“Kampen om lovsang deler kirken”

I 1960’ernes ungdomskultur i USA fik man sit eget musikalske udtryk, og det er baggrunden for den nye tradition for lovsangskor. ”Koret,” omkvædet, var allerede kendt fra vækkelsessangene omkring år 1900, og den tradition fortsatte i en ny form og ikke mindst til en ny musikstil, der stilistisk var i pagt med den sekulære musik.

Lovsange er også skrevet af Grundtvig og mange andre, men med ordet ”lovsang” menes i dag en sang, der rummer en tilbedelse af Gud – ofte på en meget inderlig, følelsesnær og meditativ måde, akkompagneret af rytmisk musik, ikke et orgel.

Det var i denne form, at ”lovsangen” som genre vandt frem og blev langt mere populær end den læremæssigt indholdsfyldte salme eller den åndelige sang. De gamle salmer og åndelige sange var ikke længere så 'in' blandt ungdommen.

Det skete omkring 1990, at denne form for lovsang vandt frem. For eksempel i den store kirkelige bevægelse Indre Mission, hvor sang og musik altid har spillet en stor rolle.

I 1989 udkom en ny udgave af den traditionsrige sangbog Hjemlandstoner, stadig med en række salmer og åndelige sange. Men kort efter ændrede det sangtraditionerne i Indre Mission drastisk, at man blandt unge lod de faste sangbøger stå på hylden og i stedet gik over til at vise sange på væggen via en projektor.

Det gav mulighed for hurtige udskiftninger af sange. Og de engelsksprogede sange vandt kraftigt indpas, til nogen fortrydelse for den ældre generation, der ikke havde lært engelsk i skolen og dermed følte, at de blev holdt helt udenfor.

Kampen om lovsang er en generationskamp
Hvor lovsangene har vundet indpas, er der ofte opstået generationsproblemer. Den ældre generation forstår ikke, hvorfor man ikke længere skal synge de ”gode gamle salmer og sange.” De unge føler derimod, at de ikke forstår ordene og ikke berøres af indholdet i de gamle salmer med de mange vers.

Udgangen af striden er afhængig af, hvem der har ”magten” i den lokale sammenhæng. Hvis præst, organist og menighedsråd holder de nye strømninger ude, udelukker man også i praksis nogle af de unge.

Hvis de unge derimod kommer til, bliver de ældre knotne, fordi de finder lovsangene for ensformige, for indholdsmæssigt tynde og for fremmedartede.

Vi må balancere mellem forskellige udtryksformer
Det er en virkelighed, man må se i øjnene. Vi præster, organister og menighedsråd skal passe på ikke at hænge så meget fast i traditionen og det, vi kalder "den gode smag," at vi lukker af for et berettiget anliggende.

Paulus opererede med flere forskellige kategorier: ”salmer, hymner og åndelige sange”. Det var for ham ikke et enten/eller. Derfor bør der også ved gudstjenester og møder tages hensyn til forskellig smag og musiktradition, så færrest muligt føler sig fremmedgjort – og flest muligt kan lovprise Gud af hjertet på en måde, der passer netop dem bedst.

Jeg tilslutter mig den tidligere generalsekretær i IM, Jens Olesen, der engang forsvarede de unges musikønsker i en afbalanceret form:

”Fordi sproget og formen (kulturen) for menighedens tilbedelse og lovprisning forandres. Grundtvig skrev sine salmer på sin måde, blandt andet fordi menigheden ville have dem sådan. I dag skrives der en del lovsange og tilbedelsessange, som er enkle i formen. Det sker, fordi mange har glæde af dem. De bliver til velsignelse. Jeg vil ikke af med salmerne og de åndelige sange af den gamle slags med flere vers, men det er fint også at give plads for det nye.

Giv plads til forskellighed ved gudstjenester og møder.

Kurt E Larsen er lektor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Århus samt kommentarskribent på kristendom.dk