“Kirken har mistet blikket for de svage”

I Indre Missions Tidende (nr. 19, 2011) læste jeg en meget relevant artikel om forholdet mellem kirken og de handicappede.
 
Er der plads til handicappede i kirken?
Baggrunden for artiklen er et nyt universitetsspeciale af Erik Røjkjær, som foruden at være næsten nyudklækket teolog også er far til en handicappet søn på tre år.


Artiklen rejser flere kontante spørgsmål til de kristne fællesskaber og til kirken:

Er der plads til det, som er anderledes, og ser vi de handicappede som nødvendige og ligeværdige medlemmer af fællesskabet? Giver vi de handicappede plads til, at de kan være der, og plads til, at de måske udtrykker sig anderledes?

Og ikke mindst: Har vi blik for, at de handicappede også har noget at bidrage med i forhold til fællesskabet?

Vi har for travlt til at tage os af de svage
Det sidste spørgsmål synes særligt væsentligt i en tid, hvor der i samfundet er en udbredt opfattelse af, at jo hurtigere vi bevæger os, og jo mere vi producerer, des hurtigere vil vi kunne realisere det gode liv.

Det er som om, at vi – i hastighedens tidsalder – har mistet blikket for, at det netop er i det langsomme og svage, at vi skal finde kirkens styrke.

Mange af os sukker efter tid til fællesskab og eftertænksomhed, men det er som om, at vi ikke tør sætte tempoet ned – som om vi er bange for at gå glip af et eller andet, som vi ikke ved, hvad er. Rastløsheden er til at tage og føle på.