Kære anonyme. Jeg tillader mig at skrive en kommentar til dit spørgsmål om, hvorfor din mand skulle dø og endda lide, inden sin død. Jeg vil forsøge at svare så kort som muligt, men der er meget at fortælle, så bær over med mig, hvis mit svar bliver længere end "nødvendigt".

I dit spørgsmål kan man mærke din sorg. Og jeg deler den med dig!

Det er en ubærlig smerte at miste en man elsker og har elsket længe. Og det må være endnu mere smertefuldt, at have fulgt hans "kamp" og smerter, inden døden tog ham bort fra dig og fra jeres kære.
Fred være med ham! - nu.

En dag, for ca. 9 år siden, hvor jeg sad hjemme i mit hus og lige havde "opdaget", at Jesus Kristus ikke kun er død og har levet, men at Han faktisk er levende og ønsker at tale med "mig" (Og dig), så sagde jeg følgende til Ham: "Jesus, jeg er så glad for at kende Dig og for at vide, at Du elsker mig. Hvis jeg skal beskrive, hvor glad jeg er, så er det ligesom dengang hvor jeg var ung og når jeg lå sammen med en dejlig pige, i min seng. Ikke det seksuelle, men den der glæde indeni. Nærheden. Duften. Varmen og glæden."

I samme sekund, jeg havde sagt det, befandt jeg mig ikke længere samme sted. Pludselig sad jeg på et grønt græs, som var det mest frodige, grønne græs, du overhovedet kan forestille dig. Mere som et "tæppe", af det flotteste, tætte, mørkegrønne græs. Næsten lige så kort som græsset på en green, på en golfbane. Men lidt længere, mere frodigt, mere grønt og fuldstændig uden ukrudt af nogen art. Himlen var blå. Der var en behagelig varme og ingen vind.
Det var trygt og kærligt.
Lidt ved siden af mig, så jeg noget vand, der var så klart som sprit, løbe ud af græsset. Det løb ned ved siden af mig og fortsatte hen forbi mine fødder. Det var det klareste, reneste vand, jeg nogensinde har set. Det løb ned i en bæk, hen forbi mine fødder. Jeg kunne se sandet på bunden af bækken og jeg kunne se de fine, grønne planter på bunden af bækken. Jeg tænkte: "Det må være godt fiskevand, det her."
Bækken fortsatte et stykke forbi mig og løb ud i en stor flod.
Jeg så mennesker komme ned til floden. De var alle klædt i hvidt. De sagde ingenting. Og jeg tænkte: "Hvorfor er der ingen af dem, der fisker? Det må da være godt fiskevand. (Ja, jeg vidste jo ikke, hvad det var jeg så, eller hvor det var, jeg befandt mig)
Da jeg havde kikket lidt på floden og menneskene, lod jeg blikket glide tilbage, til der hvor jeg sad. Ved min højre side, ca. 5 meter borte, fra hvor jeg sad, stod der et stort træ. Det lignede et stort, gammelt egetræ, eller valnøddetræ. Det var fyldt med alle mulige forskellige fugle. De sad stille og roligt og var slet ikke bange for mig.
Da jeg havde siddet der, et lille stykke tid og nydt alle indtrykkene og den fantastiske atmosfære, der var på det sted, sagde jeg med min mund: "HER vil jeg gerne blive!"
I samme sekund, var jeg tilbage i mit hus.

Jeg anede ikke, hvad det var, jeg havde oplevet! Jeg fortalte det til min familie og mine venner, men de kikkede bare på mig, som om "der var sprunget en sikring".
Heller ikke kirken kunne fortælle mig, hvad det var, jeg havde oplevet. Jeg spurgte en præst og nogle mennesker, fra en menighed. Men ingen kunne forklare, hvad det var, jeg havde oplevet.
Så jeg slog det hen.

Ca. 7 måneder senere, gik jeg en dag rundt og støvsugede i mit hus og tænkte på alt andet, end det jeg havde oplevet godt et halvt år tidligere.
Men pludselig hørte jeg: "Læs Bibelen!" - "Læs Johannes Åbenbaring!"
Da jeg var færdig med at støvsuge, fandt jeg min bibel frem og slog op på Johannes Åbenbaring. Jeg læste de første 5 kapitler og så klappede jeg bibelen sammen igen og sagde: "Jeg forstår ikke, hvad det er jeg læser!" - "Jeg tror på bibelen, men jeg fatter ikke det, jeg lige har læst."
Så hørte jeg, igen, den der kærlige stemme: "Læs kapitel 22"

Jeg åbnede bibelen igen og slog op på kapitel 22: Livets vand og livets træ

v1 Og englen viste mig floden med livets vand, klart som krystal, den vælder ud fra Guds og Lammets trone. v2 I midten, med gaden på den ene side og floden på den anden, står livets træ, som bærer frugt tolv gange, hver måned giver det frugt, og træets blade tjener til lægedom for folkeslagene. v3 Og der skal ikke mere være nogen forbandelse. Men Guds og Lammets trone skal stå i byen, og hans tjenere skal tilbede ham, v4 og de skal se hans ansigt og bære hans navn på deres pande. v5 Der skal ikke mere være nat, og de har ikke brug for lys fra lamper eller lys fra solen, for Herren Gud lyser for dem, og de skal være konger i evighedernes evigheder.

Wauv! Bing, bang, bong! Jubii-du!

Det var DET, jeg havde set! Det var DET, jeg havde oplevet! - Et halvt år tidligere.
Og intet menneske, havde fortalt mig om det, eller kunne forklare mig om det.
Det var ikke noget, jeg selv havde fundet på!
Det var ikke noget, jeg havde læst, hørt om, set på film, eller noget andet.

Det var Gud selv, det lod mig se det først! - Og så var det Ham, der fortalte mig, 7 måneder senere, hvad det var, Han havde vist mig.

Hvorfor skriver jeg nu dette til dig?
Fordi, hvis din kære mand troede på Jesus Kristus, så er det DER, han befinder sig i dag!
Og jeg blev så "flov" over, at jeg havde sagt: "Her vil jeg gerne blive", uden at tænke på min familie, mine venner, mit job, mit hus o.s.v. Jeg ville bare gerne blive der.

For 9 år siden, troede jeg heller ikke på en levende Jesus! Jeg var også konfirmeret og døbt i Folkekirken. Men jeg havde slet ikke nogen tro.
Og jeg kunne, som du, heller ikke forstå al den ondskab, der er i verden.
Jeg havde besluttet mig for, at hvis jeg nogensinde mødte Gud, så ville jeg spørge Ham: "Hvorfor?!"

Men i dag, hvor jeg HAR mødt Ham og hvor jeg VED, at Han lever, så er det spørgsmål ikke længere relevant.

Mit råd til dig, er at du kalder på Jesus. Og nu må jeg, desværre, skrive lidt mere, for at forklare, hvorfor det er Jesus, du skal kalde på, og ikke Gud.
Sagen er, at jeg har bedt til Gud mange gange i mit liv. Men Han har aldrig talt til mig, så jeg kunne kende Hans stemme og høre Ham. Og det er der en hel klar grund til.
Hvis du læser bibelen, så vil du se, at Jesus Kristus, i Sin sidste bøn, inden Han korsfæstes (Johannes Evangeliget kap. 17) hele to gange siger: "Jeg har holdt dem fast ved DIT navn. Det Du har givet Mig."
Altså er Guds navn, Jesus Kristus. Eller på Hebræisk HaMashiach (Messias) Yeshua (Jesus)

Og du vil se, at den dag, hvor Jesus hang på korset og udånder, der efterfølges det af et stort jordskælv OG forhænget til Det Allerhelligste, i Jødernes Synagoge, flænges, fra toppen og ned.

I Det Gamle Testamente kan du læse, at Jøderne havde en ypperstepræst, som var udvalgt af Gud. Én gang, hvert år, gik han ind bag fortæppet, for at mødes ansigt til ansigt med Gud.
Men da Jesus døde på korset, viste Gud os, som tror på Jesus, det tegn, at ved den tro, har vi nu, ikke kun én gang pr. år, men hver dag, hvis vi vil, adgang ind foran Guds ansigt!
Vi kan tale frit og åbent til Gud og Han ikke kun lytter. Han svarer også!

Men adgangen er Jesus!

Derfor siger Jesus: "Ingen kommer til faderen, uden gennem Mig"

Da jeg fandt ud af det og begyndte at bede i Jesu Kristi navn, så kom der "hul igennem".
Det er troen på Jesus og Hans blod, på korset, som renser os og giver os adgang til Gud.

Så, tilbage til mit råd.:

Prøv at sætte dig ned med en kop kaffe, eller en kop te, alt efter, hvad du nu foretrækker. Og prøv så at fortælle Jesus om din smerte. Fortæl Ham, hvor ked af det, du er. Fortæl Ham, hvor uretfærdigt det hele er, efter din helt egen overbevisning. Tal åbent og ærligt til Ham. Som om du talte til din, nu afdøde, men elskede mand. Hemmeligheden ved Evangeliet er nemlig, at Jesus LEVER.
Han døde ganske vidst på korset. Men 3 dage efter, stod Han hos Sine disciple og sagde: "Her er jeg igen!"
Og Han har sendt Sin Hellige Ånd her til jorden, for at lede os.
Alt hvad der behøves er tro.

Kald på Ham! Han hedder Jesus Kristus. Og Han vil svare dig!

Det kan godt være lidt svært af få sagt navnet Jesus Kristus, de første par gange, og det skyldes, at der er så stor kraft i det navn. Men prøv!
Og så skal du bare se løjer!

Undskyld at det alligevel blev et langt svar.

Gud velsigne dig og Gud fred til dig!

Kære Anonyme

Først og fremmest vil jeg gerne udtrykke min dybeste medfølelse. Kun hvis man selv har prøvet at miste en man holder af kan man forstå dine følelser.

Jeg synes ikke rigtigt sognepræst Vibeke Tuxen besvare dine helt relevante spørgsmål.

Bibelen er en fantastisk bog og den giver svar på de spørgsmål du stiller i dit indlæg.

Din mand døde som følge af Adam og Eva´s ulydighed i Edens have. For deres ulydighed, deres synd mod Gud ved at spise af træet til kundskab, blev de dømt til at vende tilbage til støvet, til en tilstand hvor de ikke eksisterede. De døde. Vi dør fordi vi alle er født efter de første menneskers ulydighed, hvorved vi alle har arvet syndes og døden fra dem. Bibelen forklarer: Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden....trængte igennem til alle mennesker. - Romerne 5:12; Job 14:4.

Efter at synden og døden var kommet ind i verden, åbenbarede Gud, at det var hans hensigt, at de døde skulle kaldes til live igen ved en opstandelse. Det blev muligt fordi Guds søn Jesus Kristus ofrede sit fuldkomne liv, som en genløsning for den synd Adam og Eva havde begået.

Ja, den almægtige Gud har ikke alene magt men også vilje til at oprejser dem han udvælger. Gud er ikke dødes men levendes Gud; de er nemlig alle levende for ham. - Lukas 20:37,38.

Jesus Kristus sagde: I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud. - Johannes 5:28, 29 og Apostelgerninger 24:15.

Du har derfor mulighed for at møde din mand igen!

Dine spørgsmål om ondskaben på jorden kan også besvares ud fra Bibelen. Det er ikke Gud der er skyld i ondskaben, men oprørets stifter i Edens have, Satan Djævenlen. Han er denne verdens hersker. Snart vil der blive fældet dom over denne verdens hersker og så vil jorden igen blive til et pardis. Johannes 12:31.

Jeg vil gerne opfordrer dig til at invitere Jehovas Vidner ind næste gang de ringer på din dør. De kan give dig yderligere svar på dine spørgsmål ud fra din egen bibel.