Stefan og Lois Lindholm er ledere af L'Abri i Sverige. Et sted, hvor søgende mennesker kan få ro, rum og ord til at stille deres spørgsmål.
- Stefan Lindholm.
Lea Braüner Larsen |
1. juli 2011
Siden stiftelsen i 1955 har bevægelsen L’Abri forsøgt at skabe et fristed for søgende og spørgende mennesker
”L’Abri er i den grad relevant i dag. Uanset om du er kristen eller ej, så har du behov for at stille spørgsmål. L’Abri er også en modkultur mod den stigende isolation af mennesker i det moderne samfund.”
Det siger Lois og Stefan Lindholm, som siden december 2010 har været ledere af bevægelsen
L’Abri's hjem i Sverige.
Men historien om L'Abri starter et helt andet sted. Efter anden verdenskrig flyttede det amerikanske par Edith og Francis Schaeffer til Europa som missionærer. I begyndelsen af 1950’erne gennemgik Francis en større troskrise, hvor han satte spørgsmålstegn ved sin egen tro og sit arbejde som missionær. I 1955, da han var kommet ud på den anden side af krisen med troen i behold, besluttede han og Edith, at de ville åbne deres hjem for mennesker som søgte svar på deres spørgsmål. Stedet fik navnet L’Abri, fortæller Stefan og Lois Lindholm.
”L’Abri er fransk og betyder læ eller beskyttelse. Det er et læsted for folk som har brug for at stille spørgsmål. Store spørgsmål om meningen med livet og personlige spørgsmål.”
I begyndelsen var det begrænset, hvor mange mennesker der besøgte L’Abri. Edith og Francis Schaeffer var af den opfattelse, at de ikke skulle reklamere en masse for stedet, men at kendskabet til stedet skulle spredes via personlige relationer. Da ungdomsoprøret kom i 1960’erne og 70’erne, var kendskabet og ikke mindst de unges behov for et fristed til at stille spørgsmål om tro og blive taget alvorlig blevet større, og L’Abri voksede efter behovene. I dag ligger der otte L’Abri-hjem fordelt over hele verden. Mange af disse hjem er startet af folk, der har arbejdet på L’Abri i Schweiz.
”L’Abri er ikke en bibelskole og det er heller ikke et retrætecenter. Det er nærmest et studiecenter i et privat hjem.”
Ifølge Lois og Stefan Lindholm er frirummet til at stille spørgsmål og diskutere helt essentiel for L’Abri, men gæstfriheden er også et meget vigtigt element. Afhængig af stedets størrelse og antallet af besøgene bor gæsterne privat hos lederparret eller andre ansatte.
”Gæstfriheden er vigtig. Du bliver modtaget i andres hjem, og her er der plads til diskussioner og tvivl. Gæstfriheden og pladsen til spørgsmål afspejler sig også i dagsprogrammet. Halvdelen af dagen bruger gæsterne på at studere, over frokosten diskuterer vi forskellige emner, og den anden halvdel af dagen hjælper gæsterne til med praktiske gøremål i huset eller haven,” forklarer Lois.
Selvom stedet sætter studietid og diskussioner i fokus, er det ikke kun for studerende og intellektuelle. Stefan uddyber det yderligere.
”L’Abri er for alle, og vi udfordrer alle til at tænke intellektuelt. Det plejede at være alle mulige mennesker som besøgte L’Abri. Nu er det ofte folk i periferien af kirkerne som kommer. Folk som ikke føler, de kan rummes af kirken. Vi ser sjældent folk som ikke har relation til kirkerne.”
Stefan og Lois kan begge bruge deres uddannelser i forhold til arbejdet med L’Abri. Stefan har en uddannelse i teologi og Lois er sygeplejerske. Lois har også studeret litteratur, og Stefan er redaktør for et teologisk tidsskrift.
Er L’Abri stadig relevant i dag?
”Fælleskab og spørgsmål. Det er hvad folk søger i dag. L’Abri er et fællesskab som arbejder midt i livet, og det er kun for en begrænset periode af dit liv. Det er netop, hvad folk har brug for,” forklarer Stefan.
Selvom de glade hippietider og oprøret mod autoriteterne for længst er overstået, er der ifølge Stefan stadig et behov for steder som L’Abri, men L’Abri må følge med tiden og forandre sig.
”På nogen områder har L’Abri forandret sig meget siden Schaeffer stiftede det. Nogle af tingene er af praktisk karakter, for eksempel er bevægelsen mere struktureret i dag. Men L’Abri skal altid være klar til at møde og diskutere med mennesker i tiden, og derfor må det også forandre sig med tiden.”
Lois og Stefan Lindholm mener også, at spørgsmålenes karakter har forandret sig med tiden. Hvor folk tidligere kæmpede med spørgsmålet om hvorvidt Gud overhovedet eksisterer, så kæmper de i dag med en anden side af Guds eksistens. Kristne anklager i højere grad Gud for ondskaben i verden, og det giver moralske problemer. For mennesket kan ikke tro på en Gud med en lavere moral end mennesket.
”I dag har folk færre store spørgsmål end tidligere. Spørgsmålene er mere personlige nu. De reflekterer, det samfund vi lever i. Vi hjælper folk med at finde frem til deres spørgsmål og få sat ord på dem. Vi kan tilbyde ærlige svar til ærlige spørgsmål. En kristen skal altid stille spørgsmål,” forklarer Stefan.
Lois supplerer ham: ”Mennesker i dag har sværere ved at stole på andre mennesker, Gud og på at der findes svar på deres spørgsmål. På den måde tror jeg, det er hårdere at arbejde på L’Abri i dag end tidligere.”
Den forandring L’Abri har undergået har skabt splid internt i bevægelsen. Schaeffers yngste datter og svigersøn har taget afstand fra L’Abri og i stedet skabt The Schaeffer Foundation. Ifølge svigersønnen Udo Middelmann har L’Abri bevæget sig for langt væk fra Edith og Francis Schaeffers oprindelige arbejde, når det kommer til teologi og filosofi.
Lois og Stefan Lindholm har været ledere af L’Abri i Sverige siden midt i december 2010, men det svenske L’Abris historie går længere tilbage end dem. L’Abri i Sverige blev startet af det svenske par Per Staffan og Lisa Johansson ved naturreservatet Kullaberg i Sydsverige. De havde tidligere arbejdet fem år på L’Abri i Schweiz og tog visionen med dem hjem til Sverige. Stedet har været meget inaktivt siden midt i ’90erne, og Stefan og Lois Lindholm glæder sig til at bygge stedet op igen.
”Den store vision er i første omgang at holde åbent en hel måned til sommer fra den 7. juli til den 8. august. På længere sigt håber vi at kunne bygge stedet op til at have åbent året rundt. Det er vores bøn.”
L’Abri i Sverige er ikke så stort som mange andre steder i verden. Huset i Mölle har plads til 12 overnattende gæster på sovesale. Gæsterne bor i samme hus som Lois, Stefan og deres to børn.
L’Abri finansieres ifølge Stefan og Lois gennem Guds handlinger. Den løber primært rundt ved hjælp af pengegaver. Gæsterne ved L’Abri betaler også for at bo på stedet, men økonomien skal ikke afholde nogen fra at kommer der.
”Vi lever efter en gaveøkonomi. Vi har fået meget givet, og vi giver det videre.”
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano