Når kristne studerende i Danmark samles til bøn på deres studiested, bliver de af og til mødt med skepsis og undren fra deres medstuderende, lærere og rektor. Nogle steder får de endda at vide, at de ikke kan få et lokale stillet til rådighed, eller at de ikke må reklamere for deres samlinger.

Jeg undrer mig en del over den reaktion. Vi danskere er jo vældigt religiøse, når det kommer til stykket. Ganske vist er det ikke primært den klassisk, kristne religiøsitet, der præger billedet, men mange andre former for gudsdyrkelse står til gengæld stærkt.

Forbrugsreligionens templer
Dyrkelsen af det materielle og forbruget for eksempel. Det er en meget udbredt form for religiøsitet, hvis hellige skrifter studeres intenst, når hele familien samles for at nærlæse den ugentlige dosis tilbudsaviser.

De store varehuse er forbrugsreligionens templer, som selvfølgelig skal være åbne på søn- og helligdage, hvor der gøres noget ekstra ud af forbrugsreligionens dyrkelse af det materielle med særlige slagtilbud og gratis slikposer til børnene.

Forbrugsreligionen nøjes ikke med overfladisk at give os et indkøbskick. Den forsøger også at give svar på nogle af tilværelsens store spørgsmål. Den giver os en forventning om, at nyt forbrug kan gøre os lykkelige, redde vores ægteskaber, gøre os til gode forældre og give os image og anseelse. Give vores liv mening og værdi.

Kendisreligion og menneskeofringer
Eller hvad med dyrkelsen af hverdagens kendishelte? De bliver betalt for at tilfredsstille vores længsel efter at drømme os bort fra dagliglivets trummerum og ind i uvirkelighedens fiktionsverden. Dér hvor livet er et ta'-selv-bord af muligheder, der lader én svømme i kærlighed, penge og fester.