Hver søndag er en påskemorgen

Jeg har tilsvarende stået i Tarsus i Tyrkiet ved det hus, hvor Paulus formentlig blev født, voksede op og boede. Jeg har stået ved den mole, hvorfra hans missionsrejser udgik. Jeg har gået i gaderne i Efesos, stået i teateret, hvor han talte og forkyndte, stået på Akropolis i Athen, hvor han talte om ”den ukendte Gud”. Jeg har gået ad den lige gade i Damaskus, hvor han som blindet blev ledt, efter at have mødt lyset i hans (Jesu) ord, som han bekæmpede, og hvis tilhængere han bekæmpede og forfulgte.
Noget sådant er historisk meget interessant, men det giver ikke tro, det skaber ikke tro. Det overbeviser ikke en om, at så er det alligevel nok sandt, hvis man skulle tvivle derom.

Nej, det afgørende er nærværet og samtidigheden. Den kommer af at høre. Troen kommer af det, der høres. Det gør indtryk, når man tænker i vores gamle kirker, at her lyttede vore forfædre sig til troen. Troen kommer af det, der høres, af det, der forkyndes.

Påskebudskabet hører vi året rundtHver eneste søndag er således en form for påskemorgen. Hver eneste søndagsgudstjenestes tekster er en nutidig forkyndelse af, at Kristus er opstået fra de døde.

Og som englen sendte de tre kvinder og disciplene hjem til Galilæa, hvor de skulle se ham (Kristus), som han havde sagt dem, således sendtes vi hjem fra kirke, fordi det er i hverdagen og dagligdagen, vi gribes af den tro, at for eksempel sygdom ikke har den afgørende magt i et menneskes liv, selv om sygdommen er livstruende eller dødelig.

Eller opdager, at her løftes en flig ind til Guds magt og Guds væsen, som ikke bygger på vrede og magt, men på afkald af ydre menneskelig magt. Eller at ord kan sætte en verden i værk. At ord kan styrte en verden i grus. At ord kan vække det døde til live. At Gud ikke forbliver skjult og ophøjet, men kommer til os her og afslører sig som fylden i livet. Og at alt dette kan erfares også af os.

Kristus taler os til i nutidPrædiketeksterne mellem påske og pinse drejer sig i særlig grad om, hvordan den opstandne Kristus viser sig for sine disciple.

Hermed har vi fået et fingerpeg om, hvordan vi kan forstå hver evig eneste søndag året rundt som en påmindelse om, at Kristus opstår fra de døde, og han møder os nu og taler til os.

Derfor er det selvfølgelig nødvendigt at gå i kirke og høre det som nutid, høre at han selv er til stede i ordet. At være kulturkristen, som nogle ynder at betegne sig, er sympatisk, men i grunden meningsløst.

At være kristen er ikke en historisk proces, nej, det er at blive talt til, lytte og at gribe sandheden i tillid og tro. Gribe den trøst og tilgivelse og sandhed om mig og mit liv, der her blev åbenbaret af Kristus selv i ordet.

Grundtvig har sagt det på en måde, så Kierkegaard ville være enig heri:

"Hver en søndags morgenrøde
bringer nu for døden bod,
kalder underfuldt tilbage
alle Herrens levedage."

(Den danske salmebog nr. 406, vers 1)

Hvor vi tales til og lytter, bliver vi samtidige med ham, og her kan troen gribe os.

Poul Henning Bartholin
Domprovst i Aarhus-Samsø Provsti