Lisbeth Riisager Henriksen |
20. maj 2011
Kristendommen tilbyder en vej til noget andet og bedre end en mening med tilværelsen. Den tilbyder troens vej, skriver Lisbeth Riisager Henriksen
Når vi rammes af modgang, spørger vi ofte om en årsag til den og et formål med den. Det første er noget bagudrettet og efterlader os ofte med en oplevelse af at være blevet uretfærdigt behandlet. Det andet er fremadrettet og efter min overbevisning mere håbefuldt. Men hvad er så formålet med et liv med megen modgang – eller er der overhovedet et sådant?
Det er et almenmenneskeligt ønske og behov, at livet skal være meningsfuldt. Og når livet lykkes for os og har umiddelbar sammenhæng, så giver det ofte sig selv, hvad meningen er.
Men når modgangen og ulykken rammer os eller vores pårørende og griber ind i hele vores livssituation, for eksempel med kronisk sygdom eller handicap, så melder spørgsmålet om mening sig for alvor.
Det hjælper at have et formål for øjeErfaringer viser, at det for mange mennesker er en stor hjælp i svære modgangstider, hvis man kan få øje på et overordnet formål med sit liv fremadrettet og altså har noget væsentligt at fokusere på.
Det kan give en psykologisk form for helbredelse, det vil sige ikke fjerne sygdomme, handicap og genvordigheder i livet, men tilskrive dem en mere underordnet betydning i forhold til et højere, åndeligt fokuspunkt, som giver håb, mod og kraft til at gennemleve en del af genvordighederne. Har man set meningen med sit liv, kan man tåle meget.
Frankl fandt en meningDet erfarede eksempelvis den jødisk-østrigske psykiater Viktor E. Frankl. Han kredsede i sin eksistentielle psykoterapi om, hvad der konstituerer mening i betydningen formål, idet han tog udgangspunkt i sine personlige observationer af, hvad der gav overlevelseskraft hos ham selv og hans kammerater, da de var i koncentrationslejr under Anden Verdenskrig.
Han erfarede, at dem, der var orienteret mod fremtiden, og som kunne fokusere på noget uden for sig selv – for eksempel på en opgave eller en person, der ventede på dem – havde størst chance for at overleve interneringen.
Han mente således at finde mening i såvel skabelse i bredeste forstand som i relationer og kærlighed. Men han mente også, at der var mening at hente i lidelsen, idet den sætter en mulighed op for åndeligt at forholde sig på forskellig vis til lidelsen.
Behovet for at blive set og hørt som den, man er
Vi mennesker har et grundlæggende behov for at blive set, hørt, værdsat og elsket som dem, vi er – elsket af vores medmennesker og, hvis man er troende, af Gud. Hvis man føler sig set og hørt som den, man er, føler man ofte, at livet giver mening både bagudrettet og fremadrettet.
Så er livet ikke ganske uretfærdigt, og der er noget grundlæggende formålsfuldt og positivt omsluttende i ens liv. Det er fantastisk, hvor meget man som menneske faktisk til tider kan klare at gennemleve, hvis man oplever sig set og hørt af i det mindste nogle mennesker og af Gud.
Oplever man sig derimod overset eller ikke set og hørt som den, man virkelig er, så vil man som oftest føle sig uretfærdigt behandlet og samtidig have svært ved at løfte hovedet og se fortrøstningsfuldt fremad i sit liv.
Kristus er sammen med os i lidelsen
Kristendommen tilbyder en vej til noget andet og bedre end mening: Den tilbyder troens vej. Med Kristus forholder det sig således, at han vil lide sammen med mig og være hos mig, selv når der ikke er meget tilbage, jeg selv kan gøre noget ved eller se noget formål med.
Det kan langfredag også minde os om. Han har selv været dér, hvor der er allermest mørkt, og hvor der føles Gudsforladt at være, så han kan også møde mig, hvor jeg oplever langfredagsmørke og Gudsforladthed.
Derfor er det væsentligste måske nok så meget et håb om, at Gud slår følgeskab med mig i lidelsen. Kærlighed og værdsættelse er vigtigere end retfærdighed. Fokus flyttes i samme takt fra noget bagudrettet: ideen om (u)retfærdighed til noget nærværende og fremadrettet på et højere plan end det, jeg selv kan præstere: håbet om Kærligheden fra Kristus.
Meningen ser vi i kærlighedens lys
Når dén kærlighed sætter sig igennem og vi oplever os set og forståede som dem, vi er, så kan vi måske alligevel se en mening med vores liv trods alt det, der synes meningsløst og mørkt.
Det er som med en glasmosaik i en kirke: Den giver først mening, når den ses indefra – ses med lyset, der strømmer ind igennem glasset og derved lader mosaikkens farver og skønhed komme virkelig til sin ret. Uden lys derimod giver den ikke mening.
Det samme kunne man sige om et menneskeliv: at det unægteligt påvirker oplevelsen af meningsfylde, hvilket lys man får kastet ind over og lever sit liv under, og hvorfra man ser sit liv.
Denne artikel er en forkortet version af et blogindlæg skrevet i forbindelse med udgivelsen af bogantologien "Hvad i alverden er meningen? Om at leve med kronisk sygdom og handicap,” som udkom på Unitas Forlag den 14. april. Læs mere om bogen her: http://www.unitasforlag.dk/billeder/75_Pressemeddelelseunitas.pdf. Lisbeth Riisager Henriksen er cand.mag., redaktør og forfatter og har redigeret nævnte bog.
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano