Fukushima betyder “hvis Herren vil”

Det er hjerteskærende at følge nyhedsstrømmen fra Japan efter jordskælv og tsunami forrige fredag. Det ene øjeblik er det hverdag. Man passer sit arbejde, luger haven eller sidder i et højhastighedstog på vej til et møde. Det næste øjeblik falder alting sammen. Man flygter. Ens hjem og by bliver revet bort på et øjeblik af en altødelæggende bølge.

Pludselig har man kun det tøj, man står og går i. Der er udsigt til, at man skal klare sig på sparsomme madrationer i telte eller uopvarmede bygninger uden nogen deadline for, hvornår man har chance for at vende tilbage til noget, der kunne ligne et normalt liv igen. Og oven i det hele er der truslen fra det havarerede atomkraftværk Fukushima I, som har skabt frygt langt ud over Japans grænser.

Katastrofen er blevet mig en påmindelse
Men i Danmark? Ja, det hele er jo så langt borte. Det påvirker næppe min hverdag. Med mindre man går med planer om at bestille en Toyota pickup. Der kan efter sigende blive noget ventetid. Tilmed ligger vi jo i en egn af verden, hvor jordskælv og tsunamier mildt sagt hører til sjældenhederne.

Alligevel må jeg sige, at katastroferne i Japan for mig er blevet en påmindelse. En påmindelse om, at jeg er et skrøbeligt menneske i en falden verden. Indrømmet, jeg kan ikke ét ord japansk. Alligevel er "Fukushima" for mig kommet til at betyde: "Hvis Herren vil".

Jeg fornemmer, at der er mere, som forener mig med de mennesker, som er ramt af katastrofen, end der skiller os. Jeg passer også mit arbejde, luger haven og sidder i et højhastighedstog på vej til et møde. Jeg har forventninger til fremtiden. Jeg har sat børn i verden og forsøger at opdrage dem til at være ansvarsbevidste og træffe gode valg. Jeg optager lån i mit hus, som jeg først er færdig med at betale ud, når jeg er gået på pension. Jeg har været på coachingkursus og er blevet fortalt, at de fleste begrænsninger, jeg oplever, i virkeligheden kommer fra mig selv.