"Det skræmmende er, at cirka tre fjerdedele af vores tankemylder er negativt betonet. Med andre ord: Det er ikke så mærkeligt, at vi er tungsindige, trætte og ind imellem modløse," skriver åndelig vejleder Jette Dahl.
- Colourbox.dk
Jette Dahl |
25. marts 2011
Kærligheden fornemmes gennem en anden form for syn, en anden tilgang til virkeligheden end den synlige og stoflige, skriver freelancepræst og åndelig vejleder Jette Dahl
Ifølge forskningen tænker vi dagligt 60.000 tanker! Det viser sig, at det ofte er de samme tanker, der går igen i løbet af dagen. Mange af tankerne optog os også i går og vil sikkert gøre det i morgen igen.
Det skræmmende er, at cirka tre fjerdedele af vores tankemylder er negativt betonet. Med andre ord: Det er ikke så mærkeligt, at vi er tungsindige, trætte og ind imellem modløse. Vi kan ikke stoppe tankemyldret, men vi kan være med til at bryde den negative og tunge cirkel, hvis vi vil det. Forandring er mulig.
Jeg vil her forsøge at videregive mine egne erfaringer, som jeg blandt andet får i mødet og samtalen med mange mennesker. Der er et fælles mønster, der gentager sig i os.
De to jeg'erDer udspiller sig en stadig kamp mellem dit ego/falske jeg og dit Gud-skabte/sande jeg. Rettere sagt: Det er dit ego, der tager kampen om med dit sande jeg, som ikke behøver at kæmpe, men bare er i dig.
De to jeg'er kaldes også for skumrings-jeget og morgengryets jeg. Blot ordene fortæller om modsætningen mellem mørket og lyset. Apostlen Paulus taler om de to samme sider i mennesker, men kalder egoet for ”kødet”, og det sande jeg for ”ånden”. Han gør det meget jordnært ved at nævne eksempler på, hvordan det giver sig udtryk i hverdagen:
”Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags” (Galaterbrevet 5,19–20).
"Men Åndens frugter kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. ... Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden" (Galaterbrevet 5,22 og 25).
Egoets karakter
Egoet er en stærk dominans. Herfra kommer alt det destruktive, det der holder dig nede og på plads. Det er den stemme i dig, der nok skal styre og bestemme dine tanker. Egoet er ikke et opløftende selskab at være i kontakt med, for den side i dig vil altid gøre dig mindre, end du er. Egoet er fejlfinderen og fyldt med beklagelser. Herfra kommer enhver form for mindreværd, usikkerhed og frygt.
Dit sande jegs karakter
Du er skabt i Guds billede, hvilket vil sige, at Gud har sat sit aftryk i din sjæl og din personlighed. Han har skabt dig til godhed. Guds svar på egoet er Helligånden, kraften i vores bevidsthed, som befrier i stedet for at binde. Det er kærlighedens rensende og helende Ånd. Den virkelighed, som strømmer ud fra Guds stemme i dig, er en totalt anden måde at opfatte dig selv og andre mennesker på, end egoets syn.
Guds virkelighed kan ikke udslettes i dig, men den kan skjules af egoets stemme, om vi lader det ske.
Kærlighedens mirakler
Forandringen og brydningen af den negative cirkel, begynder med, at du tager Gud alvorligt som en universel, åndelig kraft. Kristus har vist os en vej. Alt, hvad han gjorde og sagde, var helbredende og gjorde mennesker hele og frie. ”Gå bort med fred!” var ofte hans hilsen.
Helligånden formidler til hver en tid kontakten til Gud og til Kristusbevidstheden. I det lys er vi hellige væsener, individuelle celler i kroppen på Kristus. Vi er alle et i ham. Vi vågner fra drømmen om, at vi er svage og uden værdighed, for Guds kærlighed fylder os hvert øjeblik med en usigelig værdighed.
”Intet du gør eller tænker, eller ønsker eller udfører er nødvendig for at bevise dit værd.” (fra "Kærlighedens mirakel – en spirituel guide" af Marianne Williamson). Du er i sandhed både dyrebar og god alene i kraft af dit gudskabte jeg og Guds virkelighed i dig. At overgive en given situation eller fastlåshed til Gud, betyder, at vi giver ham vore egne tanker om det, tanker der ofte er præget af egoets dominans.
Det skaber mirakler i dagligdagen at få et helt andet syn på dig selv og verden.
Det tredje øje
Kærligheden ses ikke med det fysiske øje og høres ikke med det fysiske ører. Kærligheden fornemmes gennem en anden form for syn, en anden tilgang til virkeligheden end den synlige og stoflige.
Metafysikere kalder det for ”Den tredje øje”, kristne kalder det for ”Helligåndens berøring”, og den alternative verden kalder det for ”Det højere selv”. Alle tre udtryk er en god beskrivelse af Guds usynlige virkelighed og formidler et totalt anderledes syn på os og verden, end egoet fortæller os.
Det handler om at lade Guds lys stråle igennem os og giver os et glimt i øjet, som ikke kan købes for penge! Det er en usynlig energi med en synlig effekt.
Vores problem i dag, er at vi ikke tror på en sådan spirituel kraft, som Gud er ophavskilden til! Det skal egoet nok forsøge at gøre sit til. Hav tillid til kærlighedens mirakler i dig og i din hverdag.
Bed en bøn
Du er Guds elskede datter/søn, sat fri af egoets magt over dig. Det ændrer ikke nødvendigvis dagligdagen på det fysiske plan, men det gør noget skelsættende ved dig på bevidsthedsplanet, det usynlige plan. Det ændrer dit syn på dig selv og andre mennesker. Lad således Guds virkelighed tag bevidst bolig i dig. Igen og igen. Egoet vil gøre sit for at få dig fra det, men tage kampen op. Det lønner sig. Glæden vil langsomt indfinde sig, og Åndens frugter, som Paulus taler om, vil blive en del af dig.
Bed gerne denne bøn, når egoet tager over:
Kære Gud, jeg er parat til at se dette på en anden måde (nemlig i lyset af din kærlighed til mig og verden).
Sig ofte til dig selv:
I Guds lys er jeg værd at elske.
I ham er jeg hellig og ren.
Inspirationskilde til denne artikel er ”Kærlighedens mirakel – en spirituel guide” af Marianne Williamson. Borgens Forlag, 2004.
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano