Manden er Paulus, den gamle apostel, som er kommet tilbage fra de hensovede. Engang sagde Paulus, ”man må være for en jøde som en jøde, for en græker som en græker”.

Han er spændt på, om de her i 2011 har husket pointen og kommunikerer målrettet i tidens toneklang til de forskellige målgrupper i samfundet.

Paulus blev glædeligt overrasket, da han kom til de danske menigheder for at se til dem. "Påskesalg," stod der med fede iøjnefaldende typer hen over annoncesiderne, da han som noget af det første slog op i landets ugeaviser og reklamer.

Tænk at kristendommen er så levende i dette land, at selv butikkerne fejrer påske! Men skuffelsen blev på størrelse med glæden. Der var ikke skyggen af et kristent symbol i nogen af butikkerne, ikke så meget som en melodistump fra kirkens påskemusik. Ikke et hjørne til åndelig fordybelse, ingen vise kristne leveord at lade sig fylde op af og have med sig til videre inspiration og refleksion, kun påskeæg og påskeøl.

Paulus gik på nettet og fandt frem til kirkerne i Danmark, og glæden voksede i ham igen. Han kunne se, at der sker mange forskelligartede, iderige og spændende ting i kirkerne i landet.

Paulus lejede en bil og kørte landet tyndt for at deltage i så mange forskellige gudstjenester han kunne, så mange forskellige steder i landet som muligt. Og han blev opløftet og glad over det, han oplevede, men der var også noget, der undrede ham dybt.

Gang på gang deltog han i gudstjenester, hvor der ikke sad over 10 gudstjenestedeltagere i kirken. Det var altid på søndag formiddage. I de samme kirker kunne han om onsdagen, eller en anden dag i ugen forinden have oplevet en familiegudstjeneste, en tema-gudstjeneste, en meditation, musikgudstjeneste eller andet, hvor der var mindst 40 forsamlede.

Paulus undrede sig. Han undrede sig både over det han så og oplevede, og over det, han ikke fik at se, det han ikke kunne opleve. Tiden er så åbenlyst præget af, at mennesker lever et individualistisk liv, hvor det gælder om at være noget særligt, hvor det er yt at være almindelig, og hvor man mere eller mindre konstant skal bygge sig selv og sin egen identitet op.
Hvorfor tager kirken så ikke bestik af det og neddrosler de almindelige gudstjenester, de gudstjenester der ligner hinanden til forveksling fra sted til sted og fra uge til uge, og satser meget mere på de særligt tilrettelagte gudstjenester?

Det er jo åbenlyst, at menneskene i Danmark ikke alene er optaget af at have det godt materielt, men at de også i høj grad gør sig overvejelser om, hvad der er meningen med livet, hvad er godt og ondt, retfærdigt og uretfærdigt.

Fællesskab, troværdighed, mangfoldighed, omsorg, relevans, forandring, særlig, etik, moral, eksistens, unik er i høj kurs, hvorimod flokmentalitet, belæring, enshed, normal, almindelig er yt.

Hvorfor slår kirkerne i forskellige områder sig ikke sammen og holder en kirkefestival med musik, andagt, meditation, mad, leg, teater, tegning, læsning, bøn – en festival, hvor der er noget for enhver smag, for enhver aldersgruppe?

Hvorfor har kirken ikke en bod, når en af byens foreninger holder loppemarked? Her kunne kirken byde på kaffe og bibelkage, sælge kort og klistermærker, sælge produkter, hvor overskuddet går til mission og hjælp til mennesker i nød. Hvorfor ser man næsten ingen mennesker med t-shirts, skuldertasker, halstørklæder, kasketter eller andet med kirkens logo på?

Det kristne budskab er verdens bedste budskab. Det er kirkens opgave at formidle det på en måde, der er relevant og tidssvarende i år 2011.
Se nu på mig, jeg er jo ikke kommet hertil hverken med skib eller til fods, og jeg klæder mig heller ikke i kjortel, selvom det var det, jeg gjorde for 2000 år siden. Hvorfor skulle jeg det?

Jeg vil da også meget hellere gå med min Crumpler-taske, ligesom jeg synes, det er meget sjovere at bo på et værelse på Hotel Fox end på et hvilket som helst stangvare hotel. Det siger jo også noget om, hvem jeg er som menneske - og det morer mig! Man må være for en jøde som en jøde, for en græker som en græker.

Efter nogle uger i Danmark satte Paulus atter kursen mod lufthavnen for at besøge menigheder andre steder i verden. Jeg gik også på vingerne og fløj tilbage mod Sæby præstegård, hvor jeg til daglig er præstegårdsflue.

Helene Wonsbek Rasmussen giver stafetten videre til lektor Hans Vium Mikkelsen