fastholde den jødiske tro på, at der kun er én Gud (monoteisme), himlens og jordens skaber.
Og på den anden side var det lige så vigtigt at fastholde, at det virkelig er Gud selv (Jesus: "Den, der har set mig, har set Faderen" Joh. 14,9), der gennem Jesus åbenbarer sin tilgivende kærlighed for os og indbyder os til evigt fællesskab med sig
selv.
Og at Helligånden virkelig er Gud selv, der nærværende og aktuelt søger fællesskab med hvert eneste menneske, som i tro tager imod. Gud er én! Men på grund af vor begrænsede erkendelse kan vi ikke se bagom treenighedens mysterium.
Vi sidder nogle stykker og snakker om, hvorvidt der er forskel på katolikkers og protestanters treenighedstro?
Med venlig hilsen
Line Lökkegaard
Svar:
Kære Line Lökkegaard
Der er grundlæggende ingen forskel på Den Katolske Kirkes tro, folkekirkens og de fleste andre protestantiske kirkers tro på Gud som treenig, da troen på treenigheden var afklaret inden reformationen.
Formuleringen af troen på treenigheden fandt sted i de fire første århundreder. Anledningen var følgende: På den ene side var det magtpåliggende for de første kristne at fastholde den jødiske tro på, at der kun er én Gud (monoteisme), himlens og jordens skaber.
Og på den anden side var det lige så vigtigt at fastholde, at det virkelig er Gud selv (Jesus: "Den, der har set mig, har set Faderen" Joh. 14,9), der gennem Jesus åbenbarer sin tilgivende kærlighed for os og indbyder os til evigt fællesskab med sig
selv.
Og at Helligånden virkelig er Gud selv, der nærværende og aktuelt søger fællesskab med hvert eneste menneske, som i tro tager imod. Gud er én! Men på grund af vor begrænsede erkendelse kan vi ikke se bagom treenighedens mysterium.
Nært sammenhængende med formuleringen af troen på Gud som treenig er formuleringen af troen på Jesus Kristus som både Gud og menneske. Jesus må efter datidens forståelse være både sand Gud og sandt menneske for at kunne være vores frelser.
Efter mange teologiske drøftelser og stridigheder vedtog de kristne ved to kirkemøder i henholdsvis år 325 i Nikæa og 385 i Konstantinopel den nikænske trosbekendelse, hvori troen på Gud som treenig og Jesus som Gud og menneske er formuleret.
Den nikænske trosbekendelse er en del af grundlaget for kirkens tro i dag, og den er aftrykt bag i folkekirkens salmebog. Der er dog i salmebogen en tilføjelse til den oprindelige formulering fra år 385.
I salmebogen står, at Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen. "Fra Sønnen" blev først tilføjet omkring år 1000 af Den Katolske Kirke og siden overtaget af de protestantiske kirker. Denne tilføjelse afvises af de ortodokse kirker, så her er en forskel i forståelsen af treenigheden.
Når vi ser bort fra denne tilføjelse, er den nikænske trosbekendelse den eneste formulering af vor kristne tro, som er fælles for alle kirkesamfund. Den apostolske trosbekendelse, som vi bruger mest i folkekirken, er en formulering af troen, der muligvis er lige så gammel som den nikænske trosbekendelse, men den bruges ikke af de ortodokse kirker.
Mange af datidens sproglige overvejelser og stridigheder omkring forståelsen og formuleringen af Gud som treenig og Jesus som både Gud og menneske giver ikke megen mening for de fleste i dag, fordi de udsprang af datidens virkelighedserkendelse og filosofi.
Selvom troslæren om treenigheden blev fastlagt med den nikænske trosbekendelse, så er diskussionerne om forståelsen af formuleringerne fortsat op igennem kirkens historie, fordi virkelighedserkendelsen og filosofien fortsat udvikler sig.
I vor tid har naturvidenskaber ført til en sådan vækst i virkelighedserkendelse, at vi er os meget mere bevidste, hvor lidt vi kender og forstår af virkeligheden, og hvor ufuldkomment vore ord og begreber formår at beskrive og forklare Gud og den usynlige åndelige virkelighed.
Derfor strides vi i dag sjældent om de rette formuleringer, vi er mere optagede af med baggrund i nutidens virkelighedserkendelse at finde ord og billeder, der kan formidle indholdet af den indsigt i livet med Gud, som findes i Bibelen og kirkens tro.
Med venlig hilsen
Per Mollerup
Teolog og åndelig vejleder
Svar:
Kære Line Lökkegaard
Treenigheden er kristendommens største mysterium, som overgår al menneskelig logik: Én Gud i tre personer af samme væsen og værdighed – forskellige og dog forenet i én Guddom.
De tre personer handler på forskellig måde: Faderen skaber og styrer verden efter sin frelsesplan:
”... i tidernes fylde at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske” (Ef 1,10).
Sønnen, i hvis billede vi alle er skabt, blev menneske, døde og opstod for at give os nyt guddommeligt liv, et livsfællesskab med Gud. Helligånden er ’talsmanden’, ’levendegøreren’og fuldfører forløsningsværket kirken, Kristi mystiske legeme:
”Se, jeg er med jer alle dage ind til verdens ende”(Matt 28, 19).
Selv om de tre personer handler forskelligt, handler de dog altid sammen som én Gud. At Gud er treenig åbenbarer, at han ikke er en statisk, altopslugende, selvoptaget og dømmende Gud, men at han er relation, det vil sige kærlighed, dynamisk strømmende, udøsende kærlighed: Sønnen fødes af Faderen ”forud for alle tider”.
Han er Guds udtrykte billede:
”Den, der har set mig, har set Faderen” (Johs 14,9).
Faderen og Sønnen elsker hinanden med en kærlighed så stærk og dynamisk, at den i sig selv er en person: Guds Ånd, kærlighedens ånd, skaberånden, levendegøreren.
Åbenbaringen af treenigheden sker gradvis op gennem hele frelselseshistorien, antydet i fortællingen om Gud, der i skikkelse af tre engle besøger Abraham, til alle de mange udsagn i Det Nye Testamente, lige fra bebudelsen over Jesu dåb til han klart og utvetydigt udsteder dåbsbefalingen:
”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer” (Matt 28,19).
Her sammenfatter Jesus selv troen på Gud som treenig og formulerer dermed grundlaget for oldkirkens refleksion over den, indtil læren om treenigheden udformes endegyldigt i de to første konciler i Nicæa (år 325) og Konstantinopel (år 381).
Det er troen på den treenige Gud, der gør kristendommen til noget helt enestående blandt alle religioner. En Gud, hvis væsen er kærlighed, som skaber alt af kærlighed, som elsker sin skabning så højt, at:
”Han tømte sig selv og tjenerskikkelse på og blev mennesker lig, og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.” (Fil 2,7-11).
Med venlig hilsen
Kirsten Kjærulff
Cand. mag. og katolik
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
