"Da paven Johannes Paul II talte i Damaskus i Syrien i 2001, talte han faktisk på vegne af alle kristne, og jeg følte også, at han talte på vegne af mig,” udtalte Gregersen.

Det afviste biskop Lise-Lotte Rebel fra Helsingør Stift. Hun ønsker ikke at lade paven tale på hendes vegne, da det strider imod det lutherske kirke – og embedssyn.

”Alle er lige over for Gud. Vi er alle bisp og præst for Vorherre,” sagde hun.

Vi skal skærpe vores identitet
Rebel mener, at der i forvejen eksisterer et upåklageligt samarbejde og en god forståelse imellem folkekirken og den katolske kirke i Danmark, men at det også er vigtigt at stå fast på sin egen kirkes grund.

”Vi lever i en tid, hvor det er vigtigt at skærpe sin egen identitet. Det er gavnligt i mødet med andre troende og andre religioner. Man skal skærpe sin egen tro, ellers respekterer man modparten for lidt og anerkender ikke dennes forskellighed.”

Men hvis man hele tiden skal skærpe sin identitet, går der identitetspolitik i den, mener Gregersen. Det kan give en polariseret bevidsthed.

En tilhører spurgte, hvorfor folkekirken vægrer sig ved at skrive under på internationale økumeniske erklæringer. Til det svarede Rebel, at der ikke var brug for det, da de blot er ”tomme dokumenter.”

Men det er ren ”nonchalance” ikke at skrive under, mener Gregersen.

Kirkens enhed er endemålet
Biskop Czeslaw Kozon fra den katolske kirke mener, at kirkerne er kommet langt i forhold til at respektere hinanden, og at den stærkeste mistro og eksisterende fordomme er nedbrudt imellem kirkerne. Men det er ikke nok at samarbejde fra tid til anden og vise forståelse. For endemålet er kirkens enhed, hvilket den katolske kirke ifølge Kozon har været optaget af siden oldkirkens tid.

”Det er en skandale, at kirken er delt. Det strider imod evangeliet. Målet må være den udelte kristenhed, som det var i det første årtusinde.”

Men Rebel mener, at det udgangspunkt ikke er uden problemer.

”Vi skal ikke glorificere den første kristenheds enhed.”

Også dengang var der splittelse, og Paulus kaldte utvetydigt Peter for en hykler.

Men trods alle meningsforskellene er Kozon ansporet til at fortsætte med at arbejde sammen med folkekirken og prøve at få kirkerne til at nærme sig hinanden. Den katolske kirke har ikke oprindeligt været så interesseret i økumenien, men han fastholder, at kirken i dag er meget opsat på det.

”Der er ingen vej tilbage for den økumeniske dialog. Det er ikke blevet mindre aktuelt, blot fordi vejene er blevet vanskeligere. Vi skal mønstre det kristne håb.”

Og dermed er bolden givet op til folkekirken.