Udendørsgudstjenester i pinsen, pilgrimsture på hærvejen, klimagudstjenester og cykelgudstjenester er alle udtryk for, at Ordet bliver kød, mener Mads Christoffersen
- Colourbox.
Mads Christoffersen |
19. maj 2011
Udendørsgudstjenester viser konkret, hvad det betyder at være en del af Guds skønne skaberværk og tage et medansvar for dets bevarelse, mener generalsekretær Mads Christoffersen
Danske Kirkers Råds kampagne Grøn Kirke var med i opløbet sidste år blandt de bedste kirkelige initiativer herhjemme. Syddjurs provsti er grønt provsti. Roskilde Stift vil være grønt stift. Grøn Kirke har fået stigende opmærksomhed på tværs af kirkelige retninger. Men hvad er et godt kirkeligt initiativ overhovedet?
SE OGSÅ: Følg initiativprisen på FacebookGode initiativer gør evangeliet konkret for enhver af osGuds initiativ, at lade sig selv inkarnere i sin søn Jesus Kristus, overgår selv kirkens bedste idéer. Men hvad betyder det for os, at den evige Gud blev menneske af kød og blod i en konkret sammenhæng? Hvorledes bliver Ordet kød for den enkelte af os dengang og nu? Et godt kirkeligt initiativ er for mig at se dér, hvor kirken gør den store fortælling konkret for den enkelte og for fællesskabet her og nu.
Herhjemme ser vi, hvordan mange menigheder medtænker skaberværket i gudstjenesten og kirkernes daglige liv. Kirkernes globale klimaarbejde, klimaforandringer og skaberværkets bevarelse er store ord og bliver ofte luftige.
Hvad betyder det konkret for menigheden og for den enkelte? Det er der gennem de seneste år kommet stadigt flere svar på. Folkekirken, baptistkirken, metodistkirken, den katolske kirke og lokale menigheder fra mange forskellige kirkesamfund kommer med mange nye initiativer for at gøre de store spørgsmål mere konkrete.
Økumeniske pinsegudstjenester ved havet, cykelgudstjenester og vandringsgudstjenester er nogle af de initiativer, som Sankt Nikolai Kirke i Holbæk har taget initiativ til alene i dette forår.
”Guds ord synker ind i folk på en anden måde, når man er ude,” sagde den lokale sognepræst, da jeg spurgte hende, hvad det gør ved os, når vi holder gudstjeneste udendørs.
I metodistkirken i Odense er klimaet på dagsordenen, og konkrete tiltag til gavn for energiforbruget er blevet sat i gang, og under gudstjenesten planter børnene træer. Her gør man også brug af Kirkernes Klimastafet, der med fire små symboler fra Stillehavet, Mellemamerika, Afrika og Grønland minder os om klimaforandringerne og deres betydning for mennesker og natur.
Vi skal ud i naturen
Til gudstjenester, hvor vi får frisk luft i lungerne og jord under neglene, er vi sammen på en anden måde end til andre gudstjenester.
Udendørsgudstjenester i pinsen, pilgrimsture på hærvejen, klimagudstjenester og cykelgudstjenester er alle udtryk for, at Ordet bliver kød og at det bliver konkret, hvad det betyder at være en del af Guds skønne skaberværk og tage et medansvar for dets bevarelse. Det er eksempler på gode kirkelige initiativer.
Mads Christoffersen er præst og generalsekretær i Danske Kirkers Råd
FACEBOOK: Bliv ven med kristendom.dk og vind en iPod Nano