Kirken har brug for en kropsteologi

Jesus Kristus blev forrådt ved et kys fra en af sine nærmeste. Han blev fornægtet af en anden af sine betroede. Han blev svigtet af de fleste af dem, som burde have været der.

Og han blev korsfæstet, hvilket ifølge skik og brug i Middelhavsområdet ikke kun var en måde at slå nogen ihjel på, men især også var et middel til at fjerne al den værdighed, som de nogensinde havde haft. Korset eller pælen var en måde at udstille nogen på med enorm skam.

Teologien skal have kroppen med
Den krop, vi har som et spejl for vores liv, kunne have været den mishandlede hustru, det misbrugte barn eller den mand, som bliver mobbet på sit arbejde eller af sin familie. Det er en "nobody," ingens krop. Han tilhører dem, som ikke har nogen steder at vende sig hen, fordi de steder, der burde være sikre, netop er de steder, som nu signalerer fare og fortræd.

Enhver kristen teologi bør derfor være en kropsteologi. En teologi, som spejler de ar og sår, vi bærer, i Kristi krop. Det må indebære, at den går væk fra den sørgeligt ukropsliggjorte teologi, som kirken har udviklet; den teologi, hvor den udødelige sjæl alligevel vil forlade kroppen til fordel for en bedre, fremtidig krop, der mangler stort set alle de træk, som vi kender vores egne kroppe for.

Er det mon virkelig i overensstemmelse med den Messias, som stadig kunne vise os sine sårmærker påskemorgen? Var hans lidelse først og fremmest åndelig, og handlede hans opstandelse frem for alt om hans sjæls liv? Hvis ikke, hvordan ændrer det så vores forventning om livet i Kristus og den Nye Skabelse?

"Tal om det"
Sverige har i år været påvirket af en kampagne på blogs og Twitter, "Prata om det" - Tal om det. Kampagnen har sat fokus på seksualitetens "grå zoner", uklarheden og flertydighederne ved negative seksuelle oplevelser.

Mange mennesker har siden da skrevet om deres egne overtrædelser, og om hvordan overtrædelser blev begået mod dem. Pludselig kom ting, som aldrig blev nævnt før, frem i lyset, og blev diskuteret i offentligheden.

Jeg tror, at når vores kroppe bliver inddraget i vores relationer, hvad enten det sker med samtykke og tillid eller ved rene overtrædelser (ikke nødvendigvis seksuelle), og hvis vi bliver sårede, vil vores opfattelse af vores kroppe også blive såret.

Det er ikke let at fortolke overtrædelser begået af mennesker, vi er knyttet til, som dårlige og onde. I stedet placerer vi skylden og smerten et andet sted, nemlig inden for vores egne kropslige domæner. Sådanne smerter bæres af mange mennesker, både mænd og kvinder.

Jeg er overbevist om, at den kristne tradition indeholder gode redskaber til at forsone sig med den slags minder.

Jesus viser en vej væk fra skammen
Et af disse redskaber er selvfølgelig spejlbilledet af den korsfæstede krop og ens egen. Et andet kan findes i en læsning af Johannesevangeliet kapitel 13 vers 1-17. Før den sidste nadver insisterer Jesus på at tjene ved at vaske og pleje disciplenes fødder.

Men Peter vil til at begynde med ikke have hans tjeneste. Jesus bliver ved med at insistere, for hvis Peter ikke vil vaskes, afviser han også fællesskab med Jesus. Og så er det, at Peter ændrer sig og beder Jesus om også at vaske hans hoved og hænder. Det afviser Jesus, fordi disse kropsdele allerede er rene.

Min fortolkning er, at Jesus ser på den virkelige synd og skyld, og ikke på den skam, som vi har påført os selv. Det, som aldrig er kommet fra os, men som blev givet os af verdens ondskab, opfatter han ikke engang som urent.

Helbredelsen af disse ar findes netop indrømmelsen: "Du har ingen skyld i dette. Du må ikke skamme dig over at være et offer for meningsløs vold. Jeg var også sådan et offer, men gennem den meningsløshed kom opstandelse, nyt liv og den største Mening af alle."

Vores kroppe er værdige til pleje og omsorg. Der er ting, der har med vores kroppe at gøre, som vi bør værdsætte og fejre og således tilbyde i det kommende Riges tjeneste.

Lad Jesus tjene jer, lad jeres kroppe deltage i hans bevægelse, mens I går gennem de vanskelige minder til påskemorgens nye liv. Lad Guds omsorg for jer blive en realitet; lad jeres frelser vaske jeres fødder. Og tal om det, selv inden for kirkens mure.

Marta Gustavsson er teologistuderende i Göteborg.

Artiklen er oversat af Elisabeth Alster.