Andreas Østerlund Nielsen |
11. marts 2011
I dag afholdes et seminar på Aarhus Universitet, hvor kristendommens fremtid bliver diskuteret. Læs ph.d.-studerende Andreas Østerlund Nielsens kommenterar til spørgsmålet
”Kristendommens Fremtid – Fremtidens Kristendom” er temaet for et seminar, som afholdes på Det Teologiske Fakultet i Århus i dag. Er kristendommen om halvtreds år en ubetydelig minoritetsreligion i Danmark? Måske ikke, men hvordan ser fremtidens kristendom så ud?
Kirkerne må vove at forene deres forpligtelse overfor dem, som ikke eller kun sjældent er at finde i kirkerne, med et mål om forvandling af dem, som er dér. Ellers ender dansk kristendom med at blive enten isoleret fra eller opløst i det omgivende samfund. Der er behov for at genopfinde sognet og menigheden i et dynamisk – missionalt – samspil.
Kristeligt betragtet er fremtiden i Guds hånd
Danskernes forhold til kristendommen er komplekst og udviklingstendenserne modsatrettede, men faldende medlemstal kan nu mærkes i folkekirkens økonomi. Det er en historisk unik situation, at kristendommen bevæger sig fra at være religiøs og kulturel bærer af et enhedssamfund til at blive et tolereret, individuelt tilvalg i en tilværelse præget af mangfoldighed på alle områder.
Set fra kristendommens eget synspunkt må fremtiden imidlertid altid anskues i lyset af håbet om alle tings genoprettelse og jord og himmels nyskabelse. Kristendommen har en strålende fremtid foran sig.
Den kristne tro omfatter endvidere troen på, at det er Gud selv som ved sin Ånd fører sin mission ud i livet og til det formål opretholder den kristne kirke. Kristendommens fremtid ligger dermed ikke i hænderne på kirkelige eller politiske beslutningstagere - den er i Guds hånd.
Kristendom i tid og rum
Kristendommen er dynamisk. Den udfolder sig på stedet og til tiden. Den kan ikke gentages, men kontekstualiserer sig altid lokalt. Hvordan vil dette ske i et land, hvor kristendommen er gået fra at være kulturbærer til at være kulturarv? Et land, hvor Gud almindeligvis ikke tages for givet, og hvor sekulariseringen af alle samfundsinstitutioner skrider sikkert fremad.
Kristendommen fordamper ikke som livsfilosofi eller værdisæt, men vil fortsat materialisere sig som kirke. Udviklingen vil dog sandsynligvis medføre kirkelig polarisering. Kirkerne kan enten solidarisk følge kulturen og folkereligiøsiteten i bestræbelsen på fortsat at omfatte folket; eller kirkerne kan fremme forpligtende fællesskaber, der bevidner evangeliet som rammefortælling for og befriende kritik af det sekulære samfund bundet til moderniteten.
Kirkehistorien kan fortolkes sådan, at disse to bevægelser, den brede hovedstrøm og det kritiske alternativ, altid har eksisteret i afhængighed af hinanden. Folkekirkens kunststykke har været evnen til at forene det bredt folkelige og det vækkelsesbetonede.
Ligner vores tid oldkirkens?
En række missionsteologer hævder imidlertid, at Europa og Nordamerika er på vej ind i en ”post-kristendom”, som ligner kristendommens situation i oldkirken, før den blev statsreligion. Det er en situation uden bred folkelig opbakning, præget af omkostningsfyldt discipelskab.
Det afgørende nybrud, som vil kendetegne kristendommens fremtid i Danmark, kan i den situation meget vel blive lokale kirkelige fællesskaber, som identificerer sig selv ved deres missionale forpligtelse på det sociale og kulturelle netværk, de er en del af ("sognet") og i kraft af vedvarende menings- og identitetsbærende relationer (menigheden) opretholder troen på det gudgivne i denne identifikation (evangeliet).
Kristendommens fremtid i Danmark afhænger ikke af en uhellig alliance mellem folke(kirke)lighed og vækkelseskristendom. Fremtidens kristendom vil være båret af nye missionale og forpligtende menighedsudtryk – i og udenfor folkekirken - som vi endnu kun har set de første spirer af.
Andreas Østerlund Nielsen er ph.d. studerende og har sammen med professor Viggo Mortensen arrangeret seminaret ”Kristendommens Fremtid – Fremtidens Kristendom”. Seminaret markerer udgivelsen af bogen Walk Humbly with the Lord. Church and Mission engaging Plurality, en antologi med hovedforedragene fra konferencen ”Church and Mission in a Multireligious Third Millenium” afholdt på Det Teologiske Fakultet i Aarhus i anledning af 100-året for Edinburghkonferencen, 1910.
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano