Den åndelige arv bliver stærk i fastetiden

Denne fastetid har ledt mine tanker tilbage til mine egne åndelige rødder, og især til de mennesker, som på deres egen måde ledte mig ind på den åndelige vandring. Det har affødt en dyb taknemmelighed.

Min far og morfar var begge mænd, som levede deres liv i bøn. Tidligt om morgenen stod de op og tilbragte tid i stilhed. Der var en skjulthed omkring dette – det var ikke noget, de rigtigt talte om – det var bare sådan. Døren var lukket, og hvad der skete bag døren, har jeg kun en fornemmelse af. Men jeg ved, at de søgte Gud. I medgang og modgang. Bibelen blev læst, og der blev bedt for alle os andre.

På deres stille måde modellerede de en vej, som jeg siden har længtes efter at kunne gå lige så regelmæssigt. At søge Gud før alt og midt i alt. At gå ind i sit kammer i skjulthed for at vende sig mod det egentlige, hvorfra alt andet skulle hente mening og perspektiv.

Mange af mine jævnaldrene lagde en distance til fortidens tale om et andagtsliv, fordi det alligevel ikke lykkedes og fik en lugt af et “11. bud". I dag ser jeg, at andagten var en livskilde, ikke et livskrav. 

Min morfar sang en gammel søndagsskolesang, som lagrede sig i mit sind så tidligt, at det måske er den, jeg vil sidde senil på plejehjemmet og synge, når alt andet er væk. Men det vil heller ikke være så dårligt. Den er igen kommet i forgrund her i fastens stilhed:

Jesus, din vil jeg være
dan mig helt til din ære
lær mig elske dig, tro og følge dig
altid gå på din vej
Tag min hånd i din
Led mig trin for trin
til jeg frelst og salig
går i himlen ind.

At blot være et led i en åndelig tradition. At blot være en blandt mange. At erkende en arv. Det skaber sin egen forankring og ro.

Ole Backer Mogensen er sognepræst i Græsted og blogger i fastetiden på eftertanke.dk.