Mon apostlene forstod rækkevidden af kirkemødet?

På alle disse punkter siger beretningen i Apostlenes Gerninger noget andet. Paulus var med til hele forløbet, hvad Lukas, forfatteren til Apostlenes Gerninger, næppe har været. Så måske er beretningen i kapitel 15 af Apostlenes Gerninger en konstrueret historie, der passer til det billede af udviklingen, som Lukas gerne vil give.

Eller måske taler Lukas og Paulus om to forskellige forløb, selv om de taler om samme udfordring, hvis tackling i urkirken de giver et helt forskelligt billede af.

Forstod Paulus, Peter og Jakob konsekvenserne?
Når jeg gerne ville have været en flue på væggen i dette forløb, skyldes det ikke så meget, at jeg gerne ville kende den præcise historiske sandhed om forløbet. For det første har vi ingen sikre kilder til den, og for det andet kommer man alligevel sjældent helt til bunds i den historiske sandhed om, hvordan en meget vanskelig og afgørende sag fandt sin løsning.

Senere, hvor de hedningekristne hurtigt kom i flertal i forhold til de jødekristne, må man forestille sig, at alle indstillede sig på, at de egentlig hele tiden havde ment, at de hedningekristne var gode nok, også uden krav om lovoverholdelse, endsige omskærelse. Den slags tillempninger af menneskers erindring kender vi mange eksempler på.

Når jeg gerne ville have været en flue på væggen i dette forløb, skyldes det, at jeg gerne ville forstå, hvad de centrale aktører som Paulus, Peter og Jakob tænkte, mens tingene udviklede sig.

Forstod de rækkevidden i det, der skete her? Var de – eller nogle af dem – bange for at give evangeliet i hedningers hånd, sådan som jøderne skærtorsdag og langfredag gav Jesus i hedningernes hånd?

Klar besked får vi aldrig
Ville de hellere holde deres mægtige oplevelse af Jesus af Nazareth, hans liv, død og opstandelse, for sig selv, i stedet for at risikere, at deres historie blev tolket og brugt på en helt anden måde end den, de forstod den på?

Hvad var det egentlig, der drev jøden Paulus, når han kæmpede så bravt for hedningernes ret til at være kristne? Man kan godt fornemme nogle mulige svar i de bibelske tekster, men helt klar besked får vi aldrig.

Når den berømte tekst i Mattæusevangeliets kapitel 28,16-20 kaldes missionsbefalingen, tænker jeg altid, at den snarere er vores missionstilladelse. I en række sammenhænge i Mattæusevangeliet er det på ingen måde klart, at hedningerne har adgang til at blive kristne, men det er det i Mattæusevangeliets kapitel 28.

Derfor er vi kristne i dag
Det er det også i kapitel 15, som Lukas har skrevet ind i sin beretning om Apostlenes Gerninger. Og det er det med brask og bram hos Paulus i Galaterbrevets kapitel 2. Uden de afgørelser og den udvikling disse tekster hver på deres måde afspejler, havde vi ikke være kristne i dag, for kristendommen var forblevet en mulighed for mere eller mindre lovoverholdende jøder.

Men hvad mon apostlene tænkte i hele denne proces? Anede de, at de afgjorde milliarder af menneskers skæbne, herunder de cirka 2,3 milliarder, der er hedningekristne i dag?

Hans Raun Iversen er lektor ved Københavns Universitet. Han giver hermed stafetten videre til kirkeordfører (RV) Bente Dahl.