Helge Kjær Nielsen |
5. maj 2011
Bibeloversættelser møder altid stærkest kritik, når de bliver udgivet, og de når aldrig højere i kurs end lige før, de skal afløses af en ny, skriver professor Helge Kjær Nielsen
Der har i den seneste tid været en del debat omkring oversættelse af Bibelen, blandt andet i forbindelse med udgivelsen af "Den Nye Aftale - Det Nye Testamente på nudansk." Hvad sker der, når man omskriver Bibelen til et moderne sprog? Skaber det fornyelse eller forfladigelse? Kan man modernisere uden at ændre afgørende på indholdet?
Teologiprofessor Helge Kjær Nielsen svarer:
Kritisk debat fremmer bibelforståelsenAt fremlægge en ny bibeloversættelse er samtidig at trykke på den kontakt, der udløser en debat om den nye oversættelse og ofte om bibeloversættelse i det hele taget.
Det bekræftes ved Bibelselskabets udgivelse af en ny og ændret version af Den Nye Aftale. Det er der på ingen måde grund til at beklage. En saglig debat kan kun være fremmende for det altid aktuelle arbejde med oversættelse af Bibelen.
Der er enighed om, at der på grund af sprogets udvikling er behov for med mellemrum at foretage en nyoversættelse af de bibelske skrifter. På den måde fremmes forståelsen, idet afstanden til sprog og tankegang i Bibelen afkortes.
Der er også vidtgående enighed om, at der er behov for forskellige oversættelser, da sprogbrug og begrebsverden hos for eksempel børn og unge adskiller sig markant fra andre grupper. Kritikken gælder måden, opgaven løses på.
Hvad angår de autoriserede oversættelser er det tankevækkende, at kritikken er stærkest ved fremkomsten, og de aldrig når højere i kurs end lige før, de skal afløses af en ny.
Til kritikken af nye oversættelser hører ofte, at oversættelsen fjerner sig for langt fra grundteksten; at centrale ord og begreber er afløst af nye, hvorved der ændres ved de bibelske udsagns indhold; at bibelsproget er forfladiget og profaneret ved i for høj grad at være ført på linje med den almindelige sprogbrug.
Til kritikken af den nye version af ”Den Nye Aftale” hører også, at Bibelens historiske troværdighed anfægtes. Det kan dog ikke være begrundet i selve oversættelsen.
Bibeloversættelser må gerne være dristige
Det er klart, at der i alt oversættelsesarbejde indgår en fortolkning. Et tydeligt eksempel findes i Matthæusevangeliet 10,29. Skal der som i den autoriserede oversættelse fra 1948 oversættes: ”uden jeres Faders Vilje”, som i oversættelsen fra 1992: ”uden at jeres fader er med den”, eller som i den nyeste version: ”uden at jeres far er med.” I den forrige version lyder gengivelsen: ”uden at jeres fader vil have det”? Her er den nyeste gengivelse i øvrigt en omtrentlig parallel til ordlyden i den autoriserede oversættelse.
Dette eksempel kan samtidig være en tydeliggørelse af, at nye oversættelser kan være inspirerende og frugtbare for fortolkningen.
Der er mange eksempler på, at man i bibelkredse har haft stort udbytte af at arbejde med forskellige oversættelser. Det forhold, at den nye Skolebibel rummer flere oversættelser, gør det så meget lettere at foretage den slags sammenligninger.
Det i den autoriserede oversættelse ofte forekommende udtryk ”de hellige” er i Den Nye Aftale ofte oversat ved ”menigheden” eller ”de kristne”, og denne forskel i forhold til den autoriserede oversættelse kan være nyttig for forståelsen af de relevante bibelsteder.
Den Nye Aftales oversættelse af Fadervor er meget forskellig fra den, vi møder andre steder, og dermed et eksempel på det oversættelsesprincip, der i større eller mindre grad er bestemmende for nyere oversættelser, nemlig at det kan være nødvendigt at fjerne sig langt fra en nogenlunde ordret oversættelse, hvis man vil have grundtekstens mening bedst muligt gengivet.
Det er klart, at en sådan oversættelse kræver større dristighed fra oversætternes side, og de er dermed mere sårbare over for kritik. Men kritik kan også fremme forståelsen.
Gammeldags sprogbrug gør ikke bibelord mere helligeDet må ikke overses, at mange ord og begreber efterhånden tillægges en særlig betydning alene derved, at de forekommer i Bibelen. De tillægges så at sige en vis hellighed, og derfor holdes der ofte fast i dem, selv om de i sammenligning med kurant sprogbrug har passeret sidste salgsdato.
Et eksempel er ordet ”miskundhed”, der under protest udgik i den sidst autoriserede oversættelse og f.eks. i Salme 136 afløstes af ”trofasthed”. Også ordet ”frugtsommelig” kunne nævnes.
Af den ældre litteratur fremgår, at det ord kunne bruges om enhver kvinde, der er med barn. ”I den autoriserede oversættelse hedder det om Maria, at hun ”ventede et barn”. I mellemtiden er hun i ”Den Nye Aftale” blevet ”højgravid”.
Gør en oversættelse, der søger at tilpasse sproget til en bestemt kategori af læsere, eksempelvis unge og kirkefremmede, det religiøse mysterium mindre, som det er indvendt? Det er nok muligt, at der her kan ligge en fare.
En sammenligning mellem oversættelsen af indledningen til Johannesevangeliet i den autoriserede oversættelse og i ”Den Nye Aftale” er for mig at se et eksempel på, at det bestemt ikke behøver at være sådan.
Også med tanke på nye bibeloversættelser kan vi bruge ordene fra en af vore salmer, nemlig ”
Lad komme, hvad der vil”. Man skal imidlertid ikke fortsætte med sætningen, ”Jeg vil det alt bestride," men i stedet gå ind i en saglig debat om oversættelsernes kvalitet og berettigelse.
Det fremmer forståelsen af bibelteksterne og tjener dermed det sigte, som er bestemmende for enhver seriøs bibeloversættelse.
Helge Kjær Nielsen er professor i teologi ved Aarhus Universitet og panelist på kristendom.dk
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano