Maleriet kaldes "Sankt Frans´ bryllup med fattigdommen" og er et udtryk for hans indre liv, svarer kunsthistoriker Sissel F. Plathe
Spørgsmål:
I Musée Condé, Chantilly, er der et billede af Sassetta, som hedder 'Frans af Assisis mystiske bryllup'. Billedet forestiller tre unge kvinder på vej op i himlen og tre unge kvinder i samtale med Frans. Hvilken begivenhed i Frans' liv hentydes der til?
Med venlig hilsen
Jean Ekström
Svar:Kære Jean Ekström
Maleriet af Sassetta, du omtaler som
Frans af Assisis mystiske bryllup kaldes også
Sankt Frans bryllup med fattigdommen, på engelsk
Marriage of St. Francis to Lady Poverty. Det er malet i 1440 og er en del af en altertavle med flere bevægelige fløje.
Maleriet har været placeret på bagsiden af altertavlen, hvis hovedbillede er Sankt Frans stigmation. Tavlen blev udført til klosterkirken San Francesco i Borgo San Sepulcro.
Motivet viser Frans af Assisi, som træder frem mod Fattigdommen, symboliseret ved den unge kvinde i midten, for at sætte en ring på hendes finger, sandsynligvis på samme måde som Sankt Katherinas mystiske trolovelse med Kristus. Fattigdommen er ledsaget af to andre unge kvinder, Kyskheden og Lydigheden.
Det er vigtigt at bemærke, at Fattigdommen er iklædt en simpel grå kjole og har bare fødder, mens de to andre kvinder har henholdsvis en rød og hvid kjole og små sorte sko. De tre kvinder, der svæver væk derfra, er de samme, Kyskhed, Fattigdom og Lydighed. Fattigdommen vender hovedet og kigger sødt tilbage på sin brudgom.
Maleriet gengiver således ikke en virkelig episode i Frans af Assisis liv, men er udtryk for hans indre liv og forsagelse af rigdom til fordel for fattigdom, kyskhed og lydighed.
Med venlig hilsen
Sissel F. Plathe
Kunsthistoriker og kirkekonsulent ved Nationalmuseet